Vi har et ønske om, at man i fremtiden bliver langt mere tilbageholdende med at give livstidsdiagnoser og i højere grad betragter vores medlemmers tilstande som midlertidige ubalancer, der kan afbalanceres med de forskellige tiltag, der findes såvel i den etablerede behandlingspsykiatri, socialpsykiatrien, alternative behandlingstiltag, som personernes egne metoder til at genskabe egne resurser. Her er det vigtigt at blive inkluderet i normalsamfundet og ikke leve i parallelle verdener. Virksomt på denne vej kan være uddannelse, frivilligt eller lønnet arbejde.

Her til efteråret skal Folketinget foretage revision af lovgivningen vedr. førtidspension samt revision af fleksjob lovgivningen. 81% af unge under 30, der får førtidspension, har en psykisk lidelse. Mange oplever det at få førtidspension som at blive sat af, mens andre oplever det som en tiltrængt hvilepause efter at være kastet rundt i forskellige aktiverings- og afprøvningssystemer i årevis.

Rehabiliteringsydelse bliver bl.a. af LAP foreslået som alternativ til tidlig førtidspensionering. Rehabiliteringsydelse skal gives i en periode, hvor man forsøger at genvinde sin position i uddannelses-, arbejds- og samfundslivet.

Omvendt har andre ment, at problemet ikke er nuværende lovgivning, men at det er svært at bevæge sig væk fra de forskellige lovgivninger igen. Mennesker på førtidspension efter gammel ordning har mulighed for at sætte pensionen i bero, mens man prøver sig af i ordinær beskæftigelse. Det har folk på den nye førtidspension ikke. Det har mennesker i fleksjob heller ikke. Dvs. hvis man forsøger at gå fra passiv forsørgelse eller offentligt støttet arbejde til ustøttet ordinær beskæftigelse, lægger systemerne pt. hindringer i vejen.

Hvis man forsøger at klare ordinær førtidspensionbeskæftigelse men ikke klarer det, vil personer i fleksjob IGEN blive trukket igennem årevis af afprøvninger og test i lægefaglige systemer. Det samme gælder personer med førtidspension efter ny ordning. Der er ingen grund til at afprøve eller ændre andre typer af regelsæt, før de regler, der forhindrer folk i at forsøge at opnå ordinær beskæftigelse, er ændret.

Ændringen af det nugældende regelsæt bør ske ved, at man får skabt mere fleksibilitet, således at det er langt lettere at prøve kræfter med beskæftigelse på ordinære vilkår. Det er vel ikke regeringens mål at fastholde folk i passiv forsørgelse men snarere det modsatte?

For mennesker på førtidspension er det muligt at nedsætte sig som selvstændigt erhvervsdrivende, mens den mulighed ikke er der for mennesker visiteret til fleksjob. Medmindre man var selvstændig erhvervsdrivende på visiteringstidspunktet. IGEN en mærkelig regel, som det er svært at se nogen grund til. Den burde ændres, således at folk i stedet blev motiveret til at drive virksomhed. For nogle vil det være lettere at drive egen virksomhed, end at være ansat.

Arbejdsmarkedskommissionen er kommet med forskellige bud på en omstrukturering af fleksjobsystemet, som tyder på ændrede og forringede vilkår for mennesker i fleksjob. Specifikt opfordrer LAP politikerne til at se på, hvorvidt gældende regelsystem hindrer eller fremmer recovery. Hvordan laver man regelsæt, der understøtter en så let og smertefri vej fra førtidspension/fleksjob til ustøttet beskæftigelse?

Her indgår efteruddannelse og opkvalificering som et centralt punkt, da arbejdspladsernes tolerance hænger sammen med medarbejdernes kvalifikations- og kompetenceniveau, og hvor meget arbejdsgiveren kan tjene på den enkelte medarbejder. Ligesom stigmatisering og fordomme kan være med til at holde folk uden for arbejdsmarkedet. Undersøgelser viser, at mennesker med psykiske lidelser er den befolkningsgruppe, ansatte på virksomhederne MINDST har lyst til at være kollega med. Hvad hjælper det så, man er kommet sig, er velkvalificeret og parat til at tage fat, hvis kollegerne ikke har lyst til, man er der?

Der er afsat midler til en storstilet antistigmatiseringskampagne i den kommende tid. Via LAP’s tilknytning til Det Sociale Netværk kommer vi sammen med de øvrige bruger- og pårørendeorganisationer på området til at medvirke i kampagnen. Formentlig kommer det til at tage mange år at gøre samfundet og arbejdspladserne åbne og tilgængelige, så vi også kan være der!

Når vi i LAP deltager i styregrupper og projekter oplever vi ofte, at vores viden og resurser er efterspurgt. Psykiatrien bør åbent annoncere efter mennesker med erfaringer fra psykiatrien, som en ekstra kompetence.
Landsmøde
Sluttelig tak til de medlemmer, der dukkede op til årets landsmøde. Som sædvanlig var der en del uenighed, i år dog primært blandt Landsledelsesmedlemmerne internt. Landsledelsen skal i det kommende år se nærmere på strukturen for indsendelse af forslag. Landsmødet satte budgetmæssigt rammerne for det kommende års arbejde, ligesom landsmødet var med til at sætte rammerne for, hvad LL fremover bør arbejde mere med. Her var der specielt fokus på øgede aktiviteter på lokalt/regionalt niveau samt flere udadrettede medlemsaktiviteter.

MED VENLIG HILSEN
DET NYVALGTE FORRETNINGSUDVALG