Brugerne vil have indflydelse og flere steder på topplan erkender embedsmænd og andre indflydelsesrige personer, at det er vejen frem. Det er ikke kun brugerne, som slås for mere indflydelsen til brugerne. Faktisk kommer flere og flere med i koret, om at indflydelse til brugerne er vejen frem i psykiatrien. Hver gang man laver et tiltag uden at brugerne er spurgt, viser det sig, at fejlene kunne være undgået, hvis man havde spurgt, og tiltaget ville være kommet bedre fra start.
Gennembrudsprojektet om nedbringelse af tvang er kommet for at blive, men hvor meget har man egentlig hørt på brugerne? Et sted forstår vi godt, at brugerne ikke bliver inddraget lokalt og i det daglige arbejde, men omvendt vil man nok blive meget klogere, den dag det lykkes at integrere brugerne lokalt og i det daglige arbejde. Hurdlen må overvindes, og der må findes veje, som gør det muligt. Til Midtvejskonferencen i projektet sad en bruger fra Danmark og en med brugererfaringer fra Norge. Tænk på hvor mange kommentarer, der var kommet rundt omkring i grupperne, hvis hvert projekt blot havde haft en bruger med til konferencen. Vi var 200 personer i alt. Eneste argument vi hørte fremført var, at det kostede 300 kr. pr. deltager, men de penge var nok tjent ind mange gange på virkningsløse tiltag, hvis brugerne havde været mere talstærkt repræsenteret.
Faktisk er det tankevækkende, at brugerne ikke får lov at være mindst 2 i hver følgegruppe og lignende steder, for det er jo alment kendt, at to mennesker, der arbejder sammen, kommer meget længere, end når man sidder alene. Og det burde være et krav fra LAP, at vi altid udpeger to, der kan samarbejde og støtte hinanden i at fremføre vores synspunkter. Samt ikke mindst samle hinanden op, for det er ikke uden besvær og hårdt arbejde følelsesmæssigt, at sidde og snakke om ting, der har berørt eller berører ens hverdag dybt.
LAP har i det år, som er gået, været gennem mange interne kampe og nogle vil sige, at det har gjort landsledelsesarbejdet tungt. Andre vil mene, at nu må de svage led i foreningen være sorteret fra, og de som virkelig vil arbejde for sagen er tilbage. Det må tiden vise, men et er sikkert, der er forsat brug for en organisation, som kæmper brugernes sag, og vi kan arbejde for, at det fortsat er LAP.
Kontanthjælpsreformen er gennemført, uden at man har undersøgt hvilke konsekvenser, det har for samfundet, at der er indført gensidig forsørgelsespligt. Den gensidige forsørgelsespligt får nemlig flere og flere til at flytte fra hinanden. Konsekvensen er, at de ikke længere har hinandens gensidige støtte og det koster samfundet i øget psykiatrisk behandling og yderligere socialpsykiatrisk støtte, men dette er vel ikke målbart for et samfund i udvikling eller burde vi sige afvikling. Det gælder tilsvarende for førtidspensionister, som ofte lever alene med store samfundsøkonomiske omkostninger til følge.
Vanen tro er der over 30 forslag til landsmødet fra forskellige grupper og enkeltmedlemmer. Nogle forslag er mere gennemarbejdet end andre, men alle har lige ret til en behandling på landsmødet, der i år foreslås ledet af dirigenterne Benny Lihme og Allan Ohms - den sidste er advokat med møderet for Højesteret. Så nu håber vi fra landsledelsens side, at forarbejdet til et godt landsmøde er på plads og vi kan trække vejret - lægge os i selen, så Landsmødet vitterligt bliver foreningens bestemmende organ, og demokratiet sejrer frem for enkelte individers magt.
Det er nu 15 år siden foreningen blev stiftet, og i den anledning har vi indkøbt en trøje til hvert medlem - der ønsker at gøre reklame for foreningen. De første udleveres på landsmødet - siden vil der blive uddeling/salg til medlemmer, som gør sig fortjent til dem. Det er vores tanke, at året 2014 skal være året, hvor LAP viser sin berettigelse, og derfor håber vi på, at kunne samle medlemmerne både i en kamp for flere medlemmer og en fortsat kamp for at nedbringe og siden afskaffe tvangen.
LAP har netop fået trykt en vejledning om, hvordan man trapper ud af psykofarmaka, og den håber vi, at kunne sprede både til fagfolk og ikke mindst psykiatribrugere, som trænger til at forstå vigtigheden af selv at styre sin medicin, men også mulighederne uden medicin. Hæftet er en tro oversættelse af en amerikansk guide på området, og er således blevet en realitet p.g.a. vores internationale arbejde. Se yderligere informationer om bogen her i bladet.
