Pressemeddelelse fra LAPs landsmøde 2007
Medierne er i den seneste tid svømmet over med historier om sindssyge kriminelle. Overskrifterne er dramatiske, men de dækker over en virkelighed som er langt mere nuanceret.
Mere end 100 tidligere og nuværende psykiatribrugere fra hele Danmark har i de sidste tre dage været samlet i Middelfart til det årlige landsmøde i LAP, Landforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere. Deltagerne er enige om at tage afstand fra pressens ensidige og stærkt negative vrangbillede af psykiatribrugere: Vi er trætte af at blive fremstillet som farlige når kendsgerningerne er helt anderledes:
Mindre end 1 procent af den kriminalitet, der begås i Danmark skyldes mennesker med psykiske lidelser. Det er mindre end 2000 personer i hele landet, der har en dom til behandling. Heraf har kun ganske få begået alvorlig og personfarlig kriminalitet.
Der er i hele samfundet en stigning i den alvorlige og personfarlige kriminalitet, men den stiger ikke mere blandt psykiatribrugere end i befolkningen som helhed.
Den største del af stigningen drejer sig om vold mod tjenestemand, og skyldes først og fremmest en skærpet anmeldelsespraksis på psykiatriske afdelinger og botilbud.
Pressens fremstilling gør det ikke nemmere for mennesker med psykiatriske diagnoser. Det er med til at øge stigmatisering og fordomme og gøre åbenheden endnu sværere. Det er med til at gøre det sværere at komme sig og komme videre i livet.
LAP dementerer fordommene i praksis: Vi er ikke farlige, men vi vil tages alvorligt og lyttes til. Vi er i stand til at tale vores egen sag, så vi appellerer til offentligheden: Tag ikke myterne for gode varer, men mød os og find ud af, at mennesker med psykiske lidelser er ganske almindelige og lige så forskellige som alle andre. Vi ønsker at have rettigheder og pligter på linje med alle andre borgere. Derfor må der gøres op med den gældende praksis, hvor personer med en psykiatrisk diagnose dømmes langt hårdere end andre borgere for små og ofte ubetydelige lovovertrædelser.