Det er ogsÅ en større glæde at arbejde med mennesker, der kan tænke og føle, fremfor at give dem en pille, at bedøve sig med. Det kræver selvfølgelig mere af os som plejepersonale, men giver også større tilfredsstillelse i det daglige arbejde.

Jeg har i et par år, interesseret mig for arbejdet med patienter i benzodiazepin aftrapning, de vanskeligheder disse patienter har, og hvilke krav der stilles til det plejepersonale, der arbejder med at hjælpe dem.

Jeg har sat mig ind i de grundlæggende principper for aftrapning og behandling af disse patienter, men ønsker her at lægge vægt på plejen, da det er den jeg beskæftiger mig med i det daglige arbejde.

Vi er alle i besiddelse af en større eller mindre autoritetstro, hvilket gør at lægens støtte og opbakning er af meget stor psykologisk betydning for patienten.

Det gælder om hele tiden at få patienten til at føle sig forstået og støttet. Patienterne har gang på gang brug for at vide, at vi forstår, hvor svært og smertefuldt det er for dem, men at vi tror på, at de kan klare det. De har brug for at vide, at vi tror, de er interesserede i at komme ud af deres afhængighed, men at vi også forstår, de kan have lyst til at opgive det hele, når abstinenserne bliver for store. Det er i denne periode utrolig vigtigt at yde støtte og opbakning til patienten, da det er en meget svær tid, vi må hele tiden forsikre denne om at vi vil hjælpe og støtte ham/hende.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at de fl este patienter i denne periode har et meget lavt selvværd, at vi kan hjælpe til med at øge det ved at være opmærksomme på ikke at stille større krav til patienten, end vedkommende kan magte. Små sejre er af meget stor betydning, da det kan være med til at øge patientens tro på sig selv.

Der kan i hele forløbet være meget store humørsvingninger hos patienten. Daglige op- og nedture, som kan skifte meget hurtigt.

Det er vigtigt, vi som plejepersonale bliver ved med at bevare troen på, at vi kan hjælpe patienten.

Vi skal kunne rumme patientens frustrationer og stærke udsving, uden selv at blive frustrerede, og vi må være villige til at bearbejde eventuelle egne problemer med patienten i den øvrige personalegruppe, hvilket kræver stor tillid og åbenhed, og godt kendskab til egne stærke og svage sider.

Disse patienter har en evne til at få personalet til enten at involvere sig for meget eller for lidt, dette er vigtigt at være opmærksom på, da ingen af delene er til gavn for patienten, og kun slider personalet ned.

Det er et stort og meget følelsesmæssigt belastende arbejde at hjælpe disse patienter. Det kræver stor interesse, tålmodighed, indlevelsesevne og rummelighed. Der kræves ligeledes stor kollegial opbakning, da det tit er stærke følelser, der arbejdes med, følelser der for mange patienter har været bedøvet af medicin i adskillige år, men nu dukker op til overfl aden igen. Disse patienter kan have brug for støtte i lang tid, men det er en stor glæde og tilfredsstillelse at se disse mennesker blomstre op. At se dem begynde at interessere sig for sig selv og livet omkring dem, er den største glæde, vi som plejepersonale kan opnå.