Hvis du ikke tror på astrologi, så må du tro om igen! Det siger jeg, fordi jeg tror at grunden til at jeg ofte har styrke som `en hoppebold, der bliver i luften` – at jeg er en Vædder som tror. De små ugebladshoroskoper i dagbladene læser jeg aldrig; men det jeg mener med at jeg tror på astrologien, er at vi fødes ind i et bestemt tegn, og så får vi nogle karaktertræk, som ikke kun er bestemt af de fædrene gener.
Tro kan være fl ere ting: Troen på Gud, sig selv eller andre – når du ikke længere tror, mister du magten over dig selv og dit liv.
En depression er et eksempel på, at man har mistet alt – selv troen på ”hvad som helst”. Modsat hvis du får en psykose – så tror du på alverden – på Gud – dig selv og noget der ikke eksisterer. Hvordan bevare troen i den tilstand? Man kan ikke gøre noget uden tro – når depressionen er dyb nok, tror jeg ikke mere på mig selv eller noget – endsige på at jeg blev rask igen. Man må bare vente – holde ud - til det tunge åg er lettet og så er det at troen – og for mit vedkommende astrologien tager over. Så bliver jeg stærk – nu kan jeg igen det næsten umulige – eller i det mindste fortsætte med masser af projekter, som enten lykkes eller kuldsejler. Så længe jeg tror - lykkes det – først når man indser, at det ikke kan lykkes, må projektet opgives – ikke før.
Da jeg var syg i alle de perioder der var præget af dybe depressioner og stærke manier/ psykoser – kunne troen ikke gøre så meget. Og dog har troen hjulpet mig, for den Vædder som jeg er født til at være, kommer igen frem, når jeg er rask. Så har jeg vundet en sejr, som kræver belønning – og hvis ingen andre vil takke mig, må jeg selv gøre det. Den evne har jeg lært igennem mange, mange år ved at prøve at hjælpe andre mennesker, som har det svært. Når det lykkes, er det en tak jeg tager til mig.
Nu kunne det lyde som om jeg klarer alverdens problemer og har løsninger på alt - også for andre end mig selv, men det er langtfra tilfældet – og her kommer problemet, som andre så må løse for mig. Selvom jeg virker som en kvinde der har fod på det meste, så kan jeg også have brug for støtte eller hjælp. Jeg er ikke så god til at bede om hjælp, men heldigvis har mine omgivelser set, når det trænger sig på – altså at de skal tage over. Og det er lige sket igen.
Min kære morbror på 92½ blev for kort tid siden alvorligt syg og hvad andet kunne jeg gøre end at hjælpe og støtte ham? Han bad om min hjælp – og min indre Vædder fortalte mig, at det her skal gå godt – han har fortjent endnu nogle gode år, bl.a. fordi han er så rar og åndsfrisk trods sin høje alder. At det så kom til at gå helt anderledes, end jeg forventede, medførte, at jeg nu fi k jeg brug for opbakning og støtte udefra. Ikke de store foranstaltninger, men nogle få gode samtaler om sygdomsforløbet og en forståelse for, at lige nu har jeg brug for ro og eftertanke. Ikke min telefons evige ringen og folk der har brug for min hjælp – det blev respekteret og det takker jeg for.
Jeg skriver om alt dette, fordi min morbrors korte sygdom og død tog hårdere på mig end jeg havde forestillet mig – jeg mener, han havde levet et meget langt og – efter hans eget udsagn - godt liv, så hvorfor ikke lade ham få fred? Og dog – han fortjente endnu en sommer i haven med sine elskede blomster, som jeg også lovede ham, mens vi stadig havde forhåbninger om at sygdommen ikke var så alvorlig. Men morbror ønskede selv at han ikke blev holdt kunstigt i live på hospitalet og valgte ikke at tage føde til sig, allerede fi re dage inden vi fi k den endelige dom: – Han ville ikke kunne overleve en cancerbehandling.
Nu bagefter må jeg erkende, at heller ikke jeg kan udrette mirakler, men jeg ved at det at tro på og det jeg gjorde igennem de seks ugers forløb var rigtigt, og jeg ville gøre igen for et andet menneske, som står mig nær.
Selvom vi ikke kan redde et døende menneske, så kan vi hjælpe, lindre, støtte så længe et sygdomsforløb måtte vare. Det kunne Hjemmeplejen ikke hjælpe med, det havde de ikke pligt til, fordi morbror kun kom på Aktivitetscentret og ikke ønskede hjemmehjælp eller lignende. Jeg kunne ønske at den pleje og omsorg, som han fik på sygehuset, i lige så høj grad blev praktiseret ved en psykisk sygdom – også selvom den ikke er dødelig. Måske en dag ude i fremtiden vil det lykkes læger og behandlere i psykiatrien at kombinere en optimal omsorg med behandlingen.
Missionen er slut – morbror Arne er ikke længere – jeg skal også derhen en dag og da er det godt at vide, at når vi dør kommer vi et sted hen – det sted som jeg har set fl ere gange, når jeg var psykotisk - var dragende, næsten ikke til at takke nej til – for paradiset er jo ikke her på jord – det du ser her på jorden er kun skygger af Edens Have. Jeg tror morbror Arne de sidste dage så lyset.