Jeg har et par kommentarer til det medlemsblad, jeg modtog med posten i dag.

1. Kommentar til artiklen: ”Tvang eller medmenneskelighed”

Det er nok en udmærket artikel, på den måde, at det uden tvivl er noget, der skal gøres noget ved. Men når denne artikel skrives, glemmer man ganske os andre, der efter mange tvangsindlagtes øjne, har haft et meget lettere sygdomsforløb og ikke har været udsat for tvangsmedicinering - dette er imidlertid ikke altid sandt. Når man kommer/ kom på lukket afdeling, fik man i det mindste for det meste en enestue eller en lille stue at være på (i hvert fald gennem mange år). Og så det med tvangsmedicinering. Jeg har været indlagt i alt 30 - 40 gange, og det vel at mærke lange indlæggelser, de fleste af måneders varighed. Og så kommer det værste, jeg har under disse indlæggelser for få år tilbage ligget i 5. seng på en firesengsstue. Der blev man anbragt, fordi man var så nem og ikke lavede postyr eller vrøvl. Det gjorde jeg ikke bl.a. fordi jeg var så syg og fik så meget medicin.

I det meste af min sygdomsperiode fik jeg et eller flere præparater i en dosis, der lå langt over max. dosis, hvilket, efter oplysninger jeg senere har fået, kun giver bivirkninger (og dem har jeg haft mange og mange svære af). En af disse bivirkninger var, at jeg kom til at sidde som en zombi og i perioder var ude af stand til at sige ret meget på grund af denne overmedicinering, og så skete der jo det allerværste, lægerne mente, at den eneste løsning var at få mere medicin, uden nogensinde at have oplyst, at jeg i forvejen fik langt over max. doser. Jeg fik at vide, at jeg selv sagde ja til denne medicinering, men det gjorde jeg ikke, jeg var blot ikke i stand til at sige nej. Når man ikke kan det, er det i psykiatrien det samme som at sige ja. Mon ikke dette også er tvangsmedicinering, der kræver, at man tager problemet op på samme plan, som den der foregår på lukket afdeling? Når jeg lå der i femtesengen, har jeg blandt andet genoplevet de værste traumer, man kan forestille sig. Det er først rigtigt gået op for mig, hvad der er sket, efter jeg selv gennem godt et år har betalt dyr psykologhjælp.

Efter et år og en måned blev jeg af min psykolog erklæret rask og havde på dette tidspunkt, nogle måneder tilbage, arbejdet mig ud af al psykiatri-medicin. Jeg føler mig tvangsbehandlet og -medicineret af et system, der slet ikke ser de reelle muligheder, der er for helbredelse - dette system har holdt mig i medicinens spændetrøje i 30 år, og ingen lyttede, når jeg forsøgte at sige fra. Tag dette problem med, når I skriver om tvang, for her er der måske endnu flere, der er ramt, end de der ender på lukket afdeling. Derfor mener jeg, det er vigtigt at tage begge grupper med. Lad så være med at sammenligne hele tiden, der er mange tilfældigheder, der afgør, om man er på åben eller lukket afdeling - og som min psykolog siger: ” man skal aldrig sammenligne, det kommer der sjældent noget godt ud af.”

2. Kommentar til artiklen: Bliver sindslidende diskrimineret?

Her vil jeg ikke holde med forfatteren. Jeg ved godt, at man kan sige, at når man f.eks. ikke kan købe en lejlighed til en million, så er det, fordi man ikke har pengene. Sandt nok, men hvorfor har man ikke pengene? Jeg var i gang med en uddannelse, der havde givet mig udsigt til en livsløn af en helt anden størrelse end min pension (omkring 1985, da jeg gik der, var det ikke unormalt at begynde med en løn på 25.000 - 30.000 pr. måned). Jeg stoppede ikke på grund af manglende evner (lå i den allerbedste del af holdet), men måtte stoppe af psykiske årsager.

Jeg ser tilbage på et psykiatrisystem, der blot har proppet mig med medicin i enorme mængder (langt over max. doser det meste af tiden). Havde man blot givet mig muligheder for ordentlig psykologhjælp på et tidligere tidspunkt, end her hvor det gik op for mig sent i livet, hvad hele min problematik handlede om, og hvor jeg med egenbetalt terapi hos psykolog fik et bedre liv på lige godt et år.

