Vi holder med Kina – Kina skal man ikke grin´ a. Kineserne har et gammelt ordsprog, som siger at lykkelig er den, som lever i interessante tider. Set fra den synsvinkel må vi alle være lykkelige. Siden sidst har Danmark haft det første besøg af et kinesisk statsoverhoved overhovedet. Hu hed han. Besøget udmøntede sig efter forlydender i medierne i 5000 flere arbejdspladser, til gengæld fik Folketingets formand ikke tid til at tale menneskerettigheder. Selv ikke formand Mao besøgte os, selvom han sad længe som førstemand. ”Vi” har dog besøgt ham i sin tid med vores daværende førstemand Poul Hartling. Selvom formand Mao var temmelig gammel og efter sigende tiltagende senil, fik Hartling ikke desto mindre ”en samtale på højt intellektuelt niveau”. Det var der en del der lo af den sommer. Jeg synes, at vi på godt og ikke mindst på mindre godt lever i interessante tider i Danmark. Om vi så er lykkelige, er en anden sag. Alligevel er vi år efter år placeret på førstepladsen over lande med den lykkeligste befolkning. Kloge hoveder, som sikkert har så meget at spekulere på, at de ikke er lykkelige, mener dog, at dette ellers klare budskab skal tages med en vis skepsis og det sædvanlige salt. De henviser til forskellen i, hvad vi i de forskellige lande forventer os. I de varme lande og især de mere latinske skulle de simpelthen have højere forventninger til livet! De har simpelthen større drømme om den store kærlighed, livet og at udleve de helt store følelser!

Vi i Danmark skulle mere leve op til vore nationalsange om ”Ved jorden at blive, det tjener os bedst” og ”flyv ikke højere end vingerne bær”. Det er under alle omstændigheder svært at sammenligne, hvad man mener og definerer som lykke. Spørg oppositionens politiske leder Løkke eller vores statskvinde, som mere er til Helle for lykke.. Under alle omstændigheder er vi stadig blandt de rigeste. Vores ærkerival Sverige er dog rigere, men vi har i det mindste stadig den mest drikkende ungdom i Europa. Vi har lige citeret Grundtvig med ”ved jorden at blive”, måske man skulle overveje at omskrive en anden af hans linjer til – ”og da har i rigdom vi drevet det vidt, hvor få har for meget og de unge drikker lidt”.. Vores nationale mindreværdskompleks, som andre kloge mener stammer fra krigen i 1864, hvor vi tabte en del land og i stedet måtte indad vinde hvad udad tabes. Det kommer der om føje år en hel tv-serie om, instrueret af Ole Bornedal. Således kom først Matador, siden Krøniken, og efter vi blev et krigsførende land, er vi nu også modne til en krigsserie, hvor vi allerede på forhånd véd, at vi taber…

I øvrigt – og muligvis som et antiklimaks – er det eneste, som overgår vores nationale mindreværdskompleks, vores utrolige og heroiske tro på egne evner i udlandet. Når vi spiller fodbold ude i verden er udgangspunktet at ”vi banker dem”. For et stykke tid siden afsluttedes den daglige TV-Avis med ordene: I morgen er danskere langt fremme flere steder i verden. X er i vinderposition i Det Internationale Melodi Grand Prix, instruktøren Thomas Vinterberg står til Guldpalmerne i Filmfestivalen i Cannes og et par begivenheder til. X blev placeret langt nede i bunden af deltagerne. Vinterberg måtte gå vintervejen uden palmer. Vi skulle vist også lige have vundet EM i fodbold. Til gengæld føler vi os gerne som de moralske vindere. Vi er trods vores omtalte kollektive, nationale kompleks de bedste. Selv i beskedenhed overgår vi alle andre. Nyhederne kommer i stride strømme, og efter den journalistiske ledetråd er en dårlig nyhed stadig en god nyhed, måske den bedste.

