Inden for LAP har vi holdt et medlemsmøde, der havde titlen: Hvad er en god bruger samt ditto personale?
Det var et emne, folk gerne ville tale om, især det der omhandlede personalet. De fremmødte medlemmer, havde mange eksempler på, at de var behandlet dårligt af personalet. Én havde oplevet at mens han talte med en sygeplejerske, holdt hun fingeren på en overfaldsalarm under hele samtalen, ”bare for en sikkerheds skyld”. En anden fortale om situationer hvor personale ikke var nærværende nok, der var for stor distance til brugeren. Ofte drejede eksemplerne sig om, hvordan vi mennesker behandler hinanden.
De forskellige ting, der kom frem, blev skrevet på et stort stykke papir, men spørgsmålet var så: ”Hvad kan vi gøre ved det?”
Én foreslog at udgive det i en bog, som personalet så måske ville læse, samt derefter måske ville tage ved lære af. En anden foreslog, at man skulle sige det til kommunens leder, der så skulle videreformidle det generelt; såsom, at man som personale skal huske på at ... Der ville være mere ”vægt” bag ved, når man får det fra sin chef, i forhold til at der er nævnt en masse eksempler i en bog fra anonyme steder i landet. Stedets navn, eller personalets navn nævnes aldrig. Så er det svært at gøre noget ved eller tage det seriøst.
Generelt hvordan man tackler problemer
Den ideelle bruger samt personale er smilende, positiv, nærværende i samtalen og formår at ”afkode” den andens ”mindset”, altså kan vurdere når der skal spørges om det og det, samt når der skal holdes pauser. Det er den bedste af alle verdener, men mindre kan også gøre det. Som bruger, skal man være realist og kunne vurdere, hvad man kan få ud af det givne sted samt dets personale, spørge på en stille og rolig måde, ikke råbe eller være opfarende. Især ikke hvis man får et nej tak til ens ønske.
Hvis man oplever overgreb, eller at personalet opfører sig kritisabelt, skal man gå til personen, der har lavet det kritisable. Hvis det ikke hjælper, kan man gå til vedkommendes chef, hvis det heller ikke hjælper, kan man gå videre til chefen inden for kommunen. Hvis man skal have ting igennem, skal man have en ”god sag”, der kan bevises. De to sager, jeg har beskrevet ovenfor (med alarm klokken, samt distancen) er ikke gode, men så små at det må man leve med. Generelt for at få sin sag igennem skal man lyde overbevisende, virke troværdig, tingene skal siges stille og roligt, ikke råbende eller i et ophidset tonefald. Formuler problemet så konkret, så andre kan forstå problemet. Først derefter er der måske mulighed for at ledelsen vil / kan gøre noget ved det.
Det er netop kun måske. Som fx et sted hvor undervisningen af de sindslidende ikke var i øjenhøjde med dem. Lederen ville ikke gøre noget ved det, da hun mente, at det ville gøre ondt værre. Så er sagen gået ”død”. Et andet stk. personale var altid så sur og negativ, at brugerne klagede til lederen. Hendes kommentar var, at ”det må man leve med”. Konklusionen er, at det er meget svært at få lederne til at bede personalet ændre adfærd. Netop fordi de ikke vil træde deres personale over tæerne, de er jo arbejdskolleger med dem. Og det er de IKKE med brugerne. Hvis man vil have forbedringer, må man være konkret, nævne stedets navn, samt gå hele vejen op igennem systemet - jo før jo bedre. Et eksempel på, at en klage fik konsekvenser, er fra et bosted for sindslidende, Tustedhuse i Århus, hvor personalet hyrede en striptease danser, der skulle strippe for en kollega i arbejdstiden, da han fyldte år. Lederen på stedet ville ikke gøre noget ved det og efter en klage til kommunen, blev han fyret. Mildere historier, man må leve med, kan man skrive om til LAP-bladet, med stedets navn samt konkret hvad der er sket.
Ovenstående er nemt at skrive, men svært at føre ud i livet, da det netop kræver, at man samler en stor pose mod, altså er modig. Jeg håber, at denne artikel inspirerer til både, hvordan man gør, samt at man kan samle endnu mere mod til sig.