Desuden har jeg ofte i offentlige sammenhænge været udsat for diskriminering, jeg har nemlig ikke været bange for at sige, at jeg også var psykiatrisk patient, samtidig med jeg selvfølgelig er et ganske almindeligt menneske. Men når jeg først har sagt det, har jeg gang på gang set en hovedrysten hos mange, både offentligt ansatte og mennesker i almindeligt arbejde. Og uanset, hvad du påstår i din artikel, så ved jeg, også fra mit liv før psykiatrien, at jeg bl.a. er god til at argumentere for min sag, måske så god at jeg kan køre mange ned, derfor er det jo lettere at ryste på hovedet, eller sige, at det ikke er rigtigt, det jeg siger, fordi jeg er psykisk syg. Jeg har også i min tid siddet som bisidder, ofte fordi den, jeg sad ved, selv havde valgt mig. Men hvor har jeg mange gange oplevet en sådan overlegenhed fra f. eks. sagsbehandleres side og en talen ned til den psykisk syge, nogle gange som om vedkommende var retarderet.

Jeg har også, ved somatisk sygdom, oplevet læger sige: jamen du kan måske godt forstå, hvad jeg siger, selvom du er psykisk syg? Og så taler de alligevel mest til den person, jeg nu har med mig til samtalen. Og der stod i papirerne, at jeg var velkommen til at tage en med. Sådan bliver man ikke behandlet ved somatisk sygdom, selvom man har kræft og er dødssyg, taler lægerne alligevel til den syge. Og her kunne jeg blive ved, men det gør jeg ikke - dette skulle være nok til at give syn for sagen.

3. Kommentar til artiklen: handlingsprogrammet.

Jeg savner en meget væsentlig ting, nemlig at prioritere muligheden for psykologhjælp for alle os med svære diagnoser (min: skizofreni med svære psykoser), når jeg kunne erklæres rask efter 13 måneders psykologterapi, og komme ud af al psykiatrimedicin inden denne periode var gået. Havde jeg fået denne rette hjælp tidligere i mit behandlingforløb, havde jeg haft et arbejde, og et godt arbejde for mange år siden. Jeg synes også, der skulle stilles spørgsmål ved måden, man diagnosticerer på i psykiatrien. Jeg fik hurtigt diagnosen skizofreni, fordi jeg var psykotisk i så og så lang en periode. Men min psykolog, sagde meget hurtigt til mig, at jeg havde diagnosen PTSD, som også giver psykoser i mange tilfælde. Netop fordi dybt traumatiserede mennesker ofte ikke kan gøre andet end at flygte ind i psykosen, når livet har været sådan ved en. Det er da en problematik, der burde tages op.

Det var mine kommentarer i hvert tilfælde i første omgang. Så lige en kommentar til, hvorfor jeg ikke kommer til landsmøderne. Jeg har simpelthen ikke råd, for jeg er nødt til at bruge hver en krone, jeg har, til mad (her har jeg fået så meget fødemiddelallergi, nok af den megen medicin, jeg er ”fodret” med gennem så mange år, så kosten er dyr), husleje og så terapi. Jeg bruger også holistisk og homøopatisk terapi, med god virkning. Det fordi jeg gennem mange års sygdom har oparbejdet overfølsomhed overfor det meste lægeordinerede medicin, og også har en del fysiske skavanker, der kræver behandling, plus selvfølgelig en del psykologhjælp, som der heller ikke gives tilskud til. Derfor har jeg ingen penge, når dette er betalt.

Til sidst: min historie er egentlig en solstrålehistorie, men når jeg møder folk fra LAP, har jeg ofte fået kommentarerne: det er da helt i orden, man selv skal betale for psykologhjælp, og jeg har ikke prøvet nær så meget, som de selv har. Det kan jeg ikke bruge til noget. Derfor får I nok heller ikke min historie, jeg kræver nemlig respekt for mig og mit liv, for at dele det med jer.

Venlig hilsen
Ingelise Hansen, Vejle (LAP-medlem)

INFO

Redaktionen skal bemærke, at det stå vores medlemmer frit for at vælge, om de vil med til LAP landsmøderne eller ej. Men at det er økonomien, der afgør det, kan ikke passe! Alle, også medlemmer af landsledelsen, skal betale et mindre beløb: 200,00 kr., der dækker transport, overnatning, mad og drikkelse, hvilket vel ikke kan gøres billigere hjemme hos en selv.

Det har altid været et bevidst valg fra LAP’s side, at rent økonomisk skal ingen medlemmer udelukkes fra at deltage i vores landsmøder, og sådan vil det også være i fremtiden!

Redaktionen