Faktisk lyder den lidt sær, den overskrift. Men bogstaveligt taget er det sådan, at hvis man ikke kan lide sin medicin, så virker den ikke - eller den virker kun i ringe grad.
Men hvorfor er det så sådan? Jo! Det er de to typer immunforsvar, der driller; de fleste kender det fysiske immunforsvar, men de færreste tænker over det mentale immunforsvar, men faktisk er det ret styrende for dig og dine livsmuligheder. Det har en styrende indflydelse på ”det sympatiske system” altså processer som vejrtrækningen og hjerterytmen (også kaldet det autonome system).
Tænk f.eks. på at angst kan give åndenød, og også forstyrre hjerterytmen. Det er det mentale immunforsvar, der reagerer på en eller anden udefra kommende påvirkning. Problemet med det mentale er netop, at det er mentalt! Så i modsætning til det fysiske, bliver det som oftest overset. (Det var Anna Freud der beskrev dette omkring år 1930, men tilsyneladende er det gledet i glemmebogen siden hen).
For lidt over et årstid siden fremkom der forskellige omtaler af en interessant serie iagttagelser, som senere fik karakter af tværfaglig forskning. Der var nogle læger, der havde undret sig over flere faktorer i patienternes reaktioner på standardiseret medicinsk behandling inden for de somatiske sygdomsbehandlinger. Nogle patienter fik nærmest ingen effekt af medicinen, og i stedet for bare at forhøje dosis spurgte lægerne sig selv, hvorfor er det sådan? På et tidspunkt kom de i snak med hjerneforskerne, som via div. typer scanninger var i stand til at registrere, om det fysiske immunforsvar reagerede på medicinen. Faktisk så man efter noget helt andet, nemlig allergireaktioner og disses udløsning af hjerneaktivitet (se det som en af mange linjer i forsøget på at kortlægge hjernens måde at agere hjerne på). For det første opdagede man forskelle mellem patienter, der var glade for deres medicinske behandling og oplevede den som en hjælp til at have det bedre. Og så de grupper der ikke kunne lide at være medicinerede, eller som var vrede på deres sygdom. Hos de sidste opfattede deres kroppe medicinen som et fremmedlegeme lidt på linje med virus og bakterier, som immunforsvaret gik i gang med at afstøde.
Og det var så primært det fysiske immunforsvar. Men man registrerede også en anden serie reaktioner, som virkede psykisk begrundede, afstødningen syntes proportional med patientens oplevelse af tvungenhed. Denne iagttagelse gjorde at nogle hjerneforskere så ideen til at overføre dette til psykiatrien, dels fordi man jo havde en registrant af, at den megen psykofarmaka tilsyneladende var virkningsløs for patienten, plus at forhøjelse af doserne kun forstærkede bivirkningerne. I en forsøgsrække fandt man (muligvis i endnu højere grad end i somatikken), at hvis patienten havde modstand imod behandlingen og/eller medicinen, startede både det fysiske og det mentale immunforsvar deres afstødningsprocesser. Mens der i de tilfælde, hvor der fandtes en oplevelse af glæde over medicinens rebalancerende virkningsmuligheder, ofte forekom en optimal effekt af medicinen.
Nu synes det, som om en ret stor gruppe psykiatribrugere oplever medicineringen som en påtvunget nødløsning, og så længe de gør det, vil vi nok stadigt have en registrant, der siger, at omkring 80 % enten ikke har eller ikke får nævneværdig gavn af medicineringen.
Derfor må vi have et opgør med ideologien om, at påtvungen behandling, medicin eller andet, kan have helbredende effekter. Og ikke mindst skal dette ud af undervisningssituationen.
Et væsentligt problem er at de receptorer- blokerende kemier skyder med spredehagl, så også receptorer, der gerne skulle have fortsat med at reagere, bliver døvede. Måske ligger en væsentlig årsag til immunforsvarsafvisningerne i den negative oplevelse af, at f.eks. mætheds- og sultregistranterne er ude af drift, med deraf følgende overvægt etc. Og her virker det næsten hånende, når sideerhverv som f.eks. ergoterapeuter og diætister kommer med inspirerende løftede pegefingre.
LAP er ved at starte et forsøg på en fællesfaglig indsats for fjernelse af tvang som behandlingselement, altså at en læge/psykiater kan ordinere tvang som del af behandlingen (se bl.a. i forsøget med tvungen opfølgning). Hvis ovenstående holder stik, og med den forskergruppe der internationalt står bag, ser det sådan ud, så virker det helt ufatteligt, at seriøse læger har kunnet overbevise politikerne om værdien af at bruge tvang over for psykiske ubalancer. Postulatet om, at disse brugere ikke har nok indsigt til at forstå deres sygdom, holder ikke, hvis de mangler denne forståelse af behovet for at finde sig i bl.a. bivirkningers selvværds- destruktion. Så er det ikke brugeren der har fejl, men de personer i behandlergrupperne, der har kontakt med dem, som ikke har evnet at finde den formel, der skulle til for at få den fornødne resonans frem. Hov, resonans - et nyt begreb, et vigtigt begreb. Kort sagt drejer det sig om samspilsrelationer mellem behandlere og brugere. Hvis der er resonans, vil der opstå empatiske relationer, der indebærer positive muligheder for forståelse af eventuelle påbud. Og hvis ikke, så opstår der situationer, hvor det mest forventelige er afvisning, og at al medicin og behandling opleves som indtrængende fremmedlegemer.
(se artiklen om resonans andet sted i dette nummer af bladet)
