Et indlæg i debatten omkring lykkepillerne.
I vinteren det Herrens år 1976 var jeg i mesterlære i en fotoforretning. Jeg er vild med at fotografere, mørkekammerarbejdet havde min store interesse og i forretningen solgte jeg film og indimellem et kamera. Jeg er ung og genert og de mange kunderelationer giver mig visse problemer. Jeg går til min læge og fortæller om min angst og han sender mig prompte til psykiater. Han kigger på mig og giver mig en recept på nogle Stesolid. Det er et kraftigt angstdæmpende stof i gruppen af benzodiazepiner. Jeg tager pillerne i pressede situationer. Det virker, jeg bliver dejligt sløv og ligeglad. Det går på bedste beskub, indtil det efterhånden langstrakte forbrug begynder at give mig problemer. Virkningen aftager, så jeg må tage flere piller, men jeg har stadig problemer med kundeserviceringen. Jeg bliver mere angst og vibrerer over tanken: måske er jeg psykisk syg? Jeg er sønderknust og går grædende til psykiateren, hvor jeg fortæller om ”ondt i maven-problemer”. Han siger: ”Tag nogle kiks”. Jeg fandt ud af, at nogle øl om aftenen gav mig ro. Begyndte at blive angst af tømmermændene, pilleforbruget steg igen, og det samme gjorde øllernes antal.
Her starter mit pille- og alkoholmisbrug for alvor. Jeg havde mistet troen på mig selv, fra at være et ungt menneske, der ellers havde set fortrøstningsfuldt på livets udfordringer. Kernen i mig var nedbrudt, jeg holdt mig oppe med alkohol under min efterfølgende gymnasieuddannelse. Derpå starter jeg op på psykologiuddannelsen i Århus, hvor min manglende tro på mig selv til sidst sender mig på et længere ophold på Risskov Psykiatriske Hospital. Jeg får ordineret et utal af beroligende medicin – igen benzodiazepiner. Jeg bliver rolig og føjelig og tager på idrætshøjskole - motion er jo godt for psykisk syge, som jeg af naturlige årsager efterhånden er overbevist om, jeg er.
Herefter går turen til min hjemegn, Svendborg. Jeg får stadig ”mirakelpillerne” og går til psykiater for at få flere. Han er en kærlig mand, som indlægger mig på en åben psykiatrisk afdeling. Her går det udefra set, ganske godt. Den ”syge” får flere piller, dyrker motion - det ser ud til at kuren virker. Jeg bliver udskrevet i 1996 med en ordentlig bunke piller.
Men pillernes virkning er svindende. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at pillerne højest bruges i 3 uger, ellers bliver man efterhånden narkoman. Jeg går efterfølgende til ”kontrol”, og da jeg synes virkningen aftager, får jeg uden tøven ordineret de ekstraordinært stærke Rohypnol, som jeg bare kan tage af. Jo, jeg har det fedt, sejler rundt på ligegyldighedens hav, er rolig og sådan, så fagkundskaben konstaterer god og helbredende effekt. Igen svinder virkningen af disse beroligende medikamenter, og jeg tyer til et stigende alkoholindtag. Som enhver kan se, er situationen uholdbar, og jeg bliver sat i en, indtil videre, vedvarende benzo-behandling.
Der er nu gået 20 år af mit misbrugsliv. Alkoholmisbruget kommer efterhånden helt ud af kontrol - jeg kæmper med skiftevis benzoindtag og derpå alkohol igen. Jeg er nu helt sikker på, at jeg er alvorligt psykisk syg. Dette måtte jo næsten så sikkert som Amen i kirken føre til øgede indlæggelser med afrusning til følge. Jeg giver dog ikke op og læser nu nordisk sprog og litteratur i Odense samtidig med et betragteligt misbrug. Jeg skal igen til afrusning og da lægestanden stadig har tiltro til deres mirakelpiller, får jeg et ordentligt ”skrald fra puljen” og der konstateres igen en gunstig virkning; manden er jo rolig. Det tror da Fanden. Efter 8 måneder bliver jeg igen udskrevet med et glas piller. Situationen er uholdbar og jeg drager hjem til Svendborg, går til lægen og får piller ad libitum.
Vi er nu fremme ved omkring år 2000. Jeg genoptager mit nu indlærte misbrugsmønster med piller og alkohol. Det bliver til et stigende antal afrusninger på psykiatrisk afdeling i Svendborg. Dvs. jeg får typisk 3-4 dage til at komme mig, får godt med dulmende medicin igen, igen. Ingen - og absolut ingen - er under al denne tumult kommet ind på, at det måske var disse piller, som efterhånden er blevet en angstkatalysator.
Foreningen SIND påbegynder på dette tidspunkt en række artikler med stærkt kritisk indhold om ”nationalmedicinens” bagside. Det preller tilsyneladende af på lægestanden, men samtidig er jeg blevet opmærksom på oprettelsen af foreningen ”Benzo-linien”, som giver et helt andet billede af pillerne. Jeg går til foredrag i PsykInfo og min mistanke til dette narkotikum (benzo) bliver mere end bekræftet. Det viser sig, at det som tommelfingerregel hænger sådan sammen, at lige så mange år man har fået pillerne, lige så mange måneder skal man på nedtrapning for at klare abstinenserne. – Vær så god at skylle!
Lægerne finder nu ud af, at der er noget galt, og med vanlig effektivitet udstedes der et dekret, der nærmest forbyder pillerne – på én gang! – Det skal jeg da love for, at jeg kom til at mærke. Medicinen blev fjernet med ét hug (det må man ikke – det kan føre både til selvmord og alvorlig alkoholisme og vise versa). Jeg blev tiltagende aggressiv over uretfærdigheden ved at være uden pillerne. Jeg vidste jo, at man ganske langsomt skulle trappes ud. Bl.a. var jeg til læge og forlangte de piller som systemet havde påduttet mig i en god sags tjeneste. Det endte med at politiet troppede op ved lægen og fik mig fjernet.
I mit tilfælde endte det dog med en solstrålehistorie. Nu uden de angstdæmpende piller opdagede jeg, at jeg blev fri af angsten. Her ét år efter mit totale ophør med benzodiazepiner er jeg - Gud ske tak og lov - blevet klar og følsom i sanserne som en fjortenårig.
Det er skønt igen virkelig at kunne føle solsortens vidunderlige fløjten, henføres af sangsvanernes nattetræk samt af nærværet med andre mennesker. Og jeg siger jer – det giver en glæde, et overskud og en handlekraft, som I måske ikke troede mulig.
Det var en lang rejse og min konklusion på denne skrivelse er, at jeg må appellere til lægestanden og politikerne om at fare frem med ansvarlighed og indlevelse over for de 10.000 og atter 10.000 afhængige, som nu skal skippe deres kære ”angstdæmpende” medicin. Man må vel alt i alt sige, at det var lægerne der startede mirakelmedicinens udbredelse. Og pas nu venligst på:
Lykkepillernes fremmarch skal nødigt ende i samme boldgade – det må jeg sige at jeg kan frygte. For mit eget vedkommende vil jeg tillade mig at fremføre, at jeg for et halvt år siden stoppede med alt det psykofarmaka og neuroleptika, jeg fik ved siden af - sådan for en ordens skyld! Førhen havde jeg en årlig apotekerregning på 20.000 kr. efter tilskuddet på de 85 % er fraregnet. I dag lyder regningen på 0,00 kr.
Næ, penge er ikke alt, men de er ikke så tossede at have - men det drejer sig jo om livet: Det hedder sig, at den der lever med angst, lever kun halvt. Jeg vil påstå, at jeg kun levede 10 %.
