eller hvorfor den er eller ender som et kvalificerede gæt.

Som bekendt betyder diagnose ”set eller iagttaget viden”. Det er let, når det drejer sig om et brækket ben, og hvis bruddet er åbent. Men når vi kommer til området, hvor selve værdien i de beskrivende ord bliver individuelt styrede, så er man allerede lidt på Herrens mark. Prøv selv engang at tænke på begrebet ”gøre ondt” - tror ikke der er to mennesker, der mener det samme, når de spørges, om det gør ondt et eller andet sted i kroppen. Det skyldes at smertetærskler er så individuelle, at dét der for den ene er ulidelig smerte, for den anden bare er lidt murren.

Faktisk må jeg beundre læger og lignende for, at de så ofte, som de gør, rammer rigtigt.

Men når vi kommer over til sindet, så bliver tingene om muligt mere diffuse; her har vi virkelig med flydende begreber at gøre, og dermed bliver svar på spørgsmålsserierne også mere problematiske at rubricere.

Så når man ser det som uformåen fra psykiateres side, hvis de skifter en evt. diagnose ud, kan det i virkeligheden være et tegn på formåen.
Nu er der måske lidt efter lidt en hjælp på vej via de studier i genernes natur og opførsel, som pågår i dag. En øget forståelse af deres natur vil givetvis hjælpe til at forstå de ofte diffuse svar bedre, fordi de via en gentest bedre kan indlejres i et muligt forståelsesmodul. Men der opstår et problem, når andre instanser forhindrer evt. fejlskøn i at blive slettet fra journaler. Det eneste, der i bedste fald opnås, bliver et mudret billede. Og det er ikke til gavn for nogen - hverken patient eller behandler. De to primære problemer - når vi har med de mentale områder vedrørende diagnoser og videnskabelige beviser at gøre - er at en statistisk registrants ”evidens” ofte bliver udråbt som bevis, hvilket den ikke er.

Tolkningen af iagttagelser af andres mentale aktivitet vil faktisk altid være styret af opleverens egen erfarings med den iagttagedes erfaringsverden), og derfor vil ”fejltolkninger” være en mulig forekomst.

Man kan højst tale om mulige teser, mulige paralleller, forløbssammenfald, der indikerer. Netop indikerer at – ja hvad? Men en ting er, at det er svært at præcisere ud fra svar (det lykkes dog nogle gange), værre er det, at spørgsmålene ikke altid tager højde for kønsforskellene i livsoplevelse. Men derom en anden gang. Lige her sigtes der til brug og misbrug af begrebet diagnose, især uden for behandlerkredse.  Flere ting er i spil her. Indsnævringen af hvad der ses som normalt. Kravet om diagnose for at kunne få hjælp i krisesituationer (som er sværere at opløse i et samfund af enkeltindivider) ses i myndigheders og politikeres tilbedelse af diagnoser. Sidste er muligvis en af årsagerne til, at snart sagt enhver menneskelig følelse får diagnose-navn og -nummer.

Jeg har hørt mennesker tale om diagnosetyranniet. Og ja, det virker som om det er reelt. Men måske mere hos myndighederne, som skal bruge eksakte fakta, for at kunne handle generaliseret (al lovgivning er ”par nature” generel). Fordi reglen altid skal passe til alle, opnår den så nærmere at passe til ingen. Det er juraens grundlæggende skisma, retfærd er ikke generel i sin natur, om end man postuler, at retsfølelsen er det. Problemet bliver jo, at myndighederne ikke er gearet til at være individuelle i deres tilbud, selv om de prøver. Kun der hvor reglerne er brede og rummelige nok, kan det gøres. Men det er borgeren/brugeren/patienten, der lider under den indsnævrede normopfattelse.

Man skal huske på, at læger selv er en del af samfundet og derfor også i deres tolkning af svar vil være påvirkede (bevidst eller ubevidst) af samfundets normer.

Brugeren

Noget andet er brugerens brug af diagnosen. For nogle bliver den en identitet på godt og ondt. En tryghedsfaktor, mere end en mulig forklarende oplysning - det er så både godt og ondt. Godt, fordi tryghed i sig selv har en healende effekt, ondt fordi det kan fastholde personen på et udviklingsniveau, og derfor ikke kan give plads til udvikling (læs healing).

Misbrug af begreber

For mig er det vigtigt, at der kommer et opgør med to ting: Den ene er opfattelsen af ”evidens” som bevis; den er og bliver aldrig andet end en statistisk registrant, som fortæller mængden af tilsyneladende ens forekomster af en hændelse eller et forløb. Når jeg skriver tilsyneladende, er det fordi ingen hændelser og ingen forløb er 100% identiske, jævnfør den gamle græker, som var enig med bl.a. Tao: ”Du kan ikke stikke foden i samme flod to gange”, fordi det vand, du stikker foden i, ikke er det samme. Du kan gøre det i et vandfad, men er et vandfad lig med livet? Forhåbentlig ikke. Så hvorfor ”evidens” pludseligt er blevet lig med ”bevis” kræver en forklaring.

Videnskabeligt bevis kræver ganske andre tiltag så som forsøg med randomicerede gentagelser, og det er nærmest umuligt, når det mentale er i inde i billedet.

Mit postulat er, at det er politikerne, der har påduttet videnskaben begrebet evidens som norm for økonomisk fundament. Dette er ret beklageligt, fordi det medfører tillæggelse af værdier, som f.eks. begrebet diagnose ikke kan bære. Og derudover faktisk misbruges til at klassificere befolkningen i værdirammer, som bygger ensidigt på en egenskab.

Så på det almene plan kan man ønske sig, at opfattelsen af diagnoser som endegyldige sandheder skiftes ud med forståelsen af begrebet ”diagnoser” som et vigtigt og brugbart redskab, der sammen med andre ting som f.eks. gen-manualer kan medvirke til at skabe bedst mulig helbredelse. Og ikke til at styre økonomiske indskrænkninger.