Historisk set er vi psykisk syge i lige linje i slægt med shamaner, narre, pjalteproletarer, landsbytosser og andre outsidere. Michel Foucault har givet en ganske god beskrivelse af os i sin doktordisputats: Galskabens historie.
Vi befinder os stuvet af vejen i institutioner, hospitaler, væresteder og andre særlige reservater i samfundet, hvor vi ikke er i vejen for udviklingen. Mange af os har en udpræget interesse for kunst, specielt musik, maleri og poesi. Decideret lønarbejde dur vi ikke til, vores interesser er hovedsageligt lystbetinget, det mere pligtbetonede er vi ikke så gode til. Det med at komme op om morgenen og passe et arbejde har vi p.g.a. vores sygdom svært ved. Mange af os har et positivt forhold til naturfolk som indianere, aboriginals, eskimoer, samer osv., da de er outsidere ligesom os. Deres sorgløse og afslappede livsform tiltaler os. Hvad vi ikke når i dag, når vi i morgen. Karriereræs er vi ligeglade med, men en nogenlunde ordentlig pension vil vi godt have.
Vores syn på verden er ganske fredeligt, vi ønsker alle medmennesker det godt, og vi selv har det ganske fint med at være i fred med vores sygdom.
Når vi betragter verden, som den ser ud i dag, har vi svært ved at se hvorfor ”normale” mennesker stemmer på ledere som Putin, lederne i Kina, Mugabe, lederne i Burma, Nordkorea, Iran osv. Det undrer os meget, og vi flygter længere ind i sindssygdommen for at komme væk i en helvedes fart.
Vi stemples som farlige, og under 2. verdenskrig blev vi gasset af tyskerne. ”Arierne” kunne ikke lide os, men vi er som før sagt ganske fredelige, bare vi får lov til at gå i fred med vores fantasier, stemmer, mærkelige tøj og underlige ideer.
Vores underlige adfærd fylder i kilometervis af journaler på utallige sindssygehospitaler, og vores skøre ideer har givet arbejde til et hav af psykiatere. Vi skal for alt i verden gøres ”normale”, samfundet kan ikke bruge vores skæve eksistens, den er der ikke rigtig plads til. Vi prøver stilfærdigt at gøre opmærksom på vores specielle livsstil igennem forskellige galebevægelser, men vi taler som regel for døve øren. Vores fantasier bekæmpes med alle slags kemiske midler, bevares nogle gange går vi for vidt, og det kan være nødvendigt med psykofarmaka i en periode.
Vi ved godt, at vi ikke er helt normale, men hvis samfundet vurderes i forhold til, hvordan det behandler sine afvigere, så behandles vi som et nødvendigt onde. Måske kunne samfundet lære lidt af vores specielle livsstil, vi synes selv at vi er temmelig tolerante. I stedet for at stemple os, så nyd mangfoldigheden blandt menneskeheden.
