Indledning

Tak for invitationen til jeres landsmøde. Jeg er meget glad for at stå her i dag. Det er altid godt for en socialminister at komme ud og tale med brugerne – både de nuværende og tidligere - og så har I - ud over at sætte taletid af til mig - også sat tid af til en efterfølgende debat. Det er vigtigt for mig, da vi står over for at skulle lave en ny psykiatriaftale til efteråret. Jeg glæder mig derfor meget til at få jeres input. Indsatsen for mennesker med en sindslidelse er en hjørnesten i regeringens socialpolitik, og det er et område, som jeg personligt har meget fokus på – ikke mindst på grund af min baggrund i sundhedspolitikken.

Det er helt afgørende, at vi sikrer, at sindslidende får den støtte og hjælp, de har behov for. Når man skal finde ud af hvilke behov sindslidende har, er det nærliggende at spørge dem selv. Ligesom vi siger, at kommunerne skal inddrage borgeren i den konkrete sagsbehandling, så gælder det selvfølgelig også for regeringen og landspolitikkerne på Christiansborg, at vi skal inddrage de berørte borgere i politikudviklingen.

Det betyder, at vi skal inddrage sindslidende i udviklingen af de relevante indsatser, de har behov for. Som konservativ socialminister er jeg garant for, at det sker på det sociale område og som repræsentant for regeringen, vil jeg gerne understrege, at det i øvrigt gælder alle områder af relevans for sindslidende.

Det er derfor godt, at sindslidende har et talerør som LAP. Og når de nu har et talerør, så er det godt, at dette talerør ikke er bange for at bide politikerne lidt i haserne. Vi har som politikere godt af at blive udfordrede i udviklingen af vores politik.

Dialog med brugerne er et vigtigt fundament i et velfungerende demokrati. Derfor mener jeg også, at jeres motto ”intet om os, uden os” er meget rammende. For det er jo jer, der selv er – eller har været - berørt af en sindslidelse, som sidder med den afgørende viden og erfaring til at kunne udvikle jeres eget liv. Jeg synes, at det er utrolig flot, at I gennem så mange år har sikret sindslidende en stemme.

Socialpsykiatrien

Den sociale indsats er en vigtig forudsætning for at skabe de nødvendige rammer om ”det hele liv”, hvor den enkelte har mulighed for at leve et liv på egne betingelser. Det vil sige muligheden for at have en bolig, en familie, et socialt netværk, få et arbejde og en uddannelse og ikke mindst opnå anerkendelse og respekt.

Derfor er det afgørende, at der ydes en individuel indsats for at løse den enkeltes problemer, frem for at ville tilpasse den enkelte til de løsningsmuligheder, der ligger først for. Det er vigtigt at finde den rette balance mellem på den ene side at yde støtte og omsorg og på den anden side at undgå at begrænse sindslidendes selvbestemmelse. Hvis vi fratager sindslidende deres selvbestemmelse, er vi blot med til at gøre mennesker passive. Det, der i virkeligheden er behov for, er en støtte, som skaber rammerne til at kunne tage ansvar for eget liv – at være herre i eget liv.

Så kommer vi til det spændende punkt. Nu sidder nogen af jer sikkert og tænker – det ville jeg i hvert fald gøre – om hende der den nye socialminister ikke kommer med nogen udmeldinger. Og jo – de kommer nu.

Det har jo nok ikke undgået nogens opmærksomhed, at den sociale indsats over for sindslidende er et af mine fokusområder.

Børn og unge

For det første vil jeg styrke den forebyggende indsats for børn og unge med psykiske vanskeligheder. Det er utroligt vigtigt, at vi bliver bedre til at spotte dem på et tidligt tidspunkt, før problemerne vokser dem over hovedet.

Det betyder, at vi skal styrke det opsøgende og kontaktskabende arbejde, dér hvor de unge befinder sig. I folkeskolen, på ungdomsuddannelser, uddannelsesinstitutioner og i fritidstilbud skal medarbejderne blive langt bedre til at få øje på de børn og unge, som har det svært og som er i risiko for at udvikle psykiske vanskeligheder.

Når vi har spottet dem, skal vi blive bedre til at give den nødvendige støtte, så de kan få et godt børne- og ungdomsliv på linje med deres venner og også sikre en efterfølgende støtte til en god start på voksenlivet.

