I blandt kan man undres over at selvfølgeligheder, skal genopdages.

Senest er SUS (Socialt Udviklings Center) i gang med et udviklings- og implementeringsarbejde, kaldet resonans. En idé formet af psykolog Lars Lorentzon, og som kort går ud på, at hvis resonansen (genklangen) ikke er der, så er hjælp ikke brugbar for den, der skal hjælpes.

Derfor må der et opgør med de stive systemer omkring visiteringer af hjælpepersoner til. Således at det er oplevelsen af en rimelig resonans, der styrer. I spillet kan der godt indgå lidt dissonans (i musikken, hvor begrebet er mest kendt og anvendt, bruges dissonansen til at accentuere harmonien i resonansen).

Egentlig burde dette - at resonans er vigtig og bærende - være evident, men for det meste bliver klage over manglende resonans set som angreb på fagligheden hos støttepersoner eller personale. Resonans er styret af andre elementer end faglighed, så det er ikke den, der er i spil. Vi kender alle til at møde mennesker, f.eks. ved et selskab, som vi bare ikke ønsker at tale med – og som allerhøjst får den høflige basishilsen. Det er eksempler på, hvor resonans ikke vil være til stede, og på samme måde kan relationen mellem behandler/støtteperson og modtager være resonans-manglende, ikke at forveksle med dissonans.

Men lad os se på det fra en mere personlig vinkel, omkring hvad støtte og behandlingstilbud bør handle om i forhold til resonans.