Indlæg ved Landsforeningen af Bistandsværgers og Patientrådgiveres jubilæumskonference.
Kære medmenneske
På vegne af LAP vil jeg starte med at udtrykke min glæde over, at få lejlighed til i dette forum, at udbrede nogle tanker, ideer og refleksioner omkring begrebet psykiatri. Og begrebet ”det hele menneske”. Set fra brugersiden. Og rummet vi er i, kan jo på mange måde være en inspiration, domineret, som det er, af det store maleri visende den grundlovændring der gav ligestilling i det danske samfund med kvindernes valgret Det gør rummet til et rum, præget af udsyn og fremsyn.
Kan vi overføre dette til psykiatrien?
En psykiatri med udsyn og fremsyn?
Vi aner på forskellige niveauer et begyndende paradigmeskift. Nævner i flæng: Gennembrudsprojektet – Filipineprojektet. Og tiltag skabt af brugerbevægelsen tildels i samspil med andre jeg nævner lige – Vendepunkter – Forvandlingsværksted – Next Stop job. De mange varianter der hviler på recovery tankerne og ideologien. Alle må ses som positive resultater af det oprør, brugerbevægelserne er eksponenter for. Man kan med et lån fra Kaj Munk sige ”foråret så sagte kommer” der er grøde i det humanistiske syn på psykiatrien. Desværre fyger der af og til ugræs over hegnene, tænker paragraffer som den nye stk. d i paragraf 18 i psykiatriloven – Tvungen Opfølgning. Et trist eksempel på tilsidesættelse af et hævdvundet retssikkerhedsprincip, som formanden for Etisk råd Peder Agger siger. Man græmmes over, at ideen overhovedet kan opstå. Og kan kun se den som en afmagt handling. En afmagt overfor systemernes egne svigt i recovery baseret omsorg.
For vi psykiatribrugere er hele mennesker, det har vi altid været, men nu vil vi også ses som sådanne i samfundet. Nu stiller vi krav til samfundet. Til behandlerkorpset bredt set. Til livet og vores muligheder for at leve det. Som jeg skrev i vores jubilæumsdigt. ” vi er ikke unaturlige – bare sår´n finurlige. Vi tør danse livets dans med slinger i valsen.”
Hvor mange tør det?
Og i et samfund hvor Pete Siegers sang fra tresserne ”Little Boxes” stadigt gælder som varedeklaration. Så er oprør og krav fornødent. I et samfund hvor little boxes systemer og kontrollerende kontrollanter er normen, vil mennesker, der danser slingrevals, være til besvær. MEN husk lige på, at det er de skæve hjerner, der tænker de innovative tanker. Og har vi som samfund råd til at bortmedicinere disse tanker, denne gruppe?
Jeg har ofte tænkt på om vores så højtbesungne, højt værdsatte ”Guldalder” overhovedet havde eksisteret, hvis den nuværende diagnose tolkning, og den afgudsagtige tilbedelse af medicinterapien havde eksisteret dengang. Og helt ærligt, så har jeg mine dybe tvivl. Jeg står her over for medlemmer af en forening af ”ombudsmænd”. Ja det vil jeg kalde jer, og med fuld ret, for det er det I er. I er både garanter og stødpuder. Især inden for retspsykiatrien fornemmer jeg, at det er tilfældet. Retspsykiatrien ak ja – vores smertensbarn. Denne skifting mellem behandlingstilbud og strafafsoning. Det er for mig et åbent spørgsmål om ikke hele institutionen burde totalt nytænkes, så at sige nedlægges og skabes fra bunden af, igen, på et andet menneskesyn end det der lå bag den nuværende konstruktion. Et eller andet sted burde det være evident, at en som straf påtvungen behandling aldrig vil kunne have er recoverende, eller rehabiliterende effekt eller en stabil virkning.
Desværre, trods alle de spirende erkendelser der kan ses såvel i Gennembrudsprojektet og Filipineprojektet, som i forsøget på helhedstænkning i rehabiliteringstankerne, mangler vi, at disse erkendelser finder deres vej ud i samfundet som sådant. En væsentlig årsag er nok især pressens holdninger generelt. Heldigvis kan der opleves en modstrøm styret af, at så forholdsvis mange idolpersoner så at sige springer ud som psykiatribrugere, deres udspring virker anti-stigmatiserende. Men vejen er ikke gået endnu til det inkluderende samfund, og desværre er den nok både lang og træls.
En eller anden burde en dag sætte sig for, at belyse menneskets behov for ”syndebukke”, ikke som tidligere ved at se det som en anormalitet, men som en åbenbart psykologisk fornødenhed. Det kunne muligvis give bl.a. brugerbevægelserne ideer om, hvad det er for nogle dyner, vi slår i. Der ses for tiden en uacceptabel stigning i behandlingsdomme. Vi i LAP oplever at langt den overvejende del af disse er udtryk for en overreaktion, kaldet nultolerance. Handlinger og hændelser, der ”uden for murene” aldrig ville udløse lignende reaktioner, gør det ”inden for murene”.
