Verden er af lave.
Det hele går ad helvede til - og så er det heller ikke værre!

Sådan noget lignende lød en overskrift i dagbladet Politiken for et stykke tid siden. Budskabet er jo dobbelt - både ondt og godt på samme tid. Noget i retning af hvad jeg selv skriver og prædiker, om at man skal beslutte sig for om et glas et halvt fyldt eller halvt tomt. Jeg har ofte selv svært ved at efterleve det, men jeg prøver. - og prøve - og prøver.

Verden véd ikke helt om vi er ved at komme ud af en finanskrise eller på vej ind i en ny. Verden har dog endelig taget sig sammen til nogenlunde at tage fat på miljøspørgsmålet og ozonudledningen. Så vandene stiger mindre, men måske er det for lidt og for sent. Den tidligere kolde krig er genindført, og typisk siger den ene part, at det er den andens skyld.

EU hopper fra tue til tue og fra krise til krise og har ikke løst én krise, før der kommer en ny. Verden er både mere åben og ved at blive mere lukket. Åben ved at man i Syrien, Afrika, Rumænien og andre steder kan se, hvordan andre mennesker har det andre steder i verden. De er som alle andre sig selv nærmest og vil give deres familie et bedre liv. Derfor flygter de fra krig, fattigdom og et liv i trøstesløshed. Men de tillokkende lande frygter for deres økonomi, ’fælleskab’, ’sammenhængskraft’ og vil derfor lukke deres grænser. Ligesom folk er flest, er de sig selv nærmest, når det for alvor gælder.

Landene er sig selv nærmest og kan derfor ikke finde en fælles løsning. Som en sanger ved navn Arvid engang sang i en selvafslørende og idiotisk forvrøvlet sangtekst: ’Så længe det swinger, kan du stole trygt på mig’ Det lyder for mig ikke særlig trygt! Et parforhold eller et fællesskab burde da for alvor kunne stå sin prøve ved at vise støtte og sammenhold, når krisen kradser. Ellers er det hele tomt og tom snak.

Det gælder både det enkelte menneske og samfundet. Der er en tendens til at spille den ene svage gruppe ud mod de andre. Her bliver flygtninge- og indvandrersituationen også en brik. Politiske beslutningstagere siger, at flygtningesituationen skal løses især af hensyn til de svage. Der er ikke penge til begge. På den anden side foreslås økonomiske tilskud til at skaffe flygtninge i job. Job som mange arbejdsløse og socialt udsatte også kunne bruge. Alle politikere taler om værdien af velfærdsamfundet, selvom de stadigt presser citronen for de, som lever nederst i samfundet.

Her er det igen vigtigt at huske, at et samfund er kendetegnet af, hvordan det tager sig af de svageste. Der er mere end nok i verden at være bekymret om. Både når det gælder egen verden og eget, private liv og den større, store verden. Sygdom, død, økonomi, arbejdsløshed, boligmangel, kærestesorger eller savnet af én at holde af er blot nogle få, men væsentlige problemer.

DER ER VIRKELIG MEGET

Budskaber presser sig hele tiden på,, og der er stadig meget at være bange for, passe på og lade være med - også at spise.

Det er eksempelvis ikke mere end nok at være overvægtig. Man kan være livsstilsramt og truet! Det handler ikke kun om overvægt, men også om gode kalorier og mindre gode. For megen og for ’god’ mad og mangel på motion. Og hvad der i øvrigt er i maden af tilsætningsstoffer og kemi. Om honningen fra Kina overhovedet er honning og nogensinde har set en bi eller blot er et helt andet biprodukt.

’Vi’ bliver klogere og klogere. Måske føler vi os ikke klogere.

For mig er fysikeren Albert Einstein et geni og derfor glæder det mig, at godt 100 år efter han fremsatte sin relativitetsteori, er dele af den endeligt blevet bekræftet. Man har nu målt tyngdebølger og sandsynliggjort sorte huller og super novaeksplosioner. Det kan give ny viden om universet og jordens tilblivelse.

