I januar 2003 afslog jeg at gå med til idræt, med den begrundelse at jeg var psykisk syg. Nu syv år – og en meget omfattende recovery-proces senere – har jeg meget at takke IFS for, idet idrætten har været krumtappen i min udvikling.
IFS blev startet i 1996 ud fra en erkendelse af, at det kunne være svært for psykiatribrugere at begå sig i almindelige idrætsforeninger, ligesom det kunne være svært for de mange idrætsforeninger i Danmark at vide, hvordan de bedst skulle møde psykiatribrugerne.
Der er nu 40 idrætsforeninger for sindslidende i Danmark. De har idræt hver uge med forskellige aktiviteter. Derudover deltager de i lokale og regionale idrætsdage samt begivenheder på landsplan i IFS, læs mere her:
I januar hvert år er der muligheder for en skiferie i Norge. Marts byder på instruktør- og andre kurser på Vejle Idrætshøjskole. I maj er der Sund By Løbet i Fælledparken, København med mange hundrede deltagere. Foråret byder også på forskellige stævner, fx badminton i Holbæk og festival i Frederikssund. I starten af juli er der tre dages idrætsfestival, igen på Vejle Idrætshøjskole.
I september er der idrætsdag i Herlev/Ballerup, der som andre stævner har efterfølgende fest om aftenen.
I november har man mulighed for at deltage i en træningsuge på La Santa Sport, Lanzarote, som er den nordligste af Canarieøerne. Der kan man dyrke mange former for motion, og ikke mindst det sociale fællesskab.
Man kunne sige, at vi i IFS arbejder med: ANERKENDELSE, RESPEKT, VÆRDIGHED, INKLUSION OG SUNDHEDSFREMME. Inklusionsbegrebet betyder, at IFS forsøger at rumme alle deltagere – unge som gamle, syge som raske.
I IFS er mange lederkræfter uddannede indenfor idræt, fx er adskillige ledere fra Institut for Idræt fra Københavns Universitet. Ude i alle foreningerne deltager medarbejdere fra socialpsykiatrien, nogle på frivillig basis, og andre som lønnede medarbejdere.
De mange foreninger får forskellige offentlige tilskud, fx de såkaldte paragraf 18 midler. Ofte er kontingentet for medlemmer kun kr. 250 pr. halvår – det er da rørende billigt!
Men nu tilbage til januar 2003. Jeg kom alligevel i gang med idræt, først som udøver, og i fire år som formand for Idrætsforeningen Vikingerne, Frederikssund. Da jeg i 2008 afsluttede pædagoguddannelsen, var titlen på mit bachelor projekt: Recovery gennem idræt for sindslidende.
Nogle af konklusionerne på mit bachelor projekt: I IFS arbejder man med: HANDLING – RESPEKT – RECOVERY. I IFS er det i nu 14 år bevist, at IDRÆT GIVER ENERGI.
Så du inviteres hermed til at møde op til idræt, du vil blive budt hjertelig velkommen. Paraplyorganisationen er DAI = Dansk Arbejder Idrætsforbund. DAI’s hjemmeside er: www.dai-sport.dk