Der kører i øjeblikket en debat i medierne om psykisk syge og bl.a. brug af tvang over for psykiatriske patienter. I en nyhedsudsendelse i fjernsynet udtalte formanden for Psykiatrifonden Anne Lindhardt, at der skal mindre tvang i psykiatrien, og at der findes andre metoder. Et synspunkt jeg støtter op om.

Jeg blev bæltefikseret i 2010 i september måned, i alt i 59 timer fordelt over 5 dage. Der blev holdt 2 patientklagenævnsmøder, hvor jeg fik medhold.

Alle bæltefikseringer blev erklæret ulovlige. Det første patientklagenævnsmøde blev afholdt i september 2010 uden patientrådgiver.

Omkring november måned 2011 læste jeg min journal og opdagede her, at jeg havde været bæltefikseret 2 gange til, hvor der ikke havde været nogen patientrådgiver, og at jeg derfor ikke havde klaget over disse. Derfor kontakter jeg patientklagenævnet og forelægger sagen. Man siger hertil, at jeg godt kan nå at klage. Det andet patientklagenævnsmøde blev afholdt i december 2011 også uden deltagelse af en patientrådgiver.

I december 2011 kontaktede jeg patientklagenævnets formand og spurgte, om jeg kunne få erstatning. Jeg fik at vide, at det ikke automatisk udløste en erstatning, fordi jeg havde fået medhold, men han foreslog, at jeg kunne kontakte Københavns Retshjælp. Det gjorde jeg så i februar måned 2012.

Der var brevudvekslinger mellem Københavns Retshjælp og sygehusets advokat John Petersen. Men sygehuset erkendte så, at bæltfikseringerne var ulovlige og at sygehuset var erstatningspligtigt. Der opstod herefter tvivl om beløbets størrelse. Retshjælpen var nået frem til et beløb på ca. 17.000 kr. ud fra loven om torterstatning. Dette beløb ville Hillerød sygehus ikke gå med til, og hvis jeg ikke ville acceptere et mindre beløb, skulle vi i byretten.

Det havde nu varet i over 2 år, og hvis jeg skulle have det i byretten, kunne der gå op til et år eller mere før sagen kunne komme for, og jeg skulle have beskikket en advokat. Fie og Lars (de to advokater fra Københavns Retshjælp), min mand og jeg blev enige om at slutte nu og indgik derfor forlig på 7.500 kr. den 26. februar 2014. Dette beløb blev indsat på min konto den 14. april 2014.

Jeg vidste jo også, at jeg skulle passe på mig selv, passe på at jeg ikke blev syg igen, og jeg havde jo opnået meget af det jeg ville, bl.a. at sygehuset erkendte deres fejl, og at man kan få erstatning. Jeg mener, at vi er det land, der har flest bæltefikseringer.
Region Hovedstaden har i en leder i 2013 DEN SVÆRE TVANG under PsykiatriNyt skrevet, og jeg citerer: Region Hovedstadens Psykiatri skal – i lighed med de psykiatriske hospitaler i de øvrige regioner - nedbringe antallet af bæltefikseringer med 20 % over en periode på tre år. Hen over de sidste par år er antallet af bæltefikseringer i Region Hovedstadens Psykiatri ikke faldet, men steget.

Jeg synes det er meget vigtigt, at debattere brugen af bæltefikseringer, både de lovlige og de ulovlige. Og grunden til, at jeg har holdt modet oppe og taget denne kamp er, at der er nogle der kommer efter mig og måske nu har nemmere ved at klage og måske senere få erstatning.

De kan henvende sig i Københavns Retshjælp og få gratis juridisk hjælp og støtte.

Men frem for alt meget færre bæltefikseringer. Jeg håber meget dette indlæg kommer i Medlemsbladet, for jo flere der klager og får medhold, kan det muligvis danne præcedens for ændrede forhold til gavn for patienterne.