Anmeldelse af ”Den psykiatriske epidemi” af Robert Whitaker og ”Dødelig medicin og organiseret kriminalitet” af professor dr. med. Peter Gøtzsche
Stort set alle, der har kontakt med psykiatrien i Danmark, får en eller flere slags psykofarmaka. Derfor har disse bøger en stor relevans for LAP’s medlemmer. Peter Gøtzsche beskriver i sin bog, hvordan medicinalindustrien har en skæbnesvanger påvirkning af lægemiddelvidenskaben.
Hans bog er ikke specifik om psykofarmaka, men har to store kapitler særligt om psykiatrisk behandling med lægemidler. I debatten om medicinsk eller ikke-medicinsk behandling af psykiske lidelser er man nødt til at forstå medicinalindustriens enorme indflydelse på ’evidensbaseret’ medicinsk behandling.
Robert Whitaker har samlet viden, der før skulle findes i mange forskellige kilder, i en rimeligt lettilgængelig bog. Udgangspunktet for bogen er hans undren over det fænomen, at der med nye og ’bedre’ lægemidler kommer flere og flere på overførselsindkomster på grund af psykiske lidelser i den industrialiserede verden. Hvordan hænger det sammen med psykiatriens påstand om, at deres behandling hjælper flere og flere?
Med udgangspunkt i det spørgsmål har Whitaker kigget på den videnskabelige dokumentation for effekten af psykofarmakologisk behandling. Han har udelukkende brugt artikler publiceret i anerkendte videnskabelige tidsskrifter, og stort set alle artikler er lavet af psykiatere eller andre med omfattende neurobiologisk viden og er af nyere dato. Der er således ikke tale om referencer til obskure tidsskrifter eller forældet viden, og det er derfor rigtig relevant for LAP’s medlemmer, andre psykiatribrugere og for alle medarbejdere, der har med os at gøre. Uden forudsætninger vil man nok starte med at læse Whitakers bog, da den er specifikt om psykiatri. Når man læser side efter side af grumme afsløringer, som klart demonstrerer problemerne med medicinsk behandling af psykiske lidelser, kan man nemt ende med at afvise det som en konspirationsteori, da det klart fremgår, hvor stor skade psykofarmaka forvolder. Derfor er det fornuftigt at starte med Peter Gøtzsches bog, da han viser, at lægemiddelindustrien uden nogen hæmninger gladeligt markedsfører medicin, som den ved, er farlig og/eller uden virkning, for at øge aktionærernes udbytte. Medicinalindustrien er verdens næststørste industri målt i omsætning, men den er klart den mest profitable branche og overstiger både våben- og olieindustrien. Den har derfor en utrolig stor interesse i at bevare sine produkter på markedet, selvom de er skadelige eller virkningsløse.
Gøtzsche beskriver medicinalindustriens generelle markedsføringsstrategier, men kapitlerne om psykofarmaka er klart dem, der har de værste eksempler på industriens skævvridning af viden til egen fordel. Han beskriver også, hvordan industrien bruger sine enorme ressourcer til at smøre lægerne til ukritisk at generere mere profit til den på bekostning af patienternes trivsel og et af lægeløftets grundværdier fra den hippokratiske ed: Selv om jeg opfordres dertil, vil jeg ikke udlevere nogen dødelige gifte.
Whitakers bog udkom på engelsk i 2010 og den danske udgave, der kom efteråret 2013, er en opdateret udgave. Bogen har været genstand for massiv debat, og Whitaker har været udsat for en massiv smædekampagne fra psykiatere og lægemiddelindustri – hvilket i øvrigt beskrives som en normal praksis af Gøtzsche, der skriver: ”Sundhedsvæsenet er så korrupt, at de, der bringer lægemiddelfirmaernes kriminelle handlinger frem i lyset, bliver pariaer.” (side 353). Den danske udgave af Whitakers bog blev anmeldt af professor Poul Videbech dagen efter udgivelsen. Videbech havde ganske vist ikke læst den danske udgave, men det afholdt ham ikke fra at anmelde denne udgave og udtale sig om dens referencer.
Videbech fulgte i sine amerikanske forbilleders fodspor og kom med et standardiseret og helt igennem usagligt angreb på bogen i psykiatriens vanlige stil. Det er bemærkelsesværdigt, at psykiatrien gerne vil afvise bogen, men ikke ønsker at deltage i en direkte diskussion med Whitaker, om hvorvidt psykofarmaka på den lange bane øger livskvaliteten og reducerer lidelsen for deres patienter. Hvis det, Whitaker skriver, ikke er rigtigt, burde de jo let kunne tilbagevise hans påstande. Man kan kun gætte på hvorfor, men det er på indeværende tidspunkt ikke lykkedes nogle af de pro-medicinske aktører at tilbagevise Whitakers tese, om at psykofarmaka fører til flere kronificerede patienter på overførselsindkomst og med et begrænset liv.
Efter at have læst de to bøger, sidder man med en undren over det manglende videnskabelige fundament for behandling med psykofarmaka. De to bøger viser tydeligt, at psykiatriens videnskabelige fundament ikke er solidt, men hvad hviler psykiatrisk videnskab så på? Man kan med rette bruge billedet, om at psykiatrien er som en hovercraft, der jo egentlig ikke burde kunne flyde, men som holder sig oppe på en luftpude skabt ved konstant at blæse luft ned mod vandets overfalde. Spørgsmålet om det ikke er tid til at omdøbe det medicinske speciale i psykiatri til det, det er: Et medicinsk speciale i varm luft?
Mange vil måske løbe surt i de nogle gange komplicerede udtryk og videnskabelige formuleringer, men hæng på og læs bøgerne uden at gå kold i detaljerne, da du vil ende med en solid viden, så du kan træffe DINE valg om, hvordan DU fremadrettet forholder dig til behandlingen af DIN psykiske lidelse.
