I forbindelse med høring i §71 udvalget mandag d. 13. maj 2013 blev jeg bedt om at holde det indledende oplæg omkring tvang og mit syn på tvang. Nedenfor bringes mit indlæg.
NEJ ….det kom helt der ud, hvor jeg mistede respekten totalt for politiet og den faglige respekt for behandlerne. Psykologen, der afviste at tage mig i behandling, fordi han havde min ekskæreste i behandling – det var 10 år siden vi havde været kærester og vi mødtes absolut kun tilfældigt i byen 5 gange i løbet af de næste 10 år. Det var en såkaldt faglig begrundelse – som vel at mærke hele sygehus ledelsen måtte rette ind efter, inkl. min psykiater, som efterhånden var blevet en anset professor i psykiatri. Så mit ønske om at få en mandlig psykolog kunne ikke efterkommes. Kvindelige psykologer har kun teoretisk viden om mænds drifter.
Linjerne er trukket hårdt op, men når man som jeg har prøvet tvangsindlæggelse med 4 betjente, at blive lagt i håndjern, indsat i fængselscelle, sikringscelle, tvangsmedicinering, bæltefiksering og diverse former for indirekte tvangsforanstaltninger, samt masser af svigt – ender man med at miste respekten for det system, der skulle hjælpe en over barndommens overgreb og svigt. Hvad består hjælpen i – er det træning i at kunne kæmpe i anspændte situationer, bevare overblikket, når andre synes, det hele er kaos?
Medicinen er et kapitel for sig. Nu viser det sig, ikke at have en netto gavnlig effekt for 70 %’s vedkommende, og det er oprindeligt udviklet til det amerikanske militær – for at soldaterne kunne forblive følelseskolde i kampsituationer. Med det in mente vil man nok bedre forstå de følgende episoder med tvangsindgreb.
De episoder, jeg beskriver nu, ligger mere end 10 år tilbage i tiden – for ti år siden mødte jeg en mand, der ikke troede på, at jeg var psykisk syg, og som var indstillet på at holde mig fri af systemets magt og tvang for næsten enhver tænkelig pris. God resonans mellem os, kærlighed, tæt åbenhjertig kommunikation og forståelse er her nøgleordene.
Stuearrest – det var jeg tildelt. Plejeren havde ikke tid til at snakke med mig, da jeg havde brug for det. Jeg var indlagt på lukket afdeling, og det forventedes, at jeg kunne klare mig selv ca. 20-22 af 24 timer i døgnet. Jeg snakkede for meget og var for omkringfarende, og fik så besked på at blive på mit værelse. Som hævn åbnede jeg for vandet – tog vandhanerne af og stoppede i lommerne, fik stoppet afløbet i gulvet og lod vandet sive ud på gulvet først i badeværelset og så i værelset. Døren var tætnet, så der løb ikke noget ud under den. Der stod 5 cm vand – da plejeren åbnede døren og i et anfald af raseri fik mig bæltefikseret, mens hans kolleger så til. Vi fik en snak dagen efter om episoden, så vi kunne mødes uden konflikter. Eftersamtaler er nu lovkrav, men bliver kun gennemført i 30 % af tilfældene. Min kalender led af vandskade det år, og jeg lærte, at man skal skrive med kuglepen og ikke tuds. Tvangsindlæggelse på røde papirer. Jeg talte aldrig med lægen, der udfærdigede dem. Politiet kørte mig direkte på afdelingen. Plejeren som modtog mig, sagde jeg var som en edderkop, der kunne kravle på loftet. 3 gange i ugen op til indlæggelsen havde jeg talt med min psykiater og fortalt, jeg havde brug for hjælp. Denne fortalte efterfølgende, at han ikke havde følt, at det, jeg sagde, var i overensstemmelse med den rolige måde, jeg sagde det på i telefonen, så der var ingen hjælp at hente. Faglig hjælp er betinget af faglig vurdering og ikke brugerens egen vurdering. Resultatet af den manglende hjælp var vold mod taxavognmand i funktion, der blev takseret til ingen taxakørsel med hr. Moestrup i 5 år efter. Desuden lykkedes det at forhindre mig i at optræde i badebukser til et arrangement på gågaden i min hjemby, og 500 stk. sindkager endte deres dage i psykiatribrugernes maver frem for i byens borgere. Der var bostøtte tilknyttet i forløbet, men ikke med nogen effekt – vedkommende kom jo kun med 14 dages interval og bidrog ikke med strukturering af mit liv – nærmest tværtimod. Jeg fik medicin under tvang, og noget jeg ikke ønskede. Nye undersøgelser viser, at medicin givet under tvang og mod patientens ønske virker på en anden måde end tiltænkt, fordi det opfattes som en fjende, som kroppens immunsystem angriber.
Mit ønske om at få høje doser af litium blev efterkommet, da min egen psykiater kom på banen, og afdelingens psykiater accepterede dette, forudsat at der blev taget daglige blodprøver, for lægen ville ikke risikere et dødsfald på grund af medicinforgiftning. Litium virker kun på mani, hvis det gives så niveauet er tæt på forgiftningsdosis i blodet. Jeg blev hurtigt bragt ud af manien og kunne overflyttes til åben afdeling.
