Man har behov for at gå gennem sine traumer for ikke at risikere stadige genindlæggelser

Psykotiske symptomer er et tegn på, at der er ting i ens liv, der ikke fungerer, siger Dan Fischer, ansat på National Empowerment Center i USA. Han har selv haft det psykisk svært, er uddannet psykiater og var en af hovedtalerne på Projekt Recovery orienterings konference d. 3. maj i København.

- Jeg betragter symptomer på samme måde, som Adler gjorde det: Symptomer har en positiv rolle og er et forsøg på at løse et problem. Ser du sådan på symptomer, så fortæller de dig meget om det problem, personen forsøger at løse. Da jeg var yngre mente jeg, at fjernsynet talte til mig. Hvorfor? Jeg forsøgte at løse det basale problem, at mit liv var meningsløst. Det var en måde at føle sig betydningsfuld på!

Rusmidler

Psykosen kan have den funktion, at det bliver et sted, man kan holde ud at være. Den samme funktion kan brug af rusmidler også have.

- Tiltider bruger jeg rusmidler som en måde at dulme mine stresstilstande, ensomhed eller mismodighed på. Andre gange er jeg gået ind i min egen virkelighed, fordi denne virkelighed var for smertefuld at være i. Jeg havde perioder, hvor jeg ikke talte i ugevis. Hvorfor? Fordi jeg ikke er tryg nok til at tale med nogen. Det var en form for selvbeskyttelse.

Søg hjælp i tide

Dan Fischer mener, danskerne er mere forbeholdne mod at søge hjælp i tide, set i forhold til USA. Der forsøger folk at gå i terapi, før problemerne bliver virkelig store. Uanset om det er ægteskabelige, arbejdsmæssige eller familiære problemer.

- Måske har du behov for at komme dig over traumatiske begivenheder eller få viden om, hvordan man skaber sig venner for at forhindre et kommende sammenbrud, fortsætter Dan Fischer. - Så at overkomme fordomme mod at gå i terapi er meget vigtigt. Som psykiater har Dan Fischer ofte mennesker i terapi. Han synes ikke, diagnoser er specielt vigtige. Vigtigere er det at kende personen eller familien, der har problemet.

- Jeg havde en ung pige i familieterapi, der var gået ind i andre virkeligheder. Virkeligheder, der gjorde det umuligt for hende at fortsætte sin skolegang. Hun blev diagnosticeret skizofren. Medicin havde ingen effekt.

Dan Fischer mener, den unge piges problemer hængte sammen med sammenbruddet af forældrenes ægteskab. Men også der havde symptomerne en funktion.

- Hun havde nok behov for at bryde sammen for at bryde igennem som menneske. Tit går problemerne på tværs af generationerne. En snæver medicinsk forståelse ser ikke på vidden eller dybden af de problemer, der er. Det viste sig, hendes mor havde problemer med at få talt ud med sin mor.

Alle tre generationer blev kaldt ind, bedstemor, mor og datter. Pludselig begyndte moderen at tale. Moderen havde aldrig fortalt bedstemoderen, at hun aldrig havde haft mulighed for at sige sin mening, da hun voksede op. Moderen havde altid talt på hendes vegne.

- Moderen blev opfordret til at sige sin mening, fortsætter Dan Fischer endvidere. - Og det gjorde hun så. Bedstemoderen sagde: ”Jamen, du var sådan en sød pige”. Moderen blev endnu mere vred. ”Hvad mener du? Det var ikke, fordi jeg var en god pige. Det var fordi, jeg ikke fik mulighed for at sige min mening. Jeg havde så meget at fortælle, men du talte altid på mine vegne!”

På det tidspunkt begyndte den 22 årige pige at tale. Hendes psykose forsvandt. Jeg spurgte: ”Hvad skete der?” Der blev ikke ændret noget medicinsk. Hun sagde: ”Jeg fik det meget bedre med at sige min mening, fordi der var flere, der gjorde det.” Da hendes mor endelig begyndte at tale, kunne hun også. Traumet var her slåskampe mellem familiemedlemmer. Det handlede om problemer med retten til at ytre sig og at føle undertrykt. Løsningen var ikke medicinsk.

Været der selv

Dan Fischer mener, mennesker med egne erfaringer med psykiske ubalancer er de bedste til at tage sig af andre mennesker, der har det svært.

- Vi har været der selv. For virkelig at hjælpe nogen, så må kunne følge dem hen til det sted, hvor de er. Du må kunne stå ved siden af dem det sted i angsten. Men har du ikke været der, så kan det være et angstprovokerende sted at være.

- Hvad kan hindre dig i at tage en ny rolle?

- Du må kigge indad. Jeg tror, brugerne har fået at vide, de ikke får det bedre. At man ikke skal stresse sig selv for meget eller for mange drømme. Det er en genopdragelsesproces, der er behov for, både blandt brugere og blandt professionelle.

- Hvem skal genuddanne dem?

- Mennesker, der har været igennem det selv. Brugere, der har fået det bedre skulle være rollemodeller og vise, at folk kan få det bedre. At lære folk, du ikke er alene. Størstedelen af det, der kaldes psykiske sygdomme skyldes, man er skåret væk fra følelsesmæssigt væk fra folk omkring dig.

Netværk

- Ofte starter det før selve systemet. Det starter med et traume, der kan gøre dig bange for at være i kontakt med andre mennesker eller udtrykke dine følelser. Mange af disse følelser er non-verbale. Når folk føler sig koblet fra, gør de ofte ting for at tiltrække sig opmærksomhed, at fjernsynet taler til mig eller jeg skal tage mit tøj af for at føle mig fri eller blive væk fra skole eller arbejde. Det gør systemet kun værre. For systemet siger ikke: ”Hvordan kan jeg genoprette dine forbindelseslinjer? Hvordan kan jeg bringe dig i kontakt med mennesker igen? Hvordan kan jeg hjælpe dig med dit traume, så du kan forene dig med det?” Istedet siger systemet: ”Nu putter vi dig væk på et hospital, vi giver dig medicin, så du ikke kan føle så meget.” Ofte har folk behov for støtte, men det er ikke en god idé at sende dem hen til en institution, når du føler dig koblet af.

Psykiateren Loren Mosher oprettede på et tidspunkt et sted, hvor folk kunne tage hen. Det hed Soteria og var et alternativ til indlæggelse. Medarbejderne på stedet havde som oftest ikke modtaget ordinær uddannelse, men han og hans team trænede dem på en anden vis. Behandlingen dér var helt anderledes end i den almindelige psykiatri.

At genopbygge sig selv

- Personalet sagde: ”Jeg ved, der er noget i vejen i dit liv. Vi vil finde ud af, hvad det er.” Folk blev der i 5-6 uger. Man sammenlignede opholdet dér med en almindelig hospitalsindlæggelse. Ved udskrivningen var stressniveauet det samme de to steder på trods af, medicinforbruget var meget højere på hospitalet. Den største forskel var genindlæggelsesraten: Den var meget lavere på Soteria. Det passer med ideen om, at det er vigtigt at gå gennem meget af uroen. Uroen tillader én at genopbygge sjælen nedefra og op. Men tænkes der kun på at fjerne symptomerne, så har folk ikke mulighed for at genopbygge sig selv. Så er de nødt til at gå gennem det samme igen og igen og igen – med stadige genindlæggelser til følge. Hver gang risikerer du at få yderligere traumer, for det er meget skræmmende at miste kontrollen over sig selv.

Læs mere: Om Soteria:http://www.moshersoteria.com/soteri.htm

Om Dan Fischer på adressen: http://www.power2u.org/who.html