Men lige nu og her ændrer det trods alt ikke min daglige tilværelse. Modsat en anden opdagelse, gjort af den ungarske læge Ignaz Semmelweis i 1847, som viste at renlighed kunne redde mange liv. Han arbejdede på et hospital i Wien, som havde to fødeafdelinger og lagde mærke til, at dødeligheden på de to afsnit var markant forskellig. På første afdeling var det ’bedre borgerskabs’ kvinder indlagt og blev primært tilset af hospitalets læger. På anden afdeling blev mindre bemidlede kvinder indlagt, og det var overvejende jordemødre, som stod for kvindernes fødsel. Døde

ligheden på første afdeling var på op til 35%, mens dødeligheden på anden var nede på 2%. Semmelweis tænkte, at jordemødrene på anden afdeling kun arbejdede med at forløse børn, mens lægerne på første afdeling havde mere alsidige opgaver.

Blandt andet uddannede de unge læger og begyndte derfor dagen i dissektionsstuen, hvor man udførte obduktioner. Derefter gik man på afdelingerne og tilså patienterne. Semmelweis udviklede den hypotese, at lægerne overførte et ’ligstof’ fra de døde patienter til de levende. Han fik lægerne til at vaske hænder, inden de tilså kvinderne og dødeligheden faldt til godt 2%... Yderligere tankevækkende er det, at denne tilsyneladende enkle metode aldrig vandt stor tilslutning, mens Semmelweis levede. Mange mente, at alene dét at vaske hænder, før man tilså hver enkelt patient, ganske enkelt ville medføre for meget arbejde. Tillige havde datidens lægestand svært ved at acceptere insinuationen af, at de med manglende hygiejne havde ansvar for dødelighed. Godt 20 år efter blev det indført. Den øverste læge i København fik også i 1847 besked om opdagelsen. I stedet for at undersøge om den havde noget rigtigt på sig, gik han straks i gang med at skrive et vredt og harmdirrende indlæg om, hvor latterlig og virkningsløs opdagelsen var. Derfor blev de nye retningslinjer først indført omkring 1867. Tankevækkende er det også, at Semmelweis frustreret og nedbrudt blev indlagt på sindssygeanstalt to år før i juli 1865, hvor han døde efter 14 dage.

Nye og forbedrede behandlingsmetoder og tanker har svært ved at blive accepterede og indført. Gamle vaner og tankemønstre har sin magt. DENGANG SOM NU En trøst - om end ringe, er at historien viser, at de som gik forrest altid har haft det svært. Vi kan kun håbe og arbejde for, at det bliver lettere.

Storm P. giver ikke megen trøst: - Det kunne være værre! Hvortil han svarer: - Det bliver det sikkert også! Jeg kæmper som nævnt selv med altid at bevare optimismen, men har heldigvis næsten altid bevaret i det mindste et gran af humor. Humor er både en overlevelsesmekanisme og et forsvar. Mange af de helt store humorister og komikere havde selv en skyggeside med et svært og ofte sort sind. Det gjaldt for eksempel Peter Sellers og Robin Williams, og herhjemme Kjeld Petersen, Jørgen Ryg, Jesper Klein og Dirch Passer. Jeg har selv brugt humor for overhovedet at kunne overleve i denne verden. Jeg har brugt humor, når jeg har skrevet og talt om psykiatri, politik, journalistik og andet alvorligt. Når jeg har begrundet det, har jeg sagt, at nogle ting er så alvorlige, at man bliver nødt til at tage humoren til hjælp. Jeg håber også, at det måske bliver lettere og mindre traumatisk at læse og høre om de svære emner. Oveni letter et glimt i øjet og et gran af humorens salt for forståelsen. Med humor når man ikke kun hjernen, men også ’maven’. I al fald når man smiler og derfor har tænkt og forstået noget.

Jeg har det som forfatteren Tove Ditlevsen, når hun skriver: ’Jeg har næsten altid kunnet se humoristisk på tilværelsen. Men bag det lille ord ’næsten’ gemmer der sig en ikke ringe smerte.’.

Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi. Hav det nu godt og pas rigtigt godt på jer selv!. Kærligst Michael.