På LAPs landsmøde 2010 blev der - i lighed med tidligere - afholdt minikonferencer om centrale emner for psykiatribrugerne. Et af emnerne i år var: Retspsykiatrien bag og uden for murene.

Det er et emne, der længe har haft LAP s bevågenhed. Det gælder både det, at der afsiges så mange behandlingsdomme for relativt små forseelser - primært under indlæggelsen - men også de betingelser, man byder den retspsykiatriske patient i behandlingssystemet.

Der har på det sidste været nogle artikler i LAP-bladet, der belyser, hvordan disse to forhold opleves på det personlige plan. Her kan man f.eks. læse Karl Bach Jensens artikel: Nej til kriminalisering (LAP-bladet 2009 nr. 4) og Ulla Asmussens artikel: Retspsykiatrien når den er værst (LAP-bladet 2010 nr. 1).

Konferencen blev indledt med oplæg fra Ulla og Inger-Liss. Der var derefter en livlig debat om såvel de mere principielle sider af emnet, som bidrag om mere personlige erfaringer. Man fik det indtryk, at lighed og retssikkerhed ikke var størrelser, der i særlig høj grad udmærkede den retspsykiatriske behandling. Tværtimod virkede det, som om praksis var meget afhængig af, på hvilken afdeling man nu lige var uheldig at blive placeret. Tilsvarende var der tilsyneladende forskel på de ressourcestærke patienter der ofte opnåede større friheder og fordel set i forhold til de mere svage patienter. Regler, teorier og så den praktiske virkelighed var ofte størrelser, der virkede temmelig langt fra hinanden. Det, der blev betegnet som konsekvens i behandling, kunne måske nogle gange lige så godt opfattes som brevstraf og indirekte tvang. Opdragelse gennem straf/belønning synes i visse tilfælde at være den bærende filosofi.

Problemet bliver naturligvis ikke mindre af, at hele området er meget komplekst, både administrativt, juridisk og behandlingsmæssigt. Ordningen med bistandsværger er måske heller ikke altid i praksis noget effektivt værn for patienten.

De afledte virkninger af behandlingsdomme - i form af sagsomkostninger og plettet straffeattest - var naturligvis også noget, der blot gjorde yderligere ondt både i økonomien og for de fremtidige jobmuligheder.

Det forhold, at den retspsykiatriske patient ikke fuldt ud er omfattet af psykiatriloven1, og at det er svært at få pressens bevågenhed over for denne patientgruppes problemer, gør, at der her er tale om en gruppe, der har det særligt vanskeligt.

Der var stor enighed om, at det var vigtigt, at man arbejdede målrettet og vedvarende videre for at henlede såvel pressens såvel som Folketingets § 71-udvalg og Ombudsmandens opmærksomhed på problemerne, og der blev i den anledning opfordret til, at man hos LAP forsøger at få dokumenteret så mange cases fra det virkelige liv som muligt. Skudsikker dokumentation er nøglen til forandring - og her har mange mulighed for at bidrage.

Den grundlæggede konklusion fra mødet kan nok bedst sammenfattes i et ønske om, at de retspsykiatriske patienters problemer er noget, som LAP fortsat bør arbejde indgående med.