Det er heller ikke nogen nyhed at Danmark har haft formandskabet i EU. Her har Helle forhåbentlig haft nogen indflydelse, når nu det er Margrethe, der styrer i Danmark. Her tænker jeg ikke på dronning Margrethe den anden, eftersom vi ifølge Grundloven har et institutionelt monarki, så kongehuset er en institution, men ikke har dertilhørende magt. Jeg tænker på den anden dronning Margrethe – lederen af Det Radikale Venstre. Statsministeren har lige været i Rio til Klimatopmøde. Her optrådte Helle også på EU´s vegne. Det fik Jyllandsposten til i en overskrift at skrive: Helle kan ikke redde verden. Hvortil Ekstra Bladet spurgte, om hun så ikke i stedet kunne begynde i Danmark? Med hensyn til Klimatopmødet i Rio, kan jeg desværre kun konstatere at det blev Rio uden Bravo. Jeg har i øvrigt haft fornøjelsen af at være ordstyrer for en psykiatridebat i Huset i Magstræde med Margrethe Vestager. Hun var da psykiatriordfører og havde bl.a. en disput med vor egen Karl Bach. På et tidspunkt under debatten sendte hun et girokort til mig, hvor hun på bagsiden havde skrevet: Kære hr. dirigent! Jeg har fået lov til at gå tidligere for at passe mine børn. Må jeg det?

Det er sjældent, at jeg som psykiatripolitiker har haft følelsen af at have en smule indflydelse og endnu sjældnere magt. Her havde jeg så lidt, men jeg lod endnu en gang følelserne løbe af med mig og lod Margrethe gå. Siden har jeg haft den pragmatiske (praktiske og gennemførlige) politik at gidseltagning i politik holder ikke. Karl Bach eller som han blandt venner kaldes Karl den Store (også for at skelne ham fra andre karle) er netop kommet i nyt fint selskab, oven i købet på de bonede gulve. Han er netop indsat – ikke at forveksle med indlagt – i Regeringens psykiatriudvalg. Udvalget skal først kortlægge kapaciteten af den psykiatriske behandling landet over og siden rådgive og foreslå den fremtidige udvikling, som skal munde ud i en samlet psykiatriplan. Den første overhovedet. Blandt de nyeste nyheder og mildest talt negativt interessante har været, at Glostrup og Hvidovres psykiatriske afdelinger har overdoseret deres patienter. Blandt andet psykotiske, indlagte har fået den dobbelte medicindosering af, hvad der er anbefalet. Måske har afdelingerne gået ud fra, at hvis en anbefalet dosis medicin er godt for patienten, så er den dobbelte dosis, dobbelt så godt. Efter logikken i tankegangen: hvis moral er godt, så er dobbeltmoral, dobbelt så godt…

Vi har her på siden før været inde på den skiftende tidsånd. Det er ikke nogen nyhed – i så fald en meget gammel – at årstiderne skifter. Vi har allerede overstået maj du søde milde og det forførende, men forsømte forår. Vi har også lagt en del helligdage bag os. Heriblandt 1. maj. Her har en efterhånden langvarig tidsånd vist sig. Før i tiden hed det ”første maj´. Nu hedder det ”mig først”. Sidst var vi inde på om Gud mon mildner luften for de klippede får, som der står skrevet i Folketingets Vandrehal. De seneste krisepakkeforhandlinger på den virkelige udgave af Borgen går ud på at topskatte-lettelserne bliver markante. Til gengæld stiger overførselsindkomster som førtidspensioner mindre end de ellers ville stige. Det vil med andre ord sige, at priser og lønninger stiger, men overførselsindkomsterne følger ikke på samme måde med, som de ellers ville gøre. Om vi så får en varmere sommer på grund af dette, tvivler jeg stærkt på. Hvis temperaturerne stiger, er det nok mere på grund af klimaforandringerne og ozonlaget, som Klimatopmøderne på langt sigt skulle have afhjulpet. Krisepakkeforhandlingerne resulterede også i, at der ikke bliver rørt ved helligdagene. Rygter gik ellers på, at Store Bededag skulle slås sammen med 1. maj. Således skulle arbejdernes internationale kampdag have blevet til Rødbededag.

Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi. Hav det godt og pas nu rigtigt godt på jer selv!