Vi skriver til dig i anledning af LAP’s landsmøde i sidste weekend (Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere).

Vi bliver desværre flere og flere, der ikke magter det idealsamfund, som du vil skabe. Du står i spidsen for et stolt land, vores Danmark, hvor kravene for at være en del af de ”aktive” borgere stiger og stiger. Du siger, at det er en nødvendig samfundsudvikling for at klare os i den globale konkurrence, men vi er jo flere og flere, som bukker under. Du får en mindre procent af befolkningen, som skal sørge for, at Danmarks velstand kan klare sig, og det må bekymre dig. Vi oplever, at du belønner de ”dygtige” via skattestop og en kommende SU-reform, mens vi andre straffes med nedsat kontanthjælp, integrationsaftalen og evt. kommende dagpengereform. Vores økonomiske handlemuligheder er væsentligt nedsat. Vi føler os hårdt ramt.

Bekymrer du dig ikke over, at du står i spidsen for en samfundsudvikling, hvor hospitalerne er under hårdere og hårdere pres, fordi vi alle har skabt en samfundsudvikling, hvor flere og flere bliver syge? Vi oplever, at du prøver at råde bod på det via din behandlingsgaranti, mens det er meget begrænset med de midler og muligheder, som du giver for at vi ikke skal ende på hospitalet og måske som en menneskelig og samfundsmæssig byrde.

Det er ikke fordi vi ikke vil være ansvarlige og klare os selv, men sommetider har vi ikke lært de mestringsstrategier, som skal til overfor vores svære sind og samfundet.

Er du ikke nervøs for at skabe et samfund, hvor ikke alle kan holde ud til at bo?