Vi er i LAP i det tiende år!

Men det skal ikke tages bogstaveligt! Det går ikke på tavshed – nærmest tværtimod. LAP´s formål er nemlig at være stemme for nuværende og tidligere psykiatribrugere. Men selvom vi er et lille land, kræver det en temmelig stor stemme at blive hørt!

Heldigvis er en stemme en mangeartet demokratisk størrelse. Nogle gange skal man tale pænt og i et roligt stemmeleje – andre gange skal man råbe højt for at blive hørt.

Og selvom man nogle gange råber rigtigt højt - bliver man alligevel ikke hørt. Nogle gange synger man som solist - andre gange synger man i kor – det sidste er der rig lejlighed for i LAP.

En stemme kan dog også bruges til andet – bl.a. på at stemme!

Vi skal senere stemme om en lang række forslag i Landsmødeprogrammet. På lørdag stemmer vi på en række kandidater, som stiller op til Landsledelsen!

Og den 7. juni stemmer vi på en række politikere, som stiller op til Europaparlamentet! Politik er ikke noget, der foregår ”ude i samfundet”. Det er noget, der fungerer hver dag ved at lytte til hinanden – også - eller måske især på dem, man er uenige med. Politik er alt for vigtigt til at overlades til politikerne!

Derfor blev LAP skabt med et motto: Intet om os – uden os!

Det er et vigtigt budskab – og nogenlunde nemt at huske. Ellers kan man blot snuppe en orange kuglepen, hvor det meget tydeligt står!

Det er vigtigt, at vi bruger vores stemme mere og mere – højere og højere - bedre og bedre. Og alle kan synge med! I et blandet kor… Heldigvis synger hver fugl med sit næb…

LAP blev officielt stiftet for 10 år siden på kursusstedet Christiansminde – her i Svendborg. Vi vender altså næsten tilbage til gerningsstedet!

Jeg har vist været med til samtlige landsmøder i de 10 år. Og så er det endda nærmere 11 år – for året inden stiftelsen, havde vi et større møde på LO-Skolen i Helsingør.

Da blev der dannet en initiativgruppe – som for friskhedens skyld hed initi´vgruppen – det signalerede i tidens ånd, at vi ikke var etablerede. Den var jeg med i og har været med siden. Sammenfattende kan jeg sige, at det har været en blandet fornøjelse. Men dog en fornøjelse – hvis man også har lidt trang til frustration og machocisme.

Det har i al fald krævet tålmodighed og en masse møder rundt om i landet!

Til gengæld har jeg set det meste af Danmark – steder jeg aldrig ville være kommet. Der har også været utallige møder i Odense på sekretariatet – først på Klingenberg 15 ved siden af H. C. Andersens barndomshjem og stormagasinet Magasin.

Siden er vi flyttet til større lokaler på Store Glasvej – som vist desværre ikke har særlig relation til H. C. Andersen – til gengæld er vi næsten nabo til TV2.

Det er svært at tage enkelte ting ud af Mindebogen

Jeg husker dog særligt en demonstration på Christiansborg Slotsplads. Den handlede om modstanden mod ambulant tvang! Vi havde ikke mediernes bevågenhed den dag. Det kan jeg undtagelsesvis og til nød forstå!

Den dag kom nemlig årets første og største snestorm – samtidig med at Krigen i Irak brød ud. Danmark var i krig. Så det var svært på flere måder…

Alligevel var vi en pæn flok mennesker, som ventede i snestormen. Vi var en del sjællændere og enkelte tidligere ministre, som ventede. Vi ventede på en temmelig forsinket bus fra Jylland og Fyn - fuld af psykiatribrugere med fl ag og faner. Bussen havde svært ved at komme gennem Danmark. Efter at have udsat programmet flere gange, gik talerne i gang – og så kom bussen. LAP-folk vrimlede ud for at høre de sidste af talerne for derefter at slutte deres korte besøg i Hovedstaden og tage hjem igen. Men det var trods alt en succes – for flertallet vippede og lovforslaget om ambulant tvang, som blev lidt pænere formuleret som tvungen opfølgning, blev taget af bordet. Jeg har siden hørt, at sundhedsministeren var temmelig sur den dag.

Og helt er det desværre ikke forsvundet – for det spøger stadig rundt blandt især visse Venstrefolk.

