Jeg kommer lie´ fra Svendborg av – goddav, goddav goddav… - Disse markante ord stammer fra kendingsmelodien for revyfiguren – eller stand-upperen før der var noget der hed det - Eskild, som i sin tid blev gestaltet af skuespilleren Kai Løvring.

Men disse uforlignelige linjer kunne godt 120 gode mennesker også synge på vej hjem fra det 11. landsmøde i LAP´s historie forgangne maj. Eskild var fra Svendborg, men kom dog også til storbyen af og til. Han fortæller at første gang, han kom til Vesterport station, spurgte han hvor København lå. Da han fik svaret, udbrød han overrasket: Jeg vidste sgu da ikke at Køwenhavn lå på første sal…

Landsmødet er et mødested for psykiatribrugere fra hele landet. Muligvis kunne de ikke alle synge med i fortsættelsen af den lokalpatriotiske egnsvise: Her er der ingen kissejav - goddav, goddav, goddav...

Et landsmøde i LAP er nemlig den årlige generalforsamling i foreningen LAP, og der er en hel del af formelle ting, der skal igennem og for eksempel vedtages eller forkastes. Samtidig er det også det man kalder ”en social begivenhed” – altså ikke i den definition, som sociale myndigheder opfatter det. Men social begivenhed, som nogle forhåbentlig også uformelle, hyggelige, fordomsfrie og inspirerende dage. Svendborg er i forvejen en ganske hyggelig by, som ligger ved havet og har haft et tæt forhold til søens folk og andre skæve eksistenser. Her finder jeg det passende, at vi - foruden søens folk – også sender en hilsen til alle skæve eksistenser!
De længe leve…

Hvorfor være normal når det er langt sjovere at være original…

Det har Svendborg forstået, og byen har gennem årene taget en lang række kunstnere og LAP´s medlemmer til sig. Da LAP officielt blev stiftet, var det med udsigt til Tåsinge, hvor legendariske Elvira Madigan udlevede sin store og desværre sidste romance. I øjeblikket bor sangeren, sangskriveren og skuespilleren Michael Falch på Tåsinge. Han gjorde sidste år stor succes på Landsmødet, da han levende spillede og fortalte om sit forhold til psykiatrien og sit eget besværlige liv. Han har siden udsendt en helt ny cd og været eksalkoholiker og eksmand i den meget berømmede danske film ”Applaus”. Lige nu er han på en landsdækkende turné. Svendborg er en meget musisk by og flere musikere har boet eller bor der i øjeblikket.

En af dem er Mathilde, som begyndte sin karriere med at synge dansk fra højskolesangbogen og siden slog fast at ”Fyn er fin”. Hun er så berømt, at hun har fået en kakaomælk opkaldt efter sig! Det er der ikke mange, som kan bryste sig af. Kunstnere må ellers nøjes med højst modtage en Oscar, Bodil, Robert, Grammy eller blive riddere af Danneborg. Det sidste er nu ret få forundt, men der gik dog for nylig et ridderkors til jazzen i form af sangerinden Caroline Henderson.

Før i tiden har dramatikeren Bertold Brecht haft et eksil i Svendborg, som også har huset de fleste journalisters idol, den næsten ikoniske forfatter Tom Kristensen. Bertold Brecht brød sig dog ikke meget om Svendborg. Han var kommunist om en hals i den tid, hvor der var rigtig mange, som var det. Dog med måde. Da han boede i det daværende Østtyskland, var regeringen temmelig utilfreds med, hvordan befolkningen tænkte og gjorde. Brecht spurgte i et åbent brev: Når nu regeringen er så utilfreds med folket. Hvorfor udskifter den så ikke bare befolkningen?

Jeg tror mange regeringer - og i øvrigt bestyrelser - ofte i deres stille sind har tænkt de tanker – i det mindste i et ubevogtet og anonymt øjeblik. Jeg håber dog ikke at landsledelsen eller dirigenterne på Landsmødet har haft tilsvarende tanker i mere end 2 minutter ad gangen. Heldigvis lever demokratiet i LAP, selvom det er besværligt. Men det er dog stadig den bedste styreform - også i en forening. Hovedårsagen til, at Tom Kristensen stadig er et ikon for mange journalister, er at han selv var journalist og skrev romanen ”Hærværk”. Den handler om journalisten Jastrau, som arbejder/ drikker på en avis, der umiskendeligt minder om dagbladet Politiken. Han gennemlever ihærdigt og effektivt ”sin ret til at gå i hundene”. Arbejdsmetoden er fortrinsvis i form af øl, stærkere alkohol og damer.

