Der har været en del programmer på landsdækkende TV, der enten skal vise, man ikke kan se forskel på om folk er syge eller raske, eller at en rejse til Canada med B.S. Christianen kan hjælpe på ens sygdom.
I et program skulle en psykiater se, om han kunne spotte sindslidende blandt raske; det kunne han selvfølgelig ikke, da de såkaldte syge ikke var syge. De havde været syge, det blev ofte sagt, at da sygdommen var på sit højeste, så...... men det var længe siden. Tilmed var folk valgt ud på forhånd, man havde ikke taget ti tilfældige medlemmer af Sind eller LAP eller de ti første i alfabetet på et værested og spurgt, om de ville være med.
Som tv-programmet var bygget op, var det nemt at ”bevise”, at man ikke kan se forskel på raske og syge. Man kan selvfølgelig heller ikke se forskel på trafikofre og raske, for at ”bevise” at de er trafikofre og handicappede. Lige efter ulykken var x, y og z bevidstløse samt havde brækket knogler her og der. Nu mange år senere er de 100% raske, dem som er invalideret af ulykkerne, har man selvfølgelig valgt fra.
Jeg talte med en kvinde, der har lavet tv-programmer til DR TV i 30 år, om det program der ”beviste”, at man ikke kan se forskel på raske og sindslidende. Hendes konklusion var: ”Målet helliger midlet” – ergo er det for at bilde folk ind, at man ikke kan se forskel. Man vælger raske personer og nedtoner det, så seerne ikke bemærker noget. Det, at de har været syge, er dybest set irrelevant, da de i tv-programmet udlægges, som om de er syge i nutid.
DR-TV har en side på tekst-tv side 701, hvor man søger personer til et hav af programmer, der skal rulle over skærmen om et års tid. Engang søgte man sindslidende, der skulle være sammen med B.S. Christiansen. Målet var, at hans aktiviteter nærmest skulle helbrede dem, eller de blot skulle få det bedre. Det er da klart, de fik det: de var alle sammen unge slanke piger; en studerede fx på universitetet, en andens hjem var så flot, at det kunne være afbildet i et boligmagasin.
Deres såkaldte sygdom bestod i, at de havde fået ordineret ”lykkepiller”; ergo de var deprimerede på niveau 1, som er det laveste, hvor 5 er det højeste. Når man er på niveau 1, betyder det, at man er så lidt syg, at nogle ikke vil kontakte lægen for det. Men disse piger, som ikke kender til LAP eller har tænkt sig at melde sig ind i SIND, eller frekventere et værested, fik det selvfølgelig bedre af at være sammen med B.S. Christiansen. Blandt andet rejste de hele vejen til Canada for at sejle i kano samt se på hvalrosser.
Den kritik, jeg fremfører her, har andre journalister konfronteret B.S. med. Hans kommentar er, at Sundhedsstyrelsen skal lære, at der er andet end traditionel behandling som medicin, der kan hjælpe. Det kan de (vi) da godt regne ud. Selvfølgelig får man det bedre af at komme ud i naturen, være sammen med andre samt at komme i landsdækkende tv. Det er gevinsten ved at spille syg.