Iveren efter at afstigmatisere psykisk syge er i sig selv stigmatiserende

I antipsykiatriens velmagtsdage i 1970’erne var det udbredt blandt de tossede, at de slet ikke var tossede, men blot var omgivet af tosser. I dag er sindslidende, udover deres sygdom, i alvorlige identitetsproblemer, som i nogen grad genereres af det omgivende samfund. Være- og bosteder tilegnet psykisk syge skal hedde'centre for psykosocial rehabilitering'. Det er ikke længere god tone at kalde dem for socialpsykiatriske tilbud, da psykiatri opfattes som (læge)behandling, og der ikke foregår behandling i den psykisk syges hjem og fritid.

Efter samme forskrift skal sindslidende kaldes for 'personer med en psykosocial funktionsnedsættelse'. Desuden er det politisk ukorrekt at sige »den skizofrene «, for man er ikke sygdommen, man lider kun af den, hvis man har skizofreni. Man kan sagtens være bruger af et bibliotek, men det er straks mindre tåleligt at være bruger af psykiatrien. Der vil nogle ikke en gang kalde patienten for patient.

De store patientorganisationer som blandt andre SIND, LAP, OG BEDRE PSYKIATRI, der varetager sindslidendes interesser, viser misforstået høflighed over for deres repræsentanter.

Akavet respekt

Patienterne – de tossede – altså dem, det hele drejer sig om, er aktuelt i en situation, hvor de oplever, at deres interesseorganisationer for patientens eget bedste ønsker en effektiv afstigmatiseringskampagne, der skal få folk til at omtale dem som noget mere værdigt og mindre stigmatiserende end patient.

Det handler om ligeværd. Der er ingen grund til at føle sig anderledes, blot fordi man er skør og tosset. De pårørende ved, at deres sønner og døtre er gode mennesker. De kæmper en kamp for at få deres børn inkluderet på arbejdsmarkedet og i samfundet. De professionelle ved, at der er håb – og at mirakler sker, selv for dem med den sværeste sygdom. Men den tossede går rundt i angst og fortvivlelse og aner blot, at her er en slags jantelov. Jeg er tosset. Mine omgivelser gør pludselig alt muligt for ikke at kalde mig tosset. Det ser pænere ud og er mere tåleligt for omgivelserne. Det kaldes en afstigmatiseringskampagne. Andre bestemmer, hvad jeg skal kaldes. Det skal pludselig være helt normalt at være sindslidende. Men psykiatrien gør skade i den gode sags tjeneste.

Når sygeplejerskerne kommer med piller på den lukkede afdeling, siger de stadig her i år 2014: »Her har du noget, som er godt for dig,« selv om den lille seddel, der følger med i pilleæsken, opremser alverdens bivirkninger.

Det er uhyrligt, at man stadig ikke spørger den sindslidende, hvad vedkommende kunne tænke sig, i stedet for at forhåndsbeslutte, hvad der er godt for ham eller hende. Andre minoritetsgrupper kan sige: Vi er bare bøsser, diabetespatienter eller shopomaner. Så er den prut slået. Den går ikke for den sindslidende.

Uformel verbal straf

Der er brugt mange millioner kroner på bl.a. at sætte plakater op på busstoppesteder med det formål at gøre det menneskeligt at være i besiddelse af en sindslidelse. Der er brugt et hav af ressourcer på at inkludere mennesker med en ubehagelig diagnose. En indsats, som er druknet i marketing og reklamebusiness. I sidste uge oplevede jeg effekten af kampagnerne. En professionel skulle overføre en patient til et andet hospital, hvor den professionelle ikke havde nøgle til døren. Derfor måtte han ringe på. Da en stemme i dørtelefonen spurgte, hvad det drejede sig om, sagde han: »Jeg har en patient, der skal overflyttes.« Han undskyldte straks, fordi han i stedet burde havde sagt navnet på patienten. Det kunne jo virke stigmatiserende at sige patient.

Patienten tænkte: »Gid han dog bare havde holdt inde med sine spekulationer, så var det nok nemmere at være patient.« At skulle tale med den professionelle om, hvad der er etisk i orden, giver meget tordenvejr. Skraldene runger i flere dage efter.

Den italesatte afstigmatisering kan opleves stigmatiserende. Den daglige italesættelse af, at nu vil jeg kalde klienten menneske frem for patient, kan virke som en uformel straf på patienten. Angsten for at tale om skizofreni eller anden sindssyge med begrundelse i professionsetisk korrekthed må ikke blive resultatet af afstigmatiseringsindsatsen. Se dog på den sindslidendes kvalifikationer frem for at gøre vedkommende til en person med et konstant behov for at blive skånet og hjulpet.

Nils Holmquist Andersen er forhenværende medlem af LAP's forretningsudvalg og forhenværende medlem af Komite for Psykoterapi RH. Han er hjemmevejleder og bostøtte