Som sindslidende hører man til gruppen af sociale undermålere i det kapitalistiske samfund, som ikke kan klare sig selv. Altså som den kapitalistiske stats samfundsnassere. Ligesom arbejdsløse og flygtninge er det. Men det er nu et langt mindre onde, end kriminalitet er det – det beviser verdenskrisen.

Ukendskab til arbejdsmarkedets laveste, fritager ikke for straf. Men at være statslig samfundsnasser er ikke et erhverv i sig selv, det overgås nu alligevel af kriminalitetens erhverv som samfundsonde. Man må altså afveje, hvad der er værst – samfundsnasseri eller kriminalitet? Og som sindslidende må man lære at blive bevidst om, at det er et dilemma, man står i. Altså som ”Palle alene i verden” – splittet mellem familiekrav og statens krav. Så det er lige som om, intet hjælper en ud af sindslidelsens knibe. Man er bare som en arbejdsløs flygtning i sit eget syge sind. Derfor er det bydende nødvendigt, at man indser, man er skizofren, hvis man ikke bare vil være en psykopatisk kriminel.

Så kommer vi altså til samfundsproblemet med de skizofrene sindslidende og de psykopatiske kriminelle. Det er vist det, der er Hegels ”Åndens fænomenologi” i vor tid. Man kan være nok så intelligent – problemet er, om man er en sindslidende skizofren eller en psykopatisk kriminel?