LAP’s landsledelse har nedsat en ad hoc-gruppe, der skal planlægge en landsdækkende aktion, som skal henlede befolkningens opmærksomhed på de mange dødsfald, der forekommer i psykiatrien i forbindelse med anvendelsen af psykofarmaka.
Aktionen er inspireret af den aktion med opsætning af hvide kors, som LAP Roskilde lavede med samme formål på Sindets Dag (d. 10/10) i 2008 efter en idé af Lena Mogensen. Derfor kaldes denne ad hoc-gruppe for Hvide kors-aktionsgruppen. Gruppen har netop (medio maj 2009) afholdt sit første møde, og planlægningen er derfor på et tidligt stadie med mange åbne spørgsmål. Der er dog en ting, som gruppen allerede er blevet enige om: Vi vil lave en grundig research, der gør det muligt at sætte menneskelige ansigter på de tragedier, som disse dødsfald er. Det vil vi gøre ved at samle dokumentation/ information om et mindre antal (5-15) dødsfald, der skyldes eller må formodes at skyldes (overdreven) brug af psykofarmaka.
Derfor anmoder vi de af LAP’s medlemmer, der kender en sådan historie – enten ved personligt kendskab eller ved omtale i lokale medier – om at henvende sig til gruppen med oplysninger om dette. Vi vil helst finde tilfælde fra hele landet, således at alle kommer til at høre en historie fra deres eget område. Som minimum ønsker vi at finde en historie fra hver af landets fem regioner.
Dødsfaldene skal være så nye som muligt og helst ikke over to år gamle. Vi er mest interesseret i historier om personer, der var i tyverne eller trediverne, da de døde. Vi vil gerne have et fotografi af den afdøde, og derudover ønsker vi at kende:
· Afdødes fulde navn (min. for- og efternavn; altså ikke kun fornavn eller pseudonym).
· Afdødes fødselsdato eller alder.
· Afdødes dødsdato.
· Afdødes historie og medicinforbrug (vi skal helst tale med en pårørende el. lign.).
· Nøjagtige omstændigheder ved dødsfaldet (gerne en kopi af dødsattesten).
· Gerne en pårørende, der vil stå frem.
Hvis du, kære læser, kan hjælpe os på sporet af en af disse historier, vil det være en stor hjælp for gruppen i dens forberedelser til aktionen. Hvis du kun har enkelte oplysninger, vil vi også gerne høre fra dig. Henvendelse kan ske til Paul Bjergager Nielsen på e-mail: paul@lap.dk eller tlf. 23 65 44 03 og til Jan Stig Andersen på tlf. 40 53 96 47 (eller på e-mail via LAP på lap@lap.dk).
Med venlig Hilsen på vegne af
Hvide kors-aktionsgruppen