Fredag aften kl. 21.00 trådte en sortklædt mand ind på scenen i festlokalet på Hotel Svendborg.

LAP havde 10-årsjubilæum og Landsmøde og det skulle fejres på passende manér. Det blev det med sangeren og sangskriveren Michael Falch, som sad med sin tre guitarer alene på en scene.

Michael Falch er 52 år og har længe været en af hovedkræfterne på den danske musikscene.

Men han også har markeret sig i resten af kulturmiljøet. Han er musiker, men har haft afstikkere som skuespiller i flere film, især markant som den navnløse journalist i to fi lmatiseringer af Dan Turéll´s kriminalserie om skyggesiden af Vesterbro. Han har også spillet far til en pige, som får en hest på trods af, at de bor på fjerde sal.

Michael Falch skriver ikke blot sange, men også journalistik. Først i de for længst hedengangne tidsskrifter MM, Levende Billeder og Staccato. Det sidste husker jeg især, fordi han var redaktør af Staccato i begyndelsen af 80´erne. Staccato havde en større artikel og et portræt af den amerikanske rocklegende og trubadur Bruce Springsteen og bad derfor også Michael Falch om at fortælle om sit møde med sit store idol og forbillede.

Det journalistiske har Michael Falch udvidet til et helt forfatterskab. Han har skrevet fl ere selvbiografi ske bøger, og for 3 år siden skrev Torben Bille desuden bogen ”Ud af mørket” om ham.

En ting er at Michael Falch er klædt i sort, men i hans univers går et bestemt ord igen: Mørke.

En af fi lmene hed ”Mord i Mørket” og en af hans kendteste sange er ”Mød mig i mørket”.

Først og størst er musikken…

Den spillede også hovedrollen på fredagens festaften. Michael Falch er overbevisende veloplagt og spøger med, at det her er virkelig showbizz med så stærke lamper. Han prøver fl ere gange med missende øjne at se aftenens publikum. Til sidst spørger han ud i forsamlingen: ”Hvordan ser I ud? Svaret kommer fra en kvinde på første række: ”Vi ser sindssygt godt ud!” Stort smil – stemningen er lagt.

Michael Falch fortæller, at dette er første job i hans nye alene-tour.

Han synger sine sange om tilgivelsen, der står for enden af vreden, og om hvordan han har erkendt, at tilværelsen er hans eget ansvar.

Meget af hans liv har udgangspunkt i Vesterbro, således også en sang om Vesterbros Torv og den splittelse, vi alle kender. På torvet ligger en kirke og ved siden af Budda Bar. Hvad skal man vælge? ”Jeg går i glæde og sorg over Vesterbro Torv.” Og ender i den fortrøstningsfulde sætning: ”Du har lige så mange chancer, som der er dage tilbage”.

Michael Falch har mange poetiske billeder i sit repertoire – også et om en drengs store fødselsdagsønske: ”Kære Vorherre – jeg bli´r 11 den fjerde”. Ønsket er en fodboldtrøje med tallet 11 på ryggen, vistnok fordi det i sin tid var Ulrich Le Fevres nummer. Tidligere på dagen var der lyd- og teknikprøve, hvor det opdages at et mikrofonstativ mangler. Kan vi tage et kørende interview? Selvfølgelig og derfor foregår noget af snakken i hans – sorte – gearvogn i øsende regn på vejen hjem til hans landsbyidyl af et hus på Tåsinge i udkanten af Svendborg. Her har han boet godt et år. Et sted som også giver sange – og ro… Det har givet ham frihed – også frihed for fristelser. Og ro har Michael Falck brug for. Han har – som han selv udtrykker det – været selvmedicinerende i mange år. Alt for mange år.

Nu har han været ”clean” og ikke rørt en dråbe spiritus eller røget en cigaret i 7 år. Han kender også til psykiatrisk skadestue på Gentofte Amtssygehus. Problemerne startede med en opvækst i en dysfunktionel familie, men han måtte erkende, at det ikke var nogen undskyldning for ikke at klare problemerne selv.

Michael Falch fortæller, at han er stolt over at kunne bruges i LAP-sammenhæng, med et publikum som virkelig slås med deres sind og tager deres kampe med livet. Efter hans breakdown har det givet ham mening at turde skrive mere om sit eget liv og de skyggesider, der har gjort ham til det menneske, han er i dag.

Han siger selv, at hans sange altid har handlet om mennesker, der ikke har det umiddelbart nemt med at være menneske. Med hensyn til øl og spiritus, så er han aldrig gået efter smagen men virkningen. Det har været selvmedicinering for at kunne være en anden end den, han var – og for at kunne stå på scenen. Piller og alt det andet lort har stået bag ham – også i hans ægteskab. Han havde overladt magten til giftstofferne for at slippe for at lære sig selv at kende. Det krævede nemlig mod. Derfor var han også svag i ægteskabet. Nu går han i stedet til sine ugentlige møder og har sine morgenseancer med at meditere. Han forbereder sig og mediterer også 1½ time inden hver koncert.

Jeg forsøger mig med et optimistisk spørgsmål, om han har det ligesom maleren Jørgen Nash, at ”det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom?” – ”Ikke ligefrem, men jeg kan da godt have det som en hundelort, at jo mere der bliver rodet rundt i den, jo mere lugter den…”

- Du har fået det bedre som menneske og sangskriver ved at turde skrive mørke sange om dit eget liv og eksistentielle problemer. Men hvordan er det så gået kommercielt? - Ja, det er modsat. Det er noget af det mindst kommercielle. Men jeg er aldrig bange for at dø af sult. Sårbarhed har været et tema, siden jeg var dreng. Jeg tror nok vi har en sjæl. Min sårbarhed har været ekstrem. Jeg har haft store selvværdsproblemer. Det er ikke så godt, når man skal ind på en scene. Så er det ”man” må låne til sit mod gennem spiritus og alt det der… Så er man i sit ydre, når man stiver sig selv af.

Det store spørgsmål for Michael Falch har været: - Hvordan skulle jeg turde gå ind på en scene? Hvordan skulle jeg kunne blive menneske på en anden måde? - Efter hver turné var jeg på afvænning. Jeg havde rigtig dårligt selvværd. Ægteskabet brasede sammen. Jeg var på et nulpunkt. Scenen var ikke en styrkelse, men det at se sig selv i øjnene var. At min opdagelse af, at alle mine problemer kommer af frygt, ikke skyldes en ”terapeut”, men ”en lang terapeutisk proces”.

Men jeg har lagt barndommen bag mig og haft fl ere år i positiv fremdrift. Her på Tåsinge har jeg det godt – og der er mange sange på vej. Der er et nyt album på vej… Festaftenen blev en Falch-aften og var noget nyt på et Landsmøde. Mange mente, at det gerne måtte gentages. Måske man ligefrem skulle anskaffe sig et kollektivt Falchabonnement? På den anden siden mente flere, at det ville være svært at få de mange diagnoser med, som ville være til stede. Men Michael udviste så stor imødekommenhed og velvilje, at det ikke er umuligt…