LAP har nu eksisteret i 12 år, vi er med andre ord startet på det 13. år, og det er måske netop her hvor teenager-alderens mange frustrationer starter.
Den 15. – 17. april havde vi det 12. ordinære landsmøde, som igen i år blev holdt på Hotel Svendborg. Der deltog, som der plejer, omkring 100 medlemmer, og der var som sædvanligt en god og til tider en hed debat. Der var mange, der gerne ville have ordet, og alle var ikke altid lige enige. Men vi blev enige og fik vedtaget et handlingsprogram og et budget for 2012. LAP-prisen blev uddelt til hele 4 personer: 2 eksterne, nemlig forfatterne til tv serien Lykke og til 2 LAP-medlemmer, som havde deltaget i Landskampagnen. Det er vigtigt at vi påskønner aktive medlemmers indsats, sådan at andre måske også kan få lyst til at give den en skalle for vores gode forening - så tillykke med det!
Der var landsledelsesmedlemmer, som var på valg, og der var nogle der blev nyvalgt. Derfor velkommen til Preben fra Århus, Thoridt fra Horsens og Erik fra Roskilde.
Der blev også lavet nogle nye arbejdsgrupper på dette landsmøde (se hvilke andet sted i bladet), og det var meget glædeligt, at der var rigtigt mange, der stillede sig under fanen til disse arbejdsgrupper, efter at vi har haft et år, hvor der ikke har været den helt store aktivitet.
Landsmødet var præget en del af, at vi havde valgt helt nye dirigenter, der var helt uafhængige af Landsforeningen og uden forhåndskendskab til LAP eller til vores medlemsskare. Det havde nogle fordele ....men i høj grad også nogle ulemper. Totalt set må vi blot sige, at vi skal nok kigge os omkring efter en helt anden løsning, end hvad der tidligere er prøvet, til næste års dirigent-emner.
Inden næste blad bliver der Brugernes Bazar i Odense den 24. august. Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, der plejer at være populær blandt vores medlemmer. Vi i LAP har en bod ligesom de andre foreninger. Togbilletter til Odense kan rekvireres fra vores sekretariat.
Vores egen sommerlejr løber af stablen her sidst i juli, og det er den 7. sommerlejr, vi afholder. En sommerlejr hvor der er rig mulighed for at stifte nye bekendtskaber, deltage i udflugter eller bare slappe af og hygge sig.
Vi skal i LAP’s landsledelse arbejde med at udmønte det vedtagne handlingsprogram i en aktivitetsplan. Og samtidig skal vi holde meget øje med, hvor samfundet bevæger sig hen. Hvilke områder har vi mod på og energi til at påvirke, demonstrere imod eller protestere over? På hvilke områder finder vi det værd at samarbejde for dermed at få skabt de resultater, som vi ønsker til glæde for medlemmerne af LAP. I Region hovedstaden har et samarbejde på tværs af foreningerne og Psykiatrivirksomheden netop skabt en udskrivningsguide, som muligvis kan gå hen at blive et unikt redskab for den enkelte patient i udskrivningsfasen.
LAP’s kampagne om medicinrelaterede dødsfald i psykiatrien har fået endnu mere aktualitet, nu hvor det er kommet frem, at fostre kan skades af moderens indtag af lykkepiller i graviditetsperioden.
Mange af vores medlemmer vil opleve konsekvenserne af besparelser i kommunerne. I øjeblikket er kommunerne meget opfindsomme i deres iver efter at spare, og dette går i meget høj grad ud over vores medlemmer. Nogle af kommunerne er så kreative, at man tilsidesætter lovgivningen og borgernes retssikkerhed, vi kæmper med det, og vil meget gerne også høre fra jer, der hvor I oplever, at det sker. Vi skal jo huske, at vi alle skal overholde loven, og det samme må vel gælde kommuner og regioner!
Den økonomiske politik, som føres på vores område såvel af finansministeriet som af regioner og kommuner, understøtter desværre den ensidige tro på, at psykiske problematikker kan løses bedst med medicin. Uanset at medicinen bliver dyrere og dyrere, samtidig med at flere og flere læger påpeger, at virkningen af medicin er ringe. Ca. 70 % får det enten dårligere eller oplever ingen forbedringer på medicinsk behandling på det mellemlange sigt. På det lange sigt opleves en forkortning af psykiatribrugeres liv med ca. 20 år og en øget dødelighed blandt unge medicinbrugere.
Som en del af det såkaldte 2020 forlig kommer der til at ske en stor besparelse og forringelse ved fremtidige tildelinger af fl eksjob, med en ringere afl ønning og et løbende pres på den enkelte om at øge sin arbejdsevne. Regeringens forslag om næsten at afskaff e muligheden for at få tildelt førtidspension, hvis man er under 40, er lige nu stillet i bero. Vi vil i LAP følge udviklingen på det område og sammen med andre interessenter arbejde for, at de påtænkte udviklingsforløb bliver kædet sammen med en rimelig økonomisk ydelse, og at forløbene ikke kommer til at medføre krav om at indtage psykiatrisk medicin.
Lige nu ses der en tendens til, at de nye projekter, der ydes støtte til fra staten, meget drejer sig om samarbejde mellem de forskellige sektorer. Men i iveren for at få gode ideer og forsøge at sikre, at vi som borgere ikke falder igennem mellem 2 stole, har man desværre fl ere steder glemt, hvor vigtigt det er at have repræsentation fra bruger- og pårørende-organisationerne med som aktive i processen, således at man kan sikre en større succes.
Det vil i det hele taget være ønskeligt, at der bliver lyttet mere til os brugere og vores ideer om nye tiltag, samt at tiltag for hjælp til selvhjælp får øget energi og økonomi.
God sommer til jer alle
Forretningsudvalget