Som dage har det med at starte dagen før, uafhængigt af skæringer mellem kl. 23.59 og 00.00, således startede dagen også i dag. For nogle dage siden købte jeg et digitalt spejlreflekskamera. Bare sådan et semiprofessionelt af slagsen. Men fremragende i sin skarphed og dets mange indstillingsmuligheder. Jeg fik også en stor og potent linse med i købet og en god fototaske, der reklamerer for Canon på den brede rem, der kan hænges over skulderen.

Det startede for nogle dage siden, at jeg gik ud og fotograferede. Egentlig var jeg en smule tilbageholdende, fordi jeg havde en fornemmelse af, at jeg vakte unødvendig interesse, når jeg stod med et apparat i hånden, der lignede noget, der var opsigtsvækkende.

Tilfældigheds-mennesker kiggede da også nysgerrigt og viste sig at være undersøgende overfor, hvad det var jeg fotograferede. Efter nogle dage blev jeg bestemt ikke uddannet som fotograf, men jeg blev lidt mere fortrolig med at fotografere i det offentlige rum, uden at føle mig overbegloet.

Så var det at det skete, denne her suveræne søndag. Der skete det, at jeg lagde mærke til, hvor stor en interesse andre forbipasserende mennesker havde for, hvad jeg fotograferede. Det var helt vildt! Nogle blev ligefremme og glade, især hvis jeg fotograferede dem. En spurgte mig, om jeg vidste om der var kameraovervågning på toppen af et tag, jeg fotograferede på Nørreport.

Han var upåfaldende langt fra at være paranoid, men blot interesseret i hvad der overvåger ham. Måske kunne jeg, med min lange linse, se om det var kameraer, der var på toppen af taget på bygningen, der er det højeste hus på Nørreport, med Brugsen og Fona i stueetagen.

Udover sendemaster til mobiltelefoni, var der også en god sjat parabolantenner. Der var overfyldt med dimser og dippedutter og andre slags antenner på det tag. Men jeg vidste ikke, om det var teknisk muligt at få en god overvågning af Nørreport fra den lange afstand. Jeg fortalte manden, der var ca. 36 år, sort fuldskæg og ulasteligt klædt, at mit udstyr kunne tage et billede på 100 meters afstand uden at have læsevanskeligheder med at tyde en nummerplade fra en bil.

Mit kamera var på denne søndag en slags digital hund, der skabte kontakt. Mens jeg talte med den tætskæggede mand, kom en flot fransk kvinde forbi og spurgte om vej til Vendersgade. Det forstyrrede min allerede igangværende samtale, så jeg var ubetænksomt nonchalant og viste hende med stor overbevisning i den forkerte retning.

Ikke dage, men få sekunder efter sagde jeg til manden, at jeg måtte afbryde vores udmærkede samtale, fordi jeg pludselig var kommet i tanke om, at jeg havde vist franskmanden i en alt for forkert retning.

Det kunne jeg ikke stå inde for, så jeg løb i gennem en massiv menneskemængde på Nørrevoldgade og råbte efter hende. Stop! Du skal ikke den vej. Jeg har taget fejl. Undskyld.

Nu gider jeg ikke skrive mere. Det endte med, at jeg fik franske kys, og dagen forinden havde jeg flere håndfulde af oplevelser, der udformede sig og lagde sig til rette på en af de smukkeste snart-vinter, suveræne søndage, jeg nogensinde har oplevet. Det gode starter altid dagen før. Man kan aldrig forudse et øjebliksbillede. Det er forholdet mellem klokken 23.59 - 00.00 der er tåbeligt, menneskeskabt og paradoksalt nødvendigt. Dagene inden, kan der opstå ren lykke - lang tid frem.