Jeg vil se nærmere på, om kommunerne har de nødvendige værktøjer til at finde denne gruppe på et tidligt tidspunkt, og om kommunerne har de nødvendige screenings- og udredningsmetoder, der kan identificere de sociale problemer, så der kan iværksættes en målrettet indsats.

Tidlig og forebyggende indsats er en helt central forudsætning for at kunne leve op til princippet om mindste indgriben. Det gælder både for børn, unge og voksne. Der skal fokuseres på en tidlig indsats og arbejdes målrettet på at forebygge problemerne, før de opstår.

Sindslidende i centrum

For det andet vil jeg sætte den enkelte sindslidende i centrum. Det er ikke sindslidende, som skal tilpasses systemet. Det er systemet, som skal tilpasses den enkeltes behov. Det betyder, at vi skal tilpasse socialpsykiatrien, så den i højere grad er i stand til at støtte op om den livssituation man er i, med uddannelse, job, familie og netværk. Deri ligger, at udgangspunktet naturligvis må være egen bolig.
Her ved jeg godt, at med ophævelsen af institutionsbegrebet i 1998, så gjorde vi alle institutionslignende botilbud til borgerens eget hjem. Selv om vi fjernede institutionen som betegnelse, så har vi ikke formået at fjerne følelsen af institutionen. Jeg må erkende, at jeg er meget skeptisk over for, om det overhovedet kan lade sig gøre. Der skal nok mere til end en gang maling og en ny tilbygning.

Når det er sagt, så er det vigtigt at vedkende sig arv og gæld. Boligerne efter serviceloven var engang et moderne opgør med statshospitalerne og udtryk for en større integration i samfundet. Det er de så ikke længere. Men de er stadig hjem for mange sindslidende, som har boet der i mange år, og det skal de have lov til at fortsætte med – så længe de selv har lyst.

Udflytning skal - så vidt det er muligt - ske på borgerens egne præmisser. Men vi har eksempler på botilbud som er så utidssvarende, at de simpelt hen bliver nedlagt, så beboerne bliver nødt til at flytte ud. De tidligere beboere har naturligvis krav på genhusning og et nyt tilbud om bolig efter de gældende regler. Muligheden for at bo i egen bolig er helt central i den sociale indsats. Men det forudsætter, at der er den nødvendige bostøtte, som gør det muligt for den enkelte at skabe rammerne for et ansvar for eget liv. Det sikres ved, at sindslidende får støtte til at udvikle kompetencer til at håndtere de dagligdags udfordringer, som sindslidelsen medfører.

Akutte tilbud

Herudover skal der være adgang til akut hjælp, når sindslidende får det så dårligt, at der er behov for det. Denne opgave har traditionelt været varetaget af behandlingspsykiatrien, typisk via psykiatriske skadestuer.

Erfaringerne har vist, at der er behov for akutte sociale tilbud til sindslidende om støtte, rådgivning og omsorg uden for den normale åbningstid. Derfor har regeringen og satspuljepartierne med satspuljeaftalen for 2008, afsat midler til målrettede forsøg med akutte sociale tilbud til sindslidende.

I projekterne er der tre grundfunktioner:

• Akutte overnatningsmuligheder med tilknyttet rådgivningsfunktion
• Udgående teams
• Telefonrådgivning.

Formålet med initiativet er at sikre, at akutte sociale tilbud bidrager til øget tryghed og livskvalitet for mennesker med en sindslidelse og dermed giver den enkelte bedre muligheder for at fastholde egen bolig. På sigt skulle akutte sociale tilbud gerne sikre en mærkbar nedgang i indlæggelser og genindlæggelser.

Samarbejdet mellem social- og behandlingspsykiatrien

Når vi taler om at sætte sindslidende i centrum, kommer vi ikke uden om samspillet mellem behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien.

Socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien er indbyrdes afhængige forstået på den måde, at den ene har svært ved at eksistere uden den anden. Når sindslidende får det psykisk dårligt, bør der være let og lige adgang til behandlingspsykiatrien, og når sindslidende efterfølgende har fået det bedre, bør der være adgang til den fornødne sociale støtte i det omfang det måtte være nødvendigt. I overgangene mellem de to sektorer bør der ideelt set ske en udveksling af viden og information, som kvalificerer indsatsen. Alligevel er samarbejdet mellem de to sektorer en klassisk udfordring på området.

