Kommentar til Kirsten Seflands ”Skillevejen - LAP medlemsblad nr.4 · 2006”
”Medicin er uundværlig, hvis man vil undgå yderligere sygdomsudbrud...”, skriver du i dit indlæg i LAPs Medlemsblad Nr.1, 2007, og at ”(d)et er direkte ”farligt”, når en veluddannet og velformuleret person, som du, udtaler sig på den måde.” Jeg vil sige det samme til dig!
Adskillige uafhængige undersøgelser har bl.a. vist
- at indtagelsen af de nyere antidepressiva (SSRIs) medfører en øget selvmordsrisiko, især for børn og unge, og en øget risiko for at forvolde skade på andre end en selv (”akathisia” hedder fænomenet i fagsproget), såvel som en vis risiko for at udvikle psykoser,
- at også SSRIs’ene, på trods af hvad farmaindustrien i starten lovede, lige nøjagtigt som de ældre antidepressiva og iøvrigt også benzodiazepinerne, er vanedannende,
- at neuroleptika, såvel nye som gamle, øger risikoen for tilbagefald, mens denne risiko mindskes betydeligt, hvis psykologiske/psykosociale tiltag kommer til anvendelse,
- at folk med diagnosen ”skizofreni” faktisk i det lange løb klarer sig bedre helt uden behandling, end under medicinsk ”behandling”,
- at alle psykofarmaka forårsager intracellulare forandringer på de til de frontale pandelapper og det limbiske system hørende celler - dvs. i de hjernedele, hvor følelser, erindring, tankevirksomhed generelt, ”produceres”. Nærmere betegnet drejer det sig ved disse forandringer om et, ofte allerede efter seks måneder på psykofarmaka, på scanningsbilleder synligt svind af hjerneceller, der gerne bliver bortforklaret ved at påstå at det skulle være en direkte følge af selve ”sygdommen”. Dette er inkorrekt, da disse forandringer ikke er til at spore hos personer, der ikke er blevet medicineret, selv om disse er gået i årtier med en psykisk ”sygdom”,
-at samtidig indtagelse af psykofarmaka forringer, ofte endda forhindrer, successen af psykologiske/ psykosociale tiltag,
- og, sidst men ikke mindst, at 95% af psykiatribrugerne ville vælge en anden form for behandling end den medicinske, hvis tilbuddet fandtes!
Hvad uafhængigheden af undersøgelser angår: Der findes et yderst udbredt fænomen, ikke mindst også i psykiatrien, der hedder ”ghost writing”. Dvs. at en undersøgelse bliver udfærdiget af det farmakologiske firma, der producerer medikamentet undersøgelsen har som objekt, og efterfølgende betaler en ”uafhængig” læge for at, selvfølgeligt kritikløst, sætte sin underskrift på dokumentet, for at få dette ”blåstemplet”. Så meget for uafhængigheden indenfor den (psyko-)farmakologiske forskning...
Livskvalitet - psykiatri vs. psykiatri
Det er for mig yderst tankevækkende at se, at f.eks. Vestlaplandsmodellen resulterer i en procentualitet på 25 når det drejer sig om førtidspensionering, mens man i Danmark, hvor tilsvarende tilbud kun er tilgængelige for de få heldige og rige, mens resten må nøje sig med det offentlige behandlingssystems tilbud, dvs. medicin og, i givet fald, ECT, har en førtidspensionsprocent på 90, halvfems!
Du taler om livskvalitet. Og det samme gjorde min terapeut i sin tid. Jeg har spurgt min terapeut, og vil spørge dig: Hvad får jer til at tro, at i ved, hvad livskvalitet er for et andet menneske end jer selv? Jeg personligt har altid haft et både intellektuelt og emotionelt meget rigt liv, på trods af gentagne kriser, der periodisk indskrænkede såvel min intellektuelle som emotionale oplevelsesevne. Periodisk! For at sige det meget kategorisk, så svarer en tilværelse som førtidspensionist med et - omend måske nok så avanceret - værested som hovedomdrejningspunkt i mit liv, og iøvrigt et hav af medicinbivirkninger, ikke til mine forestillinger om en ønskværdig tilværelse! Og heller ikke til min opfattelse af recoverybegrebet.
Acceptabelt ville/måtte dette være, hvis der ikke fandtes andre løsninger. At disse findes, viser talrige udenlandske projekter, såsom Windhorse, det nævnte Vestlaplandsmodel, Soteria, Diabasis m.v. - og min egen historie! Dermed halter din sammenligning med de aldeles ikke gode men gamle tider, hvor folk sad, proppet i tvangstrøjere, i en aflåst celle som ingen kunne finde nøglen til længere, respektive blev udsat for diverse mere eller mindre umenneskelige farmakologiske forsøg, noget så gevaldigt. Det du gør her, er at sammenligne psykiatri med psykiatri - uden at tage højde for eksistensen af alternativer til netop denne psykiatri - som jeg med William Glasser vil advare på det kraftigste imod: ”Psychiatry can be dangerous to your mental health.” Og det vil den blive ved med at være. Uanset hvor mange hyggelige aktiviteter på hyggelige væresteder den måtte tilbyde dem, den ellers har berøvet chancen for virkelig recovery.
”Vejen er målet”
Jeg har været så heldig at få muligheden for at arbejde mig - uden nogen form for kemisk ”hjælp” - igennem et psykotisk sammenbrud, og har derved opnået en større afklarethed og livskvalitet end jeg nogensinde før har haft. Jeg stiller store spørgsmålstegn ved, at dette havde været muligt, hvis jeg havde taget mod tilbuddet om psykofarmaka, både pga. den teoretiske viden, jeg har tilegnet mig, men lige så meget også pga. det, jeg desværre er vidne til i min venne- og bekendtskabskreds.
Apropos tilbagefald: Nej, det var ikke mit første sammenbrud, men det var det første, hvor jeg virkeligt fik hjælp. Og nej, jeg er ikke færdig med at bearbejde. Men er det ikke det, der gør os til mennesker: at udvikle os, vores personlighed, at arbejde os igennem hvad der nu måtte komme af problemer i vores liv? Er det ikke det, der giver virkelig livskvalitet: at få mulighed til at finde sig selv, sine egne udtryksmuligheder, sit eget sprog, i stedet for at blive lullet ind i en stillestående, medicinsk pseudotilfredshed? Udvikling i stedet for stilstand, frigørelse i stedet for opdragelse... Klichéer, ja, men tro mig, jeg har oplevet og oplever påny hver dag at de holder!
Jeg er i fuld arbejde i dag, og har, igen, et rigt intellektuelt og emotionalt liv, uden de vedvarende (iatrogene!) begrænsninger jeg ser hos det store flertal af mine medicinerede venner og bekendte.
Jeg mener, du burde gå lidt mere i dybden med din research før du angriber på den måde som du gør! Jeg vil anbefale at se lidt ud over den danske næsetip og rette blikket bl.a. mod det engelsk- og tysksproglige udland, hvor man er kommet en del længere mht. alternativer til og informationsniveauet omkring psykiatrien end herhjemme.
Marian B. Goldstein
mariangjersoe@hotmail.com