Jeg blev helt blød om hjertet da jeg læste Tom Jul Pedersens indlæg i LAP-bladet (nr. 1 /2012): ”Bliver sindslidende diskrimineret”. Jeg har altid selv forsøgt at holde mig langt fra steder, der var domineret af sindslidende og deres pædagoger. Som Tom skriver, er de sindslidende og også deres ansatte hjælpere i høj grad med til at fastholde dem i rollen som syge stakler. Pædagogernes motiv er vel, at de så kan beholde deres job, mens de sindslidendes motiver nok snarere er, at de så har en eller anden form for identitet, for så er man da trods alt noget.

Jeg har, efter nogle års ustabilitet, efterhånden lært at tage medicin (lithium, deprakine og abilify), så jeg kan bevare min ligevægt. Omkostningerne er så overvægt, koncentrationsbesvær, hukommelsesproblemer, tab af kognitive færdigheder og forskellige andre fysiske og psykiske skavanker, som jeg må leve med. Gevinsten er, at jeg kan holde mig stabil til glæde for mig selv og specielt mine omgivelser. Jeg vil dog ikke anbefale, at alle skal tage medicin, men den giver mig sindsro. Jeg ser med glæde og fortrøstning frem til flere indlæg fra Tom Jul Pedersen.