I dag arbejdes der efter stafetmodellen mellem socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien, hvilket skal sørge for, at patienterne først bliver sluppet af den ene instans, når den anden har taget over. Der er dog sindslidende, som oplever, at de bliver tabt af systemet. Derfor er der behov for, at der sker et større samspil mellem behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien.

Regeringen har sammen med satspuljepartierne med satspuljeaftalen 2010 afsat knap 820 mio. kr. over fire år til gennemførelse af en række målrettede initiativer til en styrket indsats for sindslidende på både sundhedsområdet og socialområdet. Heraf er der en række initiativer, der skal skabe mere sammenhængende og koordinerede forløb.

Integrerede forløb

Et af projekterne i handlingsplanen skal udvikle mere integrerede forløb mellem behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien. Der skal arbejdes med en fremskudt social indsats i behandlingspsykiatrien, så den sociale indsats allerede startes op under indlæggelsen. Samtidigt skal der udvikles nogle mere mobile behandlingstilbud, hvor selve den psykiatriske behandling i højere grad sker i tilknytning til, og i samarbejde med, den sociale indsats.

Målet er, at borgere med sindslidelser oplever overgange mellem sektorer som glidende og uproblematiske, og at der sker en større sammenhæng i indsatsen. Faktisk at man som borger ikke lægger mærke til, at der overhovedet er en overgang. Det er forventningen, at integrerede forløb på den måde i en række tilfælde vil betyde, at genindlæggelser i højere grad kan undgås.

Den gode udskrivning

Et andet projekt i handlingsplanen er ”Den gode udskrivning”. Regeringen ønsker i den sammenhæng, at der sættes fokus på det gode udskrivningsforløb. Det er afgørende, at man ved udskrivningen får sikret en koordineret indsats, som kommer hele vejen rundt om den sindslidendes situation og får sikret kontakten til de relevante myndigheder. Målet med projektet er at udvikle metoder og samarbejdsmodeller, som kommuner og regioner kan benytte for at sikre at udskrivning af sindslidende fra psykiatrisk behandling forløber hensigtsmæssigt.

Særforanstaltninger

Til sidst vil jeg gerne knytte et par kommentarer til den debat, der har været i medierne om særforanstaltninger. Udgangspunktet for regeringens politik på det sociale område er, at børn, unge og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer får den fornødne støtte, som kompenserer for deres problemer og forbedrer deres situation.

Indsatsen skal ske i overensstemmelse med og i respekt for borgerens selvbestemmelsesret. Det er IKKE regeringens politik at overmedicinere og låse borgerne inde på deres værelser. Jeg betragter det som en socialpolitisk og retssikkerhedspolitisk falliterklæring. Når vi taler om de særligt dyre særforanstaltninger, så er det vigtigt for mig at understrege, at recoverytilgangen også gælder denne gruppe. Det ER muligt for sindslidende med meget komplekse problemstillinger at få det bedre.

Det ER muligt at iværksætte målrettede sociale indsatser, som gør det muligt at forbedre den enkeltes situation. Særforanstaltninger må aldrig bare blive opbevaring. Vi ved, at det er muligt at gøre indsatsen overfor borgere med komplekse problemstillinger bedre. Nogle kommuner har positive erfaringer med at en målrettet social indsats og en fornuftig organisering kan gøre særforanstaltninger billigere, uden at det går ud over indhold og kvalitet.

Der er behov for at nyttiggøre denne viden, så andre kommuner kan gøre brug af den, ligesom der er behov for at se på, om indsatsen kan videreudvikles og kvaliteten forbedres yderligere samtidigt med, at omkostningerne så vidt det er muligt nedbringes.

Jeg har derfor iværksat en undersøgelse af omfanget af særforanstaltninger, kommunernes udfordringer på området samt gode eksempler fra praksis. Undersøgelsen er færdig i starten af september 2010 og så vil jeg vurdere om der er behov for at iværksætte nogle initiativer. De gode eksempler, som undersøgelsen afdækker, vil jeg sørge for, bliver gjort tilgængelige for alle kommuner.

Afslutning

Så vil jeg slutte af, så jeg kan nå at få en masse inspiration og input med mig hjem.

Jeg vil lige benytte lejligheden til endnu en gang at sige tak fordi jeg fik lov til at komme her i dag og tak for en hyggelig frokost. Jeg håber, I får nogle gode dage med en masse interessante indlæg og bud på, hvordan vi kan løse denne centrale samfundsudfordring. Jeg ser frem til at høre mere om resultaterne.

Tak for ordet.