Det er ofte, for brugerbevægelserne, svært at finde ud af, hvad der ligger bag de modsatrettede signaler, som recovery- og rehabiliterings-tankerne på den ene side og nultolerancen på den anden side sender til samfundet og til os, og som medformer rammerne omkring vores livsrum. Livsrum – ja - hvad er det? Det er mange ting og det er vidt forskelligt fra menneske til menneske, fra psykiatribruger til psykiatribruger. Men trods alt så er der nogle fælles parametre, så lad os se lidt på dem.
Vil kan tage udgangspunkt i et par af forhenværende socialminister Henriette Kjærs paradokser. På den ene side skabte hun debatten omkring de fælles værdier, hvor respekt og inklusion var parametre. På den anden side fik hun placeret psykiatribrugerne i grupperingen socialt udsatte, sidste har vel både positive og negative aspekter i sig. Som den nu forhenværende formand for rådet for socialt udsatte så elegant udtrykte det: ”Mon en statsminister kan kaldes for socialt udsat?” og vi har da haft nogle stykker som også var psykiatribrugere – ganske vist eksisterede begrebet ikke den gang, men brugere var de.
Spørgsmålet er så, hvor inkluderende placeringen er, altså samfundsinkluderende. Desværre og trods de sikkert gode hensigter, er det svært ikke også at se en form for stigmatiserende eller ekskluderende effekt. Jamen hvad er det så brugerne søger? Hm – en utopi? Det rummelige samfund – det samfund, hvor du kan udnytte dine evner, dine talenter og dine kræfter i samspil med alle de andre medlemmer af samfundet, i en ligeværdig og inkluderende harmoni. Så vi ender op med et brusende orkester af talent, der kan bære alle solo talenterne.
Det oprindelige udgangspunkt for denne refleksion var begrebet Helhedspsykiatri. Men hvad er det så? Ja på en eller anden måde så forholder alt sig til alt, --så. En helhedspsykiatri er en psykiatri der har overflødiggjort sig selv. Det er ikke en psykiatri, der har behov for at gøre mennesker til zombier via en overdreven døvende eller bedøvende medicinering. Det er primært en psykiatri, der tager sit udgangspunkt i det hele menneske. Det vil sige at den som hjælpende tilbud til mennesket skal tage sin udgang i det hele menneske, forlade sin somatiske sokkel. Og respektere menneskets mentale, åndelige side lige så højt som den somatiske og fysiske side. Desværre halter det kraftigt så længe der primært tænkes i medicinerings niveauer, såvel behandlingsmæssigt som forskningsmæssigt. Skal jeg nævne genforskningen med dens jagt på årsagsgener, uden at det rigtigt fornemmes, at de der kære årsagsgener, for det store flertals vedkommende, er sovende og kræver ydre katalysatorer for at vågne. For mig at se vildspor, der indeholder faren for racehygiejne, i sin yderste konsekvens.
Jamen, vil nogle nok sige nu. Hvad med de der begår personfarlig kriminalitet, fordi de er psykisk syge? Til dem vil jeg meget provokerende sige: Så længe dette samfund har råd til at smide mennesker væk. Så længe samfundet erstatter kollektiv omsorg med kollektivt omsorgssvigt og ikke forstår, at en inkluderende kollektiv omsorg for hinanden også er en kollektiv økonomisk opgave, men foretrækker at spare sig ud af forpligtigelsen, så længe fortjener samfundet disse desperate nødråb. Det var Dorthe Seestoft der på en hjerne-konference her i dette lokale for nogle år siden sagde følgende ”stakkels lille hjernecelle, vi kan isolere dig, nærmest sætte dig på en piedestal og studere dig fra alle sider. MEN vi aner stadigt ikke hvor den spontane tanke opstår” - heller ikke den destruktive tanke. Så kære psykiatere og forskere allé avec prudence, I ved ikke hvor I træder.
Lad mig forsøge at afrunde denne refleksion. Det er altid svært fordi forundring har det med at skabe ny forundring, men efter 68½ år med posttraumatisk stressyndrom er jeg min nysgerrighed dybt taknemmelig for den livsplatform, den har givet mig. Så selv om forundring er en never ending storry, så vil jeg prøve at bremse lidt op her og nu: Hvad er det så psykiatribrugerne har brug for?
Vi har brug for et samfund, hvor den rette hjælp til re-balancering er til stede i rette tid. Når og hvis ubalancer opstår. (Psykisk sygdom er en psykisk balance der er kommet i ubalance, derfor er det at finde årsagen til denne ubalance ved at afsøge helheden i den enkle persons personlighed, og ikke kun en del af personens personlighed, det der er brug for).
Så faktisk er vores mål at gøre jer arbejdsløse. MEN så længe vi ikke er bare i nærheden af den rummelige inkluderende samfundsmodel, så er vi glade for at I findes, så tak for at I er der alle I Patientrådgivere og Bistandsværger.
