Jeg er en kvinde på 59 år. Har været syg de sidste 5-6 år og fik sidste år diagnosen posttraumatisk stressforstyrrelse og har været sat på fast medicin de sidste 4 år.

Efter en skilsmisse sidste efterår gik jeg endnu længere ned og fik endnu mere medicin. Jeg var nu kun holdt i live og følte mig totalt dopet hele tiden. Det var sygdommen, der var skyld i, at min mand og jeg gik fra hinanden, for der er ingen hjælp til modparten, når man er psykisk syg, lige som der er med alkoholisme. Hvis vi havde vi fået hjælp, ville vi stadig have været sammen.

Da jeg var allerlængst nede, i midten af december sidste år, havde jeg i bund og grund opgivet det hele - ikke at jeg ville tage mit liv – men jeg var kommet dertil, at livet ingen mening havde mere, for det var ikke et liv; jeg blev jo kun holdt i live, jeg levede slet ikke, så dopet som jeg var.

Det var her jeg, i et af mine lyse øjeblikke, kom i tanke om en person, jeg engang havde fået navn og adresse på, og som jeg havde besøgt engang for over 15 år siden. Efter lidt søgen på nettet fandt jeg ham igen, han havde nu uddannet sig til Psykoterapeut. www.psykoterapeutpoulkjaer.dk

Jeg ringede til ham og fik en tid selv samme dag og har siden gået i intensiv behandling, i starten 2-3 gange om ugen, nogle gange hver dag og nu ca. 2 gange om ugen. Det har bare givet mig livet tilbage, nu lever jeg igen, er blevet glad og ligevægtig, nærværende og kan igen mærke mig selv.

Jeg går stadig i behandling og skal nok fortsætte i 4 - 6 mdr. Men allerede nu har jeg lagt 8 ud af 10 piller væk, og er ved at trappe ud af de sidste to. Men det skal gå meget langsomt nu - om jeg kommer helt ud af medicinen, skal tiden vise. Havde systemet Danmark, dengang jeg blev syg, givet mig dette tilbud og betalt for behandling i stedet for at betale masser af penge i tilskud til medicin, betaling til læge, samtale med sygeplejerske i psykiatrien i 1½ år, havde der været rigtig mange penge at spare - nok et par millioner.

Men i Danmark vil man hellere holde syge på medicin. Derfor spørger jeg: ”Hvem bestemmer behandlingen for psykisk syge? Er det medicinalindustrien sammen med lægerne, sådan at de kan tjene store penge på kun at holde os i live, frem for at helbrede os, så vi kunne bidrage til samfundet og få livet igen? ”

Det er derfor jeg kalder det for "Det syge Danmark".