Da dette nummer af LAP’s medlemsblad er det sidste inden sommerferien, vil jeg gerne benytte lejligheden til at ønske alle en god og oplevelsesrig sommer.

Leder

Sekretariatet holder ikke ferielukket i år, men kører lidt på nedsat kraft i juli-august. Som en årlig tilbagevendende begivenhed afholdes der sommerlejr. Denne gang på Livø, d. 29. juli og en uge frem. Der lå engang et af åndssvageanstaltens mastodonthjem. Her var, desværre afdøde, Jens Christian Bonde opbevaret, indtil det lykkedes ham at stikke af via hospitalet på fastlandet, da han nedsvælgede en kniv, der satte sig på tværs i hans mave. Hans kreative og trodsige sind har i stærk grad medvirket til, at kampen for at bedre behandlingen for folk, der i en eller anden grad har et psykosocialt handicap, er kommet under politikernes og mediernes bevågenhed den dag i dag.

Der er fortsat fuld tryk på, og den daglige kontakt med medlemmer over hele Danmark, herunder landsmødet, som er LAP’s øverste organ, samarbejdspartnere i Skandinavien og det store udland, giver et godt indtryk af, hvad LAP er glade for, utilfredse med, eller savner.

Tvang

Det er også den tidligere landsledelse, der har haft tungen lige i munden, som har lagt grundlag for, at LAP ufortrødent kæmper videre. Specielt det sidste år er der blevet gået til makronerne på Christiansborg, så forslaget om tvungen opfølgning, med tvang i eget hjem til følge, har lammet regeringen i at gennemføre revision af psykiatriloven efter deres hoved. § 13D der indeholdt det omstridte lovforslag, at man kunne risikere tvungen opfølgning efter udskrivning, er slettet fra revisionen af psykiatriloven. Tak for den tid tvangsgruppen og landsledelsen brugte for vores fælles sag. Tak til vores samarbejdspartnere og politikerne. Det er en stor sejr for psykiatribrugerne. Ingen skal presse noget ned over hovedet på os. Tvang i psykiatrien hjælper simpelthen ikke nogen.

Fattige unge

Der er også et flertal i Folketinget uden om regeringen, der vil sikre, at en begrænset gruppe af unge med psykiske lidelser fra 1. januar 2007 kompenseres for den nedsatte kontanthjælp for unge under 25 år. Tillæg til nedsat kontanthjælp vil blive givet til unge, der er diagnosticeret med skizofreni, skizotypisk sindslidelse, vedvarende psykotiske tilstande, korterevarende psykotiske tilstande, skizoaffektiv lidelse og uspecificerede ikke-organisk betingede psykoser.

Toget kører, og vi er med

Vi har et megastort arbejdsprogram, som kan tage pusten fra enhver. Derfor har vi ansat flere folk, der skal bidrage til at løse opgaverne med os. Karl Bach Jensen er blevet organisations- og udviklingskonsulent, og Merete Hornecker er vores nye rejsekonsulent. De kommer til at arbejde sammen med vores øvrige, højt værdsatte medarbejdere og landsledelsen. Tag godt i mod dem.

Brugernes Bazar

Igen i år vil vi i samarbejde med stofmisbrugere, hjemløse og andre socialt udsatte, samt Socialministeriet afholde Brugernes Bazar. Denne gang d. 26. august i Kongens Have i Odense, lige ved banegården. Der vil være livshistorier i de hyggelige telte, storskærm, taler, og meget mere. Har du lyst til at deltage, så henvend dig til sekretariatet.

Nye medlemmer

Det vigtigste i en voksende forening, der nyder stor anerkendelse, er at få medlemstallet fordoblet i løbet ad det næste år. Vores arbejdsprogram kan læses længere inde i dette nummer. Det er en god reklame for at hverve flere medlemmer. Det er en bred vifte af tilbud, der blev givet udtryk for på landsmødet i maj, som LAP skal arbejde videre med.

Herunder citeres et ud af 38 punkter, som overordnet skal hjælpe til med at psykiatribrugernes behov bliver en del af samfundets standarder for et god liv.

Vi vil følge den kultur, som brugerne udvikler, så LAP holder sig tæt på de behov, som brugerne har. Dels gennem det lokale arbejde i FAP’erne, gennem landsledelsens kontakt med de lokale, gennem rejsesekretærerne, gennem medlemsbladet, gennem landsledelsesmedlemmers aktivitet ved lokale arrangementer, og gennem de menige medlemmer og brugerne, der endnu ikke har meldt sig ind i LAP.

Tag og få det gjort, uden jer var vi her jo ikke.

Nils Holmquist Andersen, medlem af Forretningsudvalget.