- Det var forfærdeligt som incestoffer at blive tvangsfikseret med bælte, fortæller Karin Dyhr, der sammen med en veninde har skrevet den selvbiografiske roman "Glaspigen", om sit liv som incestoverlever, selvskader og bruger af det psykiatriske system. Læs mere på hendes hjemmeside: http://www.glaspigen.dk/ Psykosen som flugt Karin blev lagt i bælte - da hun var kommet til at løbe ind i en glasdør.

- At ligge på min seng, gjorde kun alting værre. Jeg blev fastholdt på sengen. Rædselsslagen prøvede jeg at komme op at sidde. Jeg kunne ikke klare at ligge. Jeg blev bange, når jeg var fikseret til sengen. Men det fik kun medarbejderen til at sige: "Så må vi hellere fiksere dine arme og ben også - ellers ødelægger du dit tarmsystem." Så lagde jeg mig ned og var helt stille. Karin måtte opbyde al sin selvkontrol. Karin var blevet så rask, hun ikke mere kunne flygte ind i psykosen.

- Jeg kunne ikke mere blive væk. Jeg tænkte: "Bare jeg kunne blive psykotisk". Men jeg havde ikke mere de flugtveje, de redskaber, jeg havde haft før. De eneste redskaber jeg havde nu var min selvkontrol og min sunde fornuft. I tiden herefter kunne Karin ikke sove i sengen men måtte lægge madrassen på gulvet. Endnu i dag kan hun få mindelser om oplevelsen.

- Hvis jeg får stramme cowboybukser på, kan jeg få fornemmelsen af bæltet. Det var hæsligt. Karin prøvede at køre en klagesag igennem. Men fik ikke ret, om end selv lægfolk kan se det ufornuftige i, at mennesker, der som børn er blevet holdt fast til sengen i et seksuelt overgreb, som voksne udsættes for tvangsfiksering. Karin Dyhr brød endelig psykisk sammen, da hun var 30. At hun brød ned, ser hun som en konsekvens af et seksuelt misbrug fra hun var ganske lille til en gang i puberteten.

- Hvis man ikke får nogen hjælp, hober tingene sig op. Da jeg senere i livet blev udsat for andre typer af stress, følte jeg det, som om mit elektriske system brændte sammen. Jeg sprang sikringer, så propperne røg af. Karin Dyhr havde klaret sig - tilsyneladende ved at lægge låg på sine følelser.

- Jeg havde været tavs om incesten, fortæller hun. Men efterhånden brændte mine effektive systemer sammen, og følelserne kom ud. Det var både meget befriende og meget skræmmende. Man ved jo ikke, hvad der kommer ud, "når låget hopper af". Karin Dyhr havde været tavs om overgrebet.

- Når man har så stor en hemmelighed, der ikke må afsløres, lærer man at gemme det væk. Hvis noget var for stressende, forsvandt jeg så at sige. Jeg var der ikke. Det var nødvendigt at have et forsvar, når man bliver udsat for incest, men senere bliver det en sygdom, at man forsvinder. Forsvar at blive sindssyg

- Hvis virkeligheden ikke er til at bære, må man gøre noget andet. Det er ikke til at rumme, når man som barn udsættes for seksuelle overgreb. Det kan være at forsvinde eller gøre noget, der gør ondt på én. I starten forstuvede jeg mine fødder med vilje, brækkede mine fingre eller slog hovedet ind i væggen, fordi det overdøvede min indre smerte. Når jeg skadede mig selv, kunne jeg faktisk fungere - nogenlunde i hvert fald. Intervieweren bemærker, at Karin bruger de samme ord om tvangsfikseringen som om incestøjeblikket. At det drejer sig om at blive væk - for at overleve.

- Tvangsfiksering var så skræmmende, at det kun kan minde mig om incesten, siger hun videre. Karin er kritisk overfor det psykiatriske system men samtidig taknemmelig overfor den hjælp, hun fik, da hun endelig mødte to medarbejdere i psykiatrien, der gav hende den terapi, der var nødvendig. Alternativer til fiksering?

- Det er så nemt at sige ingen medicin og ingen tvang, siger Karin Dyhr tænksomt. - Men det er svært at råde om, hvad man ellers kunne gøre. For mig var det en hjælp at have mennesker omkring mig. Men andre incestoverlevere kan ikke have andre mennesker så tæt på. Jeg har hørt andre have god gavn af en kugledyne. Altså at det ikke er et menneske, men hvor det er en dyne, noget ufarligt, noget trygt, der holder om én. Men at vælge fiksering som behandlingsmetode - nej aldrig.

- Snak, vær sammen, vær medmenneske, det er det vigtigste af det hele, siger Karin Dyhr afsluttende.