Men det jeg mest husker – når jeg mindes – er de mange forskellige og enestående mennesker, jeg har mødt. Jeg har det ligesom Trine fra tegneserien Radiserne: Jeg elsker mennesker! Det er kun folk, jeg ikke kan fordrage!

For et menneske er et menneske, du har mødt, mens folk er nogle, man ser i forbifarten og i fl ertal. Jeg har mødt så mange dejlige mennesker gennem årene i LAP!

En hel del er her desværre ikke mere – endda en del som var yngre end jeg. Dem tænker jeg tit på – og møder dem i andre mennesker. Når arbejdet i LAP har været for træls og surt - er der især en lille håndfuld mennesker, jeg tænker på. Mennesker som bukkede under for presset og deres skæbner. Så retter jeg mig op – og tænker, at det er for, dem at arbejdet skal fortsættes!

Livet er svært – men for mig er alternativet i al fald lige nu - værre. Et jubilæum er et passende tidspunkt for både at se tilbage og frem!

Vi skal ikke tro, at vi kan hvile på falmede laurbær - eller har fundet formlen på den dybe tallerken. Vi skal tro på os selv – men også være gode til at modtage ny inspiration udefra. Her ved jubilæet er en af nyhederne en ny sekretariatschef, som bliver ansat 1. juni. Hun hedder Tanja Bruhn Jensen og kommer i morgen, fredag her på landsmødet. Jeg har hæftet mig ved, at hun er tidligere konkurrencesvømmer - og at en del af hendes forrige stillingsbetegnelse var ”inspirator”. Hun har vist endda også uddannet sig i konstruktiv konfliktmægling…

Det har der af og til været brug for de sidste 10 år…

Vi uddeler også for første gang en LAPPris - for at støtte og opmuntre mennesker og fagfolk, som har gjort et ekstraordinært og særligt prisværdigt arbejde. Et arbejde eller en indsats som kan skabe forståelse og bedre forhold for psykiatribrugerne i Danmark.

Den seneste tid har vi desværre været ramt af sygdom på sekretariatet! Derfor må vi her på landsmødet også undvære Birgitte Vistofte - og Karl Bach. Karl kommer dog fredag aften til festen – i øvrigt sammen med sin søn, som står for musikken. Mette Hansen fra sekretariatet har således haft ekstraordinært travlt – og det skal hun takkes for at have klaret! Til slut vender jeg tilbage til H. C. Andersen. Han sagde: Lykken er at glemme sig
selv i andre… Det håber jeg sker for jer i løbet af de
næste par dage…

Eller i fremtiden, når I melder jer på banen for LAP. H. C. Andersen stod som barn i Odense og så ind igennem tremmerne til Dåregården, hvor hans bedstefar havde endt sine dage som sindssyg. Hvad man end kan sige om dagens psykiatri, så er der trods alt ingen sammenligning til dengang, hvor man helt bogstaveligt gik for ”lud og koldt vand”. Synet inde i gården gjorde, at H. C. Andersen hele livet igennem var rædselsslagen for at blive sindssyg.

Som jeg før har fortalt, havde H. C. Andersen også en psykisk lidelse – dengang kaldet ”tvivlesyge”. Nu hedder den mere teknokratisk OCD.

Han havde mange tvangstanker

F.eks. havde han en seddel ved siden af sin seng, hvorpå der stod: Jeg er kun skindød. Dvs. altså kun tilsyneladende død. Han sov nemlig så tungt, at han var bange for at blive begravet levende. Han har også skrevet digtet: Jeg har en Angest.

I vore dage er der en anden kunstner, som har samme diagnose. Som også er kendt og berømt over hele verden!

Han er lige nu til Filmfestival i Cannes

Hans navn er Lars von Trier. Hans helt nye film ”Antichrist”, skrev han under en stor depression for 2 år siden. Han kæmper som mange andre en daglig kamp mod sine tanker, sin angst og sin lidelse. Jeg vil gerne til slut opfordre alle til at gøre deres til - at vi får et rigtig godt landsmøde!

Hvis I er i tvivl om noget skal opfattes positivt eller negativt. Så tro det bedste…

Glasset er ikke halvt tomt – det er halvt fyldt!

Det er ikke kun influenza der smitter! Venlighed smitter også! Det er svært at være menneske, men
prøv alligevel…

Jeg vil ønske alle et rigtigt godt landsmøde! Nyd den gode mad – nyd de gode mennesker og skab den gode stemning!

Hjertelig velkommen!