På LAPs landsmøde i Svendborg blev der, som en del af det samlede program, holdt en minikonference om de erfaringer og holdninger medlemmerne har til uddannelse og arbejde. Lise Jul Pedersen fra landsledelsen var den, der på sin velkendte levende og engagerede måde, havde påtaget sig opgaven som ordstyrer.

En række medlemmer havde meldt sig som oplægsholdere og fortalte indledningsvis i nogle korte indlæg om deres egne personlige erfaringer med - som nuværende eller tidligere psykiatribruger - at benytte uddannelsessystemet eller opnå ansættelse på arbejdsmarkedet.

Der blev berettet om meget forskellige forløb og erfaringer i en lang rejse gennem sygdom, medicin, uddannelse og job, på et ikke altid lige venligt arbejdsmarked. Det omfattede både start på såvel mere korte udannelser som på universitetsuddannelser. Job-spektret rakte tilsvarende bredt. For nogles vedkommende var der tale om gentagne skift mellem sygdom og uddannelse og arbejde, der fl ere gange var blevet genoptaget.

Der var f.eks. et tilfælde, hvor et medlem i en moden alder havde bevæget sig fra førtidspension gennem uddannelse frem til fuldtidsarbejde på normale vilkår. En anden havde prøvet med mindre held. Her var oplevelsen nærmest, at arbejdspladsen mere blev en del af problemet end en del af løsningen i forsøget på at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det var yderligere et problem, at kommunen tydeligvis ikke prioriterede at hjælpe førtidspensionister tilbage til arbejdet. Tværtimod følte man sig parkeret og passiviseret og det var meget op ad bakke, hvor man selv måtte forsøge at kæmpe sig igennem.

De personlige indlæg blev fulgt op af en yderligere erfaringsudveksling mellem deltagerne i konferencen. Der udkrystalliserede sig her nogle centrale budskaber. Det er vigtigt at undgå den professionelle offerrolle – ofte støttet af behandlersystemet. Selvstigmatisering, ved at præsentere sig ved sin sygdom, er ofte en fælde, man falder i.

Nøgleord var anerkendelse, respekt og værdighed og optræden med åbenhed, ærlighed, autenticitet og ansvarlighed. Vigtige skridt på vejen er også at holde fokus på, hvad man kan – ikke hvad man fejler. Men samtidigt have den nødvendige selv- og sygdomsindsigt til at kunne være ærlige over for en arbejdsgiver om, hvad sygdommen betyder. Man må være bevidst om både sine stærke og svage sider.

Det kan være godt at få en klar diagnose, så man kender præmisserne for sine jobmuligheder – men det kan også blive en sovepude. Det er vigtigt ikke at se sig selv som permanent syg, men anlægge en recoverytankegang. I sidste ende er det kun en selv, der kan gøre én rask.

Det blev fremhævet, at uddannelse og arbejde kan være helt forskellige ting. Under uddannelsen er man ofte mere frit stillet og er ikke i samme grad tvunget til at forholde sig til andre. På arbejdspladsen kan det også være andre ting, der tæller end faglig kunnen. Her betyder det også meget, hvad andre tænker, og hvordan man optræder.

Det kan være svært at lære, hvordan man gebærder sig på arbejdspladsen, når man skal i gang igen. Løsningen kan her være kurser, der specifikt forbereder den enkelte på dette område. Deltagelse i frivilligt arbejde kan dog også være en af de måder, man kan styrke sin sociale kompetence på. De vilkår, man møder, opleves meget forskellige fra arbejdsplads til arbejdsplads, men det blev paradoksalt nok fremhævet, at sundhedssektoren ofte var den mest fordomsfulde og vanskelige at arbejde i. Der var ikke noget entydigt svar på, hvor meget uddannelse og arbejde betyder for alle.

Uddannelse og arbejde er det, der for nogen giver den afgørende identitet, men andre fandt, at pensionen giver en frihed og tryghed, som de lever godt med. Det helt afgørende er at finde noget, der giver livet værdi.

Selv om de oplevelser og holdninger, der kom frem var meget forskelligartede, var det dog den fremherskende opfattelse, at der var vigtigt, at den enkelte fik mulighed for selv at finde sin egen vej til en meningsfuld tilværelse.