Her i foråret var der en konference, der handlede om sindslidende og uddannelser. Man kom vidt omkring, kan man roligt sige, det kom især frem at samfundet gør meget for at hjælpe sindslidende til en uddannelse. Både på selve uddannelsen samt uden for selve uddannelses-institutionen. I hvert fald i Århus, hvor de fleste foredragsholdere kom fra. Foredragsholderne var både tidligere studerende samt lærere og støtte-personer. Et af hoved temaerne var, at man kan blive inkluderet i samfundet ved hjælp af en uddannelse (mange sindslidende føler sig jo ekskluderet af samfundet). Derfor var uddannelse så vigtigt. En af underviserne var fra universitetet i Århus, det kunne man godt høre, da han både var veltalende samt brugte mange ord, tilmed fremmedord. Han fortalte, at det ikke var nok at komme ind på universitetet, man skal også kunne være i det, altså få gavn af det. Han understregede, at der IKKE kan dispenseres fra lærings-målene. De sindslidende skal altså kunne opsamle viden, samt formidle den, lige så godt som raske.
For at man kan få hjælp af dem, skal man have ”hard core” diagnoser, der skal kunne diagnosticeres, så som Aspergers, borderline, tvangstanker og DAMP (meget urolig og opfarende opførsel), de studerende bliver derefter betegnet som studerende med særlige behov. De får støtte til at fungere på studiet ved hjælp af ting så som: Hvad kan være hensigtsmæssige ting? Hvordan får man struktur og overblik? Hvad er vigtigt? Hvad er detaljen? Filosoffen (som var hans profession på universitet) understregede tit, at de skal være lige så dygtige, som de raske, når de skal til eksamen. ”Ellers får vi Anders And eksamensbeviser” konkluderede han. Det kan være et problem for de studerende med særlige behov, som de jo hedder, at nå eksamenerne inden for den normerede tid, men han var ikke tilhænger af at de skulle have mere tid til det. Efterfølgende ude på arbejdsmarkedet får man heller ikke mere tid til at løse opgaverne. Så man skal altså ikke lave en slags parallel verden, altså en, hvor sindslidende studerer samt arbejder, men hvor de er dobbelt så lang tid om det. Grunden til at så mange vil studere, er at man skal være ung på den ”fede” måde, forstået på den måde, at dem man går op ad samt spejler sig i, de jo også studerer. Det er helt klart ”in” at være studerende som ung.
En bruger fortalte om sit studie samt mødet med arbejdsmarkedet. Han ville ikke have førtidspension, han ville ud blandt normale igen, som han sagde, så han tog en uddannelse. Han startede ved de efterfølgende job samtaler med at være åben om sin sygdom (sindslidelsen), det resulterede i at han ingen job fik. Den første job samtale, hvor han ikke sagde han var sindslidende, den resulterede i job. På den baggrund kan man konkludere at åbenhed ikke betaler sig, var hans ræsonnement. Hans sygdom udmønter sig i, at han ikke kan tåle stress og pres, det er noget han skal være opmærksom på.
Det var lidt af alt det gode, der kom frem på konferencen, hvor det altså også kom frem, at uddannelser, ikke er for alle sindslidende. Hvis man er syg, kan man ikke klare de krav som uddannelses-institutionen stiller. Man skal være sindslidende ”light” for at klare det. Når man er færdig skal man reelt opføre sig som og kunne klare de opgaver en rask kan, da det er det arbejdsmarkedet efterspørger. Ingen vil gå hos en tandlæge, der er dobbelt så lang tid om at lave huller, samt for lang tid om at lave den obligatoriske 1/2 års undersøgelse.