Tom Kristensen var en skæv eksistens, og grunden til hans eksil i Svendborg var især, at det var så langt fra København som praktisk muligt. Tom Kristensen var helbredsmæssigt svækket af et langt liv som journalist og især alkohol. Hvis han skulle leve lidt længere, måtte han simpelthen langt væk fra drukmiljøet og stambordet. Hærværk er en slags bibel for de fleste journalister, særlig af den ældre årgang. Måske især dem der, som jeg, er medlem af gruppen sure gamle journalister. Da jeg i sin tid gik på Journalisthøjskolen i Århus i 1980, var ”Hærværk” stadig en rettesnor og et charmerende spejl at sole sig i. Dengang, må jeg indrømme, var jeg også udenfor det normale eller i al fald gængse…

Foruden at slide sig selv op i overarbejde og stressende arbejdstider, uindfriede ambitioner, de førnævnte beruselsesmidler druk og damer, er der endnu to af de væsentligste stimuli tilbage for et journalistisk selvbillede: spandevis af kaffe og cigaretter i anselige og selvantændende mængder.

Allerede her vil den vakse læser opdage, at det var i gamle dage – om det også var de gode gamle dage er op til enhver at fastslå. Jeg er selv kommet i det selskab, at jeg med min livserfaring og en alt for god hukommelse mener, at næsten alt var bedre i gamle dage. Det gælder dog mest omverdenen. Hvis det drejer sig om mig selv og hvordan jeg havde det, så havde jeg min bedste dage på Journalisthøjskolen og siden blev det værre…

Selvom jeg indrømmer at være anderledes – i bedste fald original, både i gode og mindre gode egenskaber, så var/er jeg i al fald forud for min tid. Jeg røg/ryger nemlig overhovedet ikke. Jeg drikker så godt som aldrig kaffe. Dog af og til i situationer, hvor det er af stor social betydning, som ved interviews, hvor det gælder om at være så meget på linje med den interviewede som muligt, for at få optimal tillid, fortrolighed og dermed mulighed for at komme tættere og dybere ind på hovedpersonen.

Når journalisteleverne hver morgen samledes i kantinen på Journalisthøjskolen, sad kvinder og mænd og pulsede en uendelig række af cigaretter og drak en syndflod af kaffe. Hver morgen havde kantinedamerne en nylavet kande varm chokolade parat til mig, som jeg i stedet nød i fulde drag. Det var endda langt før jeg vidste, at det også stimulerede serotoninbalancen i min hårdt prøvede hjerne. Chokolade er vist også et afrodisiakum – altså en slags fristelses- og elskovsmiddel. Den tidligere amerikanske udenrigsminister og dameven - Henry Kissinger, sagde engang i sin velmagtsperiode at ”magt er det stærkeste afrodisiakum”. Det har jeg nu lidt selv, men frivilligt, afsagt mig i en vis grad, da jeg i år fravalgte at lade mig genopstille til landsledelsen. Det var nu ærgerligt nok ikke fordi jeg oplevede magten i LAP som særlig afrodisisk.

Det var lidt om centrum for årets landsmøde, byen Svendborg - og hvad jeg kom i tanke om i den forbindelse…

Derfor blev der heller ikke denne gang plads til kommentarer fra sportsverdenen. Jeg bliver stadig bebrejdet, at vi i LAP-bladet ikke har noget sportstillæg. Så her er alligevel et lille bidrag fra sportens verden. Det blev råbt af den ene træner i håndboldkampen mellem Viborg og Odense: Der er kun en vej fremad – og det er frem!

Sig så ikke, at man ikke også kan blive klogere af sport…

Sidst, men ikke mindst et trøstens ord. Regeringen har flertal for en genoprettelsespakke, som alligevel friholder overførselsindkomsterne for fastfrysning, men rammer arbejdsløse, studerende og børnefamilier mere og andre mindre.

I Folketingets vandrehal står målet på væggen: ”Gud mildner luften for de klippede får”. - Og om ikke samme dag som det blev fremlagt, at temperaturen steg og det blev lidt varmere… Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi…

Hav det godt og pas nu rigtigt godt på jer selv!

KÆRLIGST MICHAEL