I sidste nummer af dette blad havde Carsten Ploug Olsen et indlæg med titlen "Hvad er psykose?" hvor han ud fra egne erfaringer konkluderer, at "det ikke er Gud eller Fanden, der kæmper i mig, men derimod godt og ondt i mig selv." Uden på nogen måde at stille spørgsmål ved det, Carsten Ploug er kommet frem til, vil jeg dog hævde, at det ikke er muligt at udtale sig generelt om, hvad det er, der i en psykose får sindslidende til at tro, at de er Gud eller Fanden. Efter min opfattelse er det, der fører frem til en sådan vrangforestilling, en tilfældighed, der afhænger af den aktuelle situation, som den sindslidende befinder sig i, men som i øvrigt bygger på en fuldstændig rationel logik.

Når resultatet alligevel bliver en vrangforestilling, skyldes det alene, at præmisserne er fejlagtige. I foråret 1989 var jeg for fjerde gang i løbet af godt et år indlagt på lukket afdeling på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Jeg var dybt psykotisk, men lå heldigvis på enestue, hvad der dog ikke var i stand til at dæmpe alle de uhyggelige lyde fra de andre stuer og fra hospitalsgangen. Pludselig en dag hørte jeg musik fra stuen ved siden af. Den melodi der lød var Belinda Carlisles "True Heaven is a Place on Earth" . Den gav mig stof til eftertanke, for var det ikke rigtigt hvad der blev sunget? Vor pragtfulde jord må selvfølgelig et eller andet sted også være der, hvor Gud og englene befinder sig.Men det førte til et yderligere problem, nemlig hvor Paradis lå og hvor Gud var at finde. Efter en vis tid fandt jeg ud af, at Danmark måtte være Paradis. Godt nok er der mange smukke steder på vor klode, men Danmark er trods alt det smukkeste. Det måtte igen betyde, at Gud måtte være min Far, for ingen var mere asketisk og retfærdig end ham. Og som den ældste søn måtte jeg derfor være Kristus.

For en rask person vil denne konklusion naturligvis være forrykt, ligesom det er let at se, at det er de gentagne præmisser, der er årsag til miseren, mens logikken er i orden. Interessant nok var det de efterfølgende ræsonnementer, der gradvist førte til en falsifikation af påstanden "Jeg er Kristus". I mit tilfælde skete det ved, at jeg hørte nogle hamrelyde på afdelingen, hvad jeg tolkede sådan, at de var i færd med at lave korset. Men da dagene gik, uden at jeg blev korsfæstet, og jeg samtidig måtte erkende, jeg var et syndigt menneske, der heller ikke kunne lave mirakler, så kunne jeg ikke være Kristus. Det er helt i overensstemmelse med, hvad den engelske filosof Karl Popper hævder, nemlig at det er via falsifikation, at man generelt bliver ført frem til mindre falsk og mere sand erkendelse.

Min konklusion må derfor være, at mens det er de fejlagtige "verifikationer", der fører den sindslidende til vrangforestillingerne, så er den måde, hvorpå vi slipper af med dem igen, Karl Poppers falsifikationisme. Det sker normalt ubevidst og er samtidig udtryk for, at selvom vi under psykosen er gale mennesker, så fungerer de basale erkendelsesmæssige mekanismer i vor hjerne stadigvæk. Vi indeholder heldigvis kimen til at blive raske igen.