En konservativ politiker tror på en elite i samfundet, men kun i kraft af, at vi kan medvirke til at løfte de svageste. Med hen ved 1.200 personlige stemmer fik Helene en 2. suppleant post i Hovedstadens Regionsråd ved sidste valg i 2013.

”Det smukke ved den konservative ideologi, er, at vi har et socialt ansvar. Psykiatri ligger mig meget på sinde. I min studentertid har jeg beskæftiget mig med sager om specialundervisning. Her fik jeg erfaring med at guide forældre og børn videre i et kæmpe system, der kan virke uoverskueligt. Det blev vigtigt for mig at hjælpe frustrerede og desperate forældre, der var kede af det”.

TVANG

Helenes holdning til brug af tvang i psykiatrien er, at tvang skal anvendes mindst muligt. Det kan ikke være sjovt at blive udsat for tvang, hverken for den der udøver tvang, eller den der er underlagt tvang. Hun understreger, at det ikke er et emne, hun har megen ekspertise i. Men hun tror, at tvang kan være nødvendigt, når man skal behandle en patient, der ellers ville have gjort skade på sig selv eller andre.

”Jeg har talt med mine partifæller om at binde psykiatrien bedre sammen med hospitaler for fysisk sygdom. Mange patienter med en psykisk sygdom har også en fysisk sygdom. Men når sindet er skrøbeligt, kan det være svært at køre bil mange kilometer hen til det nærmeste hospital. Det skærer mig dybt ind i hjertet, når læger skal selektere mellem to selvmordstruede, hvem der er mest syg til at modtage behandling og eventuelt assisteret transport, og hvem de skal lade gå. Her kunne det være en hjælp, at hospitalerne og de forskellige afdelinger var knyttet stærkere sammen. Det optimale ville naturligvis være, om den psykisk sårbare fik hjælp til at navigere i systemerne, således at fysisk sygdom kunne blive behandlet simultant med den psykiske lidelse. Der er med andre ord brug for, at man tænker anderledes i sygehusvæsenet. ”

EFTER UDSKRIVELSEN

”Det er et tabu at tale om psykisk sygdom. Vi er nødt til at få arbejdsgiverne til at tro på, at en nylig udskrevet psykiatrisk patient sagtens kan passe et job. Måske på deltid, måske med særlige hensyn. Det handler om, at se kvalifikationer og muligheder frem for begrænsninger.

Et opgør med det tabu, det er at tale om en psykisk sygdom, kan være med til at få psykisk syge i arbejde. Jeg tror på, at mange af dem kan og gerne vil, hvis der tages hensyn til dem, ” siger Helene og fortsætter: ”Vi mangler en snor fra udskrivelsen af en patient til dennes tilbagevenden til et helt normalt liv. Vi mangler en helhedsindsats. Dels skal behandlingen tilpasses den egentlige sygdom med medicin eller psykologhjælp og andre behandlingstilbud. Dels skal man efter udskrivelsen blive bedre til at følge op. Alle kan have en dårlig dag. Man kan føle sig alene med sine hverdagsproblemer eller have en forstyrret nattesøvn. Men det er en udfordring, at små problemer kan vokse sig store og udklække genindlæggelser, fordi der ikke følges op efter udskrivelse. ”

STOP HJERTELØSHEDEN

”Uanstændighed er nok et ord, mange socialister bruger. Men det også et ord, jeg vil bruge. Vi har en pligt til at møde folk, der hvor de er. Efter udskrivelsen skal vi gelejde dem videre og have forskellige tilbud parat fremfor at møde psykiatribrugere med tabu. Det er uanstændigt at blive afvist, når man er syg. Det er lige så uanstændigt at blive afvist, når man er blevet rask! ”

I forbindelse med sidste valg havde de konservative et slogan, der hed: Stop Hjerteløsheden. Begrebet er bredt og dækker over mange områder, hvor der dybest set er et behov for en debat om, hvordan vores samfund er sat sammen.

”En del af det handler om, at samarbejdet med instanser på tværs skal være tættere på borgeren. Vi skal se på, hvilken hjælp, der er bedst for den enkelte, men vi må også erkende, at det ikke er realistisk at nyde efter behov, som socialismen så fint siger det. Vi har et stigende antal borgere på offentlig forsørgelse, og det er et problem, fordi dem, som har store problemer og behov for hjælp, ikke modtager den nødvendige håndsrækning. Vi gør med andre ord tingene halvt i stedet for at fokusere vores midler og kræfter. Jeg vil hellere end gerne hjælpe en enlig mor, der er syg og med tre børn er i en reel nødsituation. En ung, rask kontanthjælpsmodtager, der godt kan arbejde men ikke gider, skal i job. Vi har alle hørt historien om Dovne Robert. Og det er den slags vi skal til livs.”

HELENE HAR ET BUD PÅ HVORFOR DET ER GÅET GALT

”Da vi ændrede almisseloven til serviceloven skete der et holdningsskred. Det var ikke længere flovt at modtage almisser. Det blev en service, som man havde et retskrav på. Vi skal appellere til folks gode samvittighed: Det kan godt være, at du har krav på boligsikring og kontanthjælp, men har du brug for det? Den enlige mor og den psykisk syge har et større behov for at modtage en serviceydelse. Så er der måske nogle folk, der bliver lidt forvirrede og spørger: Er det borgerlig politik? Ja. Det er konservatisme. Det er ideologien bag. Stop hjerteløsheden. Kræv når der er et behov, og kun når der er et behov. Hvis alle tænker sådan, har vi mulighed for at hjælpe flere på en bedre måde.”

(Helene Frausing har netop afleveret speciale i jura ved Københavns Universitet.)