Et noget så tabubelagt emne får sjældent den store mediebevågenhed, med mindre at vi hører om det tragiske selvmord, en ung kvinde gjorde på Bispebjerg Hospital, eller om de mange elektrochok der gives. Dog er det for mig at se (med 22 års erfaring på bagen i perioder psykisk syg) dråberne af et isbjerg på larvefødder.
Har vi lært noget af den ca. 25 år gamle film om gøgereden ?
I mine øjne er det meget nuanceret. Jeg kunne fortælle stolpe op og stolpe ned om den umyndiggørelse og fastlåsen i et håbløst forældet hierarki, i trøstesløse rammer med overlægen som gud – indespærret på ubestemt tid, frataget alle dine personlige ejendele – smykker – smøger – ild – ur – penge – ALT låst inde. Ikke at se solens lys i dagevis, indlagt med andre som alle bare har det mere end dårligt. Et personale (her taler jeg om lukkede afdelinger på både Bispebjerg, Sct. Hans og Oringe i Vordingborg), der lukker sig om sig selv i akvariet, som jeg kalder kontoret, det allerhelligste som ingen patienter måtte betræde.
Jeg har også oplevet, at der var en af medpatienterne, der hængte sig, og lægen holdt en lille andagt i rygestuen, det var første og eneste gang, han kom der.
Disse afskyeligheder med totalt tidsspilde, tab af netværk ofte, tab af identitet, fratagelse af al form for livsglæde, observeret i døgnets 24 timer, ALT ryger i journalen, - tja,- er du ikke skør, når du kommer, så bliver du det i den grad. Totalt uansvarlige personaler, som ikke tager sig en dut af nogen som helst bedringsproces, det eneste er medicinen, som kan have de værste virkninger, aldrig et kærligt ord eller hvordan har du det ? Vil du snakke lidt om dit liv ? Ingen terapi. En ergoterapeut som hverken syr eller strikker, men tvangsindlægger til et såkaldt oplysende møde, hvor vi alle skal sidde og synge højt om EU ”velsignelser”, - nåh, - men det var lidt om den barske virkelighed på lukkede afdelinger.
Det ser bedre ud på de åbne afdelinger, er min erfaring, knap så meget tugt, rasp og forbedringshus. Her er tilbud om bevægelse, du kan gå iflg. aftale med personalet. Der er lysere, du ånder friere – også selv om det er gennem cigaretter (som er for mig og mange andre, jeg har mødt, en trøst – belønning – hygge o.s.v.). Personalerne er søde, men der bliver sjældent talt så meget som et ord om årsagen til ”at filmen knækkede” – eller: ” Hvad skal du hjem til ? er der måske intet netværk, eller hvad nu - lille du” ?
Der findes heldigvis rigtigt gode væresteder for os med sårbare sind, men du skal selv finde dem. Det ville for mig at se være noget så godt, om de søde kontaktpersoner ikke skiftede hver dag, og så måske tog med, eller havde kendskab til mulighederne – også Kofoeds Skole – så ikke bare at udskrivningen var et kryds i kalenderen til at stille til stik i måsen + bivirkningspiller på distrikten.
Jeg tror hjertens gerne, at plejepersonalet vil det allerbedste for os som har haft, eller har brug for hjælp, når ens virkelighed er for meget, og at reaktionen så bliver, at man kammer over, men jeg tror ikke, at det behøver at være stempel i panden og én gang psykisk syg – altid psykisk syg.
Med mine nærsynede øjne tror jeg (ligesom med overgangsalderen) at det er kulturbestemt, hvordan vi (samfundet) forholder os til taberne. Hvis vi ser på, hvor meget lykkepiller og nervemedicin lægerne slænger ud med – hvor mange tragiske skæbner i forbindelse med alkohol, narkomani og prostitution, ja så er der meget, der siger mig, at noget-for-noget politikken, og at det går ufatteligt godt (Schlüter) – ja for de rige – spiller fallit, og at vi alle på en eller anden måde bliver tabere.
Indianerne har et ordsprog: At har en i en gruppe et problem, ja så har vi alle et problem. Det ville da være bedre, om vi skaber et samfund (og en verden) hvor næstekærligheden bliver sat i stedet for konkurrence og rundsave på albuerne, som går helt ned i sandkassen for at høre børnene i minister-rækken (ligesom kongerækken da min far gik i skole).
Politikernes seen 4 år frem i tiden og så lave så megen krig – forurening – vækst – profitjagt – fattig-dom o.s.v. som overhovedet muligt med alt hvad der hedder fremmedgørelse, stress, fedme, fremmed-had til følge. Evolution betyder udvikling, lad os dele arbejdet, så det bliver en leg – lad os nyde børnene mens de er børn – ikke bare plante dem foran skærmen med slik og junkfood.
Lad det blive sikkert for alle at cykle, lad os dyrke vores skønne jord sammen - og ikke gigant maskiner og gift. Lad os få sol og vind + fred her i lille Danmark, og lad det brede sig som ringe i vandet – rundt til hele verden.