”Vær velkommen Herrens år og velkommen herhid i Hunseby”

Tidlig klar, frostfrisk morgen med den smukkeste rødglødende himmel

over de lolliske sletter, Knuthenborg Safaripark lige i nabolaget.

Bare sorte grene svajer kraftigt i vinden, og kulden bider.

Hidsige småhundes bjæffen, skramlen af stole, lette trin på gangen

Inspirationscentret kommer langsomt til live.

 

Dejlige dufte af friskbrygget kaffe og nybagt speltbrød.

Stille, tavse, sørgmodige ansigter, søvndrukne psykofarmaka - hangovers

den uundværlige kaffe i rigelige mængder.

Langsomt løses op for morgentrætte ansigter,

og snakken begynder lavmælt rundt om bordet.

5 tibetanere, de stive lemmer varmes op af fri trommedans

mærker på ny at have en krop, ryg, ben, skuldre og arme bearbejdes godt.

 

Velvære og afslappet flerstemmig snorkekoncert under dybdeafspænding.

Det store dobbeltværelse, nærmest en suite,

atmosfære af hanhunde, sure sokker og ølsjatter.

Søge tilflugt her, når det sociale samvær bliver for massivt.

Det ægte refugie, flygtning i eget liv.

 

Midlertidig opholdstilladelse i Hunseby og Inspirationscentret.

Huset ligger som et appendix til inspirationscentret

her huserer to underskønne, moderne hekse

englekort, røgelsespinde, portvin og spirituelt besjælet samtale.

Samhørighed, vi vil noget andet end stress, overforbrug og højhastighedssamfund.

Alle har en unik værdi som dem, de er.

Da mørket falder på, ceremoniel afbrænding af små lapper

med mindreværd, selvkritik og mismod.

 

Kvindelig shaman med svanefjer og røgelsespinde.

Brænde det gamle snavs af og indvie noget nyt og godt.

Festmiddag med stuvende fuld spisesal, 36 feststemte sårbare sjæle,

det pæneste tøj, selv Lars K. i ny t-shirt, kulørte nytårshatte og serpentiner,

fællessang og glad latter, rødvin, øl og gode vibes i lange baner!

 

Festen flyttes til salen, harmonikamusik afløses af danseglade toner fra anlæg,

og det store dansegulv fyldes af både dygtige, garvede dansere

og mere stille og rolig psykofarmaka-svingom

Rådhusklokken slår sit første slag, mousserende propper springer,

der skåles og kysses.

 

Den sidste dag er omme, og

det er den første dag i det nye år,

og den første dag i resten af dit liv.