Vi behøver rent faktisk ikke at kalde nogen ”psykisk sårbare” eller socialt handicappede. Vi er først og fremmest mennesker, der behøver at være i nogle sammenhænge, hvor vi anerkendes, som dem vi er. Hvorfor ikke se på os selv som mennesker? – Mennesker med behov, som vi søger at få opfyldt. Ord former det, de siger. Betegner man sig selv som ”psykisk sårbar”, har man selv bidraget til stigmatisering.

Hvorfor skal nogle mennesker gå ude i samfundet og være ”mærket” som ”psykisk sårbare”? Hvordan mon det føles at skulle troppe op på en arbejdsplads og omtale sig selv som ”psykisk sårbar” eller defi nere sig selv som psykosocialt handicappet? Det er på tide, at de såkaldte ”psykisk sårbare” ses som mennesker, der har nogle behov, der i virkeligheden bare skal anerkendes.

Lad være med at sygeliggøre mennesker, der ikke passer ind i det traditionelle arbejdsregi eller den traditionelle menneskeskabelon – men anerkend blot deres forskellighed og menneskelighed.

Hvorfor er det så svært at indse, at nogle mennesker bare ikke passer ind i ”one size” størrelsen? Jeg tror mennesker og samfundet vil være langt bedre tjent med at forholde sig til virkeligheden og gøre det, der virker.

Jeg tror på, at det har en virkning at anerkende menneskers behov og forskellighed – ikke som noget ”sygt”, men som noget, der skal ses som eksistentielt grundlæggende.

Samfundet har pludselig fundet ud af, at det er for dyrt at have nogle mennesker ”bundet” i en overførselsindkomst. Nu skal de partout hives ind under påstanden, at man kommer dem til undsætning. Vi har brug for ”psykisk sårbare”, er påstanden. Men mit spørgsmål går i retning af – hvordan brug for? Hvor og i hvilke jobs har man så tænkt sig, at disse såkaldte ”psykisk sårbare” skal fungere? Hvordan bliver de ”psykisk sårbares” arbejdsvilkår? Mon ikke de ”psykisk sårbare” kommer til at bestride jobs, som ingen andre gider at bestride? Hvilke rettigheder har de ”psykisk sårbare”, hvis de ryger ud af arbejdsmarkedet? Mon ikke de ”psykisk sårbare” kommer til for hundrede og syttende gang at erfare at være i sammenhænge, hvor de atter bliver betragtet som andenrangs mennesker? Og hvor godt er det nu lige? Jeg efterlyser en nytænkning, der tager højde for, at der ikke iværksættes nogle smarte hovsa løsninger, som udadtil ser godt ud. At man virkelig får fat i at inkludere mennesker på en værdig måde, der afstigmatiserer. ”Hjemløshed er et udtryk for et samfund, der ikke formår at skabe tilbud, som den enkelte har brug for” (Brandt – 1992). Jeg vil tilføje – lediggang er udtryk for et samfund, der ikke formår, at skabe tilbud, som den enkelte har brug for. Jeg synes, vi har brug for at se på, at det at bidrage til fællesskabet ikke udelukkende bør betragtes ud fra, hvor funktionsdygtige vi er.

Men at vi som mennesker er interessebårne og ofte ikke får lov til at virke ud fra, hvad vi rent faktisk er gode til. For mig at se, går der rigtig mange ressourcer til spilde ved ikke at tage højde for sidstnævnte. Jeg mener, at det er vigtigt at bidrage med noget til andre og til samfundet. Vi har alle behov for at fi nde mening og formål med vores liv. Man kan også vælge at betragte en psykisk ubalance, som en slags afbrudt forbindelse til sig selv og omgivelserne. Det drejer sig derfor om at genoprette balancen og forbindelsen.

Så opgaven er, blandt andet at finde frem til, hvordan vi kommer til at føle os nyttige, ønskede og uundværlige. Det er afgørende at fi nde frem til, hvordan vi som mennesker kommer til at føle os forbundet med et formål og en mening i livet og at se lidelse som en del af menneskets eksistensvilkår. Plus – fokus på en bedre forståelse og indsigt i egne behov, problemer og handlemuligheder. – Få en indsigt i, at bag etiketten/diagnosen kan der skjule sig sociale og psykologiske problemer, som grundlæggende er almen menneskelige.

Måske kunne man gå så langt, at det ville være relevant at udtrykke: ”Jeg vil ikke gøres til noget negativt særligt, for at få lov til at være i denne tilværelse. Jeg har ret til at være menneske. Jeg har ret til at opfattes som et menneske med helt almindelige menneskelige behov”.

Vi skal blive gode til at spotte, hvad vi har at byde på. At vores negative overbevisninger – ”skulle jeg have noget at byde på” - erstattes. Gøre op med mistilliden til os selv. Udvide vores forståelse af, hvem og hvad der er nyttigt og brugbart. Der er masser af ”huller” i tilværelsen og samfundet. Der er meget, som venter på at blive opdaget og set. Det handler om at fi nde ind til, hvad man er god til. Hvad brænder man for? Tænke i – hvad kan glæde én selv og andre? Det handler også om at tænke utraditionelt. Jeg synes, vi skal begynde at se på os selv med nye øjne. Udtrykket ”kantzonens kraft” er hentet fra biologi – og reklameverdenen. Her har man fundet frem til, at når arter forandrer sig, sker det oftest i udkanten. Fordi her er det muligt at udfolde sig – uden at skulle følge normer og regler. Her er det muligt at gøre op med det, som er udtjent og i stedet komme med nye ideer. Hvorfor ikke betragte os selv på kant med det vedtagne? Hvorfor ikke opfatte os selv som medborgere, der også rummer ”kantzonens kraft”?