Psykiatrien bliver ikke mindre, for der bliver flere og flere syge.

Af en eller anden grund bliver Danmark, verdens lykkeligste og trygge land, til et stort værested. Vi bliver flere og flere - os med dysfunktioner og psykiske problemer. Psykiatrien, den lægevidenskabelige tilgang, bliver den metode, man bruger, når problemer i familien, i samfundet eller med økonomien skal løses. Har det noget at gøre med vores grænseløse terapeutiske kultur? Eller har det noget at gøre med, at de kompetencer, vi lærer som børn, ikke gælder længere, når samfundet udvikler sig med rivende hast?

Flere og flere har problemer med identitet, og flere og flere får en diagnose, der fortæller om en personlighed, der ikke fungerer optimalt.

Forestil dig et menneske, der har svært ved at fungere socialt. Vi bliver fortalt om det prisværdige naturlige menneske, men sandheden er, at der er mange sociale spilleregler at lære at kende, før man kan begå sig. Kan det ikke danne en splittelse mellem det roste jeg og det jeg, som er svært at goutere, fordi det naturlige jeg ikke altid er det mest hensigtsmæssige?

Har man som menneske svært ved at forstå sine grænser, er det ikke altid hensigtsmæssigt at gå til en terapeut, der opfordrer dig til at sidde og fortælle løs. Det kan være svært og måske grænseoverskridende for en terapeut at skulle opdrage et voksent menneske på ny, men ofte er det her hunden ligger begravet. Det er ikke et spørgsmål om at fortælle om sine hemmeligheder, det er et spørgsmål om at lære at lukke i og fortrænge.

Men det er sådan vi lærer reglerne i det psykiatriske og terapeutiske system. Vi bliver mere og mere grænseløse og får større og større behov for angstdæmpende medicin, fordi det kan være angstprovokerende at skulle fortælle om sine hemmeligheder til læger og sygeplejersker, der ofte er nye fra gang til gang, og som ikke har de terapeutiske redskaber, der skal til for at lukke grænserne igen, når de først er blevet åbnet. Man kan føle, at man udleverer sig og får svært ved at skelne. Hvornår er jeg ærlig, hvornår er jeg udleverende og hvornår er mit projekt et selvpromoverende projekt, der bare hævder sig på andres og måske en elsket persons bekostning?

Personligheden bliver flov og forstår ikke hvorfor. Måske er det fordi den personlige stolthed forsvinder med det åbne og grænseløse terapeutiske projekt, i hvilket man føler sig udleveret og udleverende og nærmest transparent i forhold til sin personlighed. Man er forsvarsløs overfor de hemmeligheder, man har udleveret til en anden og føler sig ikke sikker på om ens hemmeligheder er i gode hænder.

Måske skulle samfundet kigge indad og prøve at forstå årsagen til de mange med en dysfunktion. Kan årsagen ligge i kravet om effektivitet og innovation og den stadige længsel efter mere? Kunne man forestille sig, at behovet for stadig vækst sker på bekostning af nogle andre værdier, fx en værdi i nærhed, i mindre effektivitet og måske en værdi i at beholde en hemmelighed?

Med venlig hilsen
Terkel Winther