I disse recovery-tider har jeg gjort mig nogle tanker om det at blive rask igen efter en måske langvarig psykisk sygdom. Først lidt om det at blive syg: Et billede på hvad der sker, når vi bliver syge kan være, at vi i livet så at sige vandrer i vor egen sjæls landskab. Pludselig kan grunden give efter under en. Og så bryder man sammen. Dette er en almenmenneskelig mulighed/risiko. Det synes at være en psykisk lovmæssighed, at for at vi kan blive stærke, leder forsynet os derhen, hvor vi kan se vore svagheder i øjnene. Det er ikke noget vi gør bevidst. Vi ønsker jo allesammen at være åh så stærke og succesfulde, men få er det i virkeligheden. Også blandt de "raske".

Men sådan er livet måske indrettet - at det leder os henimod at blive stærke, ansvarsfulde, medfølende personer - ved at vi konfronterer vore egne svagheder. Får "boret de syge huller ud og fyldt dem med guld" så at sige. Et andet billede på hvad det er, der sker, når vi bliver syge kan være, at ens verden bliver sprængt fra hinanden og sat sammen igen på en forvrænget måde. Også dette synes at være en psykisk lovmæssighed; det sker med næsten matematisk præcision: Tror man fx på Gud, og tror, at Han er mild og kærlig, vil den syges "Gud" næsten naturnødvendigt være ond og hård. Sådan vil det mange gange opleves. Eller mennesker, der før var ens venner/familie opleves nu som fjender. Det er som om, at ens verden "skifter fortegn" så at sige.

Når vi bryder sammen, rummer det altid et element af selvopgivelse. Og det magttomrum, som opstår, vil behandlingssystemet forsøge at udfylde. Det er som i politik: Når magten bryder sammen, opstår der et tomrum, som, hvis det ikke udfyldes, vil medføre endnu større kaos. Og i denne proces, for nu at vende tilbage til emnet, psykisk sygdom, ligger der indbygget nogle dilemmaer: Når vi bryder sammen, afgiver magten, autonomien, går behandlingssystemet ind og overtager. Men når vi så er ved at komme os, vil systemet så igen afgive magten? Eller ønsker det at fastholde den, til egen fordel? Systemet "lever" jo af svaghed. Noget af det sværeste i denne verden synes at være at afgive magt.

Men der er endnu et dilemma, denne gang på patientens side: Ønsker han/hun overhovedet at blive rask? At blive rask er en byrdefuld, smertefuld proces. Kierkegaard taler også om "helbredelsens smerte". Ønsker vi igen at have magten over eget liv, eller ønsker vi at leve i den "behagelige" afhængighed af behandlingssystemet? Svaret på dette spørgsmål gives personligt af hver enkelt. Og jeg tror, at svaret er betingende for helbredelsesprocessen, for sygdommens prognose.

Men det første skridt, der skal tages, hvis vi vil være raske, er et skridt som måske kun livet selv kan tage for os. Det kan fødes, når vi mindst venter det, når vi ligger under bjerget, og mentalt er knust under vægten fra alverdens lidelse og smerte og skyld: Håbet. Håbet om, at det overhovedet kan lade sig gøre at få det godt igen. Håbet om, at der også, et eller andet sted, er en plads til os i verden. Når håbet fødes, fødes også viljen. Viljen til at blive rask, få det godt igen. Og derfor er håbet måske det vigtigste af alt for den syge. Håbet fødes personligt, i hver enkelts hjerte. Men vi, der har prøvet at have det rigtig skidt, og som har fået det godt igen, kan være med til at vise andre, at det faktisk kan lade sig gøre. Vi kan ved vort eksempel være med til at håbet fødes hos vore medmennesker. Være hinandens "fødselshjælpere" i den svære, smertefulde helbredelsesproces. Og dette kan "systemet" være med til at støtte ved ikke at insistere på at bibeholde magten, men at afgive den i takt med patientens helbredelsesproces. Støtte processen tilbage mod autonomi - mod helbredelse.