Hallo LAP

Jeg behøver lidt hjælp, specielt fordi den tildelte patientrådgiver ikke har villet/kunnet yde mig nogen hjælp. Jeg har været tvangstilbageholdt, men er nu blevet udskrevet som følge af en indgåelse af vedlagte udskrivningsaftale. Min patientrådgiver vidste hverken, hvad en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan er, og ville derfor ikke rådgive mig. Så har jeg mere tiltro til jer. Han hentydede til noget, der hedder 3 + 3 x 3, som jeg udlægger som tvangsmedicinering i eget hjem. Kan i rådgive mig om, hvor jeg står.

Mvh. X



Svaret fra LAP:

Kære X.

Det du har indgået er en udskrivningsaftale, der gælder for en afgrænset periode. Det er for så vidt frivilligt, om man vil indgå en sådan aftale – men vil man ikke det, skal overlægen i stedet udarbejde en koordinationsplan med relevante myndigheder og instanser – f.eks. kommunen og egen læge – om opfølgningen.

Ud fra aftalen skal din egen læge kontaktes, hvis du ikke følger medicineringen. Han skal så i givet fald tage stilling til, om der er grundlag for en indlæggelse – evt. en tvangsindlæggelse. En sådan tvangsindlæggelse vil dog altid kræve, at du på helt sædvanlig vis opfylder psykiatrilovens betingelser for tvangsindlæggelse. Den psykiatriske afdeling kan altså ikke uden videre hente dig tilbage. Det patientrådgiveren omtaler, er, så vidt jeg kan se, de nye regler om såkaldt tvungen opfølgning – men det er der ikke tale om i dit tilfælde. Her er der blot indgået en almindelig udskrivningsaftale.

Tvungen opfølgning forudsætter, at en lang række betingelser er opfyldt – og skal være en direkte beslutning truffet af overlægen i forbindelse med udskrivningen. Denne afgørelse kan i givet fald påklages.

Tvungen opfølgning – der kun forudsættes benyttet i ganske få tilfælde – betyder heller ikke tvangsmedicinering i eget hjem. Tvungen opfølgning betyder alene, at den sædvanlige procedure for tvangsindlæggelse ikke skal følges, så patienten, hvis behandlingen efter udskrivningen ikke følges, kan hentes tilbage til sygehuset - evt. med tvang - til behandling.

Man kan læse lidt mere om henholdsvis udskrivningsaftaler og koordinationsplaner i bl.a. vejledning nr. 122 af 14. december 2006 – der findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Med venlig hilsen
Erik Olsen
Juridisk konsulent for LAP