Jeg var i job og ville starte på jobbet direkte fra afdelingen fremfor at gå sygemeldt og vende mig til at være hjemme i vante omgivelser. Dette var på dette tidspunkt sidst i 1990´erne i modstrid med behandlingsteorierne og jeg måtte kæmpe for at få lov at køre på arbejde fra afdelingen. Min chef, der ellers ikke var vant til lukkede døre, måtte opgive at besøge mig, mens jeg var på lukket afdeling. Min chef var fuldt ud inde i min behandling og vidste tillige en hel del om terapi, måske mere end de hospitalsansatte terapeuter. Han kæmpede en kamp for at få mig ud af medicin. De tre år hos ham var mine bedste og måske også mest driftige år på arbejdsmarkedet. Han forstod min situation til fulde og lyttede, når jeg havde brug for det. Han forstod at lytte ind bag ordene og forstod såvel mit stemmeleje og kropssprog i en grad, som med dagens udtryk må betegnes som rigtig god resonans. Fordelen var tillige, at jeg havde en god ven, ansat som elev i firmaet, der var vant til psykisk syge fra sin opvækst – denne fungerede som mentor for mig og for min chef, når der opstod tvivlstilfælde. En god indlæggelse var, da jeg stod fast på, at få udleveret malergrejer fra aktivitetsskabet selvom ergoterapeuten var gået hjem på weekend.
Jeg malede og tegnede hele weekenden og blev ikke lagt i bælte, selvom jeg var rigtig opkørt og havde svært ved at tale. Så kunne jeg male, og om mandagen kunne jeg sammen med psykologen gennemgå mine malerier - der var mange af dem, som indeholdt stumper af budskaber til min historie. Det var godt nok dyrt i papir, for jeg brugte vel op mod 1 pakke kopipapir på en uge. Farver skulle der også til. Og det betød jo en del besparelser på kontoen for tvangsmedicin og bælteslitage, men det er altså en anden konto. Og så var reglementet for brug af ting fra aktivitetsskabet overtrådt – det hed sig dengang, at der skulle være en ergoterapeut tilstede, når disse blev anvendt.
En anden gang lykkedes indlæggelsen også i høj grad, da personalet fik skrevet i journalen: patienten har god gavn af at samtale, selvom det virker fuldstændigt volapyk i starten, bør man forsætte, for patienten falder til ro ved at få lov at tale, vel at mærke hvis det markeres, at der lyttes, og man ikke sår tvivl om patientens oplevelser. En psykiater hjalp mig meget, da han bakkede mig op i mit forslag til kostændring til en gluten- og mælkefri kost uden for mange tilsætningsstoffer og meget begrænset mængde sukker/kulhydrater. Det var i 2001 og året efter blev jeg helt medicinfri. Og har heller ikke været udsat for tvangsbehandlinger siden. Faktisk havde jeg fra starten i 1985 påstået, at det var kosten der var problemet, men ingen psykiater ville bakke op om sammenhængen mellem kost og psyke.
Senere erfarer jeg, at der i slutningen af 50´erne er udført forsøg med kost på psykiatrisk afdeling på Rigshospitalet. Og at forskellige mediciner faktisk baserer sig på denne viden bl.a. det antipsykotiske middel Serenase.
Min sidste indlæggelse:
Politiet satte mig ud fra plejehjemmet hos min farmor, de kunne ikke vente på, at familien kom – min fars søster tilbød at være der inden for en time, men det var ikke tilstrækkeligt. Falck blev tilkaldt for at hente bilen. De vurderede, at jeg ikke kunne køre derfra p.g.a. min psykiske situation. To betjente ledte efter mine bilnøgler – jeg pakkede min taske og min skildpadde sammen, så jeg kunne klare mig. Bilen og mine tasker blev endevendt – de ville være sikre på, at jeg ikke havde medtaget nogle af de 50 bleer, som min farmor havde tilranet sig fra plejehjemmet og gemt i skabene rundt i lejligheden. Jeg blev sat af på perronen med besked om ikke at vise mig i deres distrikt igen.
Det var Langå station og jeg kunne ikke udholde tanken om at sidde fast i et tog fyldt med støjende menneskestemmer og rejsende, der knitrede med aviser og slikposer, så gik fra stationen i stedet for at komme med det næste tog. Resultatet var en efterlysning rundsendt over hele landet. Der er langt til Hillerød på gåben. Og i sådanne situationer er det vigtigere at tage sig af de materielle ting end af de menneskelige følelser.
Jeg endte naturligvis med en indlæggelse på Hillerød med politi, og venner blev tilkaldt kl. 6 søndag morgen, for man kunne ikke have min skildpadde på afdelingen, der var risiko for, at den skulle komme i klemme ved bæltefiksering. En pårørende klagede senere til hospitalet over, at vedkommende blev ladt alene med mig på min stue i mere end 2 timer, uden at personalet kiggede ind. Og så blev jeg udskrevet for sidste gang – vi kan ikke hjælpe dig – blot du lover ikke at tage dit eget liv, er det nok bedst, du er i det pulveriserende liv omkring dig. Tog fat, hvor jeg slap og mødte op til reception på Fabianhus – et bosted for psykiatribrugere dagen efter. De pårørende var selvfølgelig stærkt utilfredse – fire dage havde de kæmpet for at få mig indlagt i 10 timer.
Således hjalp tvangen mig efterhånden til at forstå, at det system, der skulle hjælpe samfundet og mig, var sin egen herre og ikke en hjælpende ånd for mig.
