Her i foråret har der været et såkaldt "Gallo-show" i Århus. Det skal lige nævnes at Gallo er en masse aktiviteter for sindslidende i Danmarks næststørste by. Vi taler om gartneri, skole, galleri samt en café. Det er netop føromtalte café, der havde arrangeret Galloshowet. Pengene til showet kom mange forskellige steder fra, bl.a. mange forskellige fonde. Derudover havde Musikhuset (hvor det foregik) stillet den store sal gratis til rådighed for arrangementet. Til sidst skulle man selvfølgelig betale for billetten; hele denne "palette" dannede det økonomiske grundlag.
Det var ikke de billigste foredragsholdere, der var hyret. Brødrene Peter og Anders Lund Madsen, henholdsvis hjerneforsker og broderen en meget sjov mand kendt fra tv, samt skuespilleren og instruktøren Jens Arentzen. Han er dog ikke så kendt som de andre. Som meget ung spillede Jens Arentzen, Ulrik Varnæs (bankdirektørens søn) i TV-serien Matador. Den oplevelse fik en meget stor plads i hans foredrag. Det var især instruktøren Erik Balling, han nærmest skamroste. Rosen gik på, at Balling "så ham", og tog ham alvorligt.
Fx. blev den unge Arentzen vist rundt af Balling på Nordisk Film, inden optagelserne gik i gang, og Arentzen følte, at Balling så "mennesket" i ham. Altså viste ham nærvær, sympati samt gav ham tid. Tid er noget af det dyrebareste, vi har. Konklusionen på de dage sammen med hr. Balling var, at den unge Arentzen fik "champagne" i benene, som han udtrykte det fra scenen i Musikhuset. Han gik lykkelig fra optagelserne på Matador, grundet at det var han ikke vant til (at blive set). Han kom netop fra et meget problematisk hjem; moderen var både sindslidende samt alkoholiker, der flere gange forsøgte at begå selvmord. For at gøre ondt værre måtte lille "Jensemand" komme hjem og finde sin mor bevidstløs på gulvet og efterfølgende måtte han selv ringe efter Falck, der kom og reddede hende. En meget barsk opvækst skal jeg love for.
Meningen med hele showet var netop, at nedbryde de fordomme og tabuer, der er omkring sindslidelser, sætte spot på hele problematikken, så det bliver stuerent at tale om. Det gode råd som Jens Arentzen gav videre var, at vi skal "se" hinanden. Vi skal skabe nærvær over for andre. Det er både det værste, og det bedste. Et følsomt emne. Hvordan det? Jo, det er farligere end at springe elastikspring, da netop de nære relationer til andre kan gå i stykker. Det kræver netop mod, at kontakte andre, samt knytte usynlige mentale bånd til hinanden. Det var den alvorlige del af showet.
Vi slutter af i den muntre ende med brødrene Madsen. Peter var selvfølgelig den kloge og Anders den sjove. Jeg siger det lidt skarpt nu, på selve scenen var de begge to underholdende. Peter kom blandt andet ind på vores hjerne, om hvordan den kan blive udsat for synsbedrag eller rettere sagt sansebedrag. Der blev vist nogle billeder som "snyder" hjernen. Man "ser" en ting, som man bagefter godt kan se ikke er rigtig. Endvidere kom Peter Lund ind på, hvor lidt der skal til, før man tænker at andre er "mærkelige".
Bare det, at man ser én gå underligt i et supermarked, får mange til at tænke, at han sikkert er skør i bolden. Der skal mindre til, end man tror.
Folk morede sig kongeligt, de to var meget morsomme i modsætning til Jens Arentzen, der var mere alvorlig/vred, men tilmed også mere dybsindig. De tre gav os alle noget at tænke over i fremtiden.
