En bevægende og fagligt meget perspektivrig minikonference (med undertegnede som mødeleder) på LAP-landsmødet 2014 handlede om ”Åben Dialog”, som også er kendt under betegnelsen ”Laplandsmodellen” (fordi denne behandlings tilgang oprindeligt er udviklet i det finske Vestlapland).
Tankerne bag og praksis blev præsenteret af de to kvinder: overlæge Grethe Thygesen og bruger og LAP-medlem Pernille Bjørk Andersen. Det var ikke som i gamle dage, når overlægen havde en patientdemonstration og viste patienten frem for de medicin- og sygeplejestuderende, mens det blev doceret for forsamlingen, hvad patientens diagnose og symptomer var. I stedet for denne objekt-gørelse var der tale om det modsatte, nemlig en subjektsubjekt relation hvor en overlæge fra psykiatrien i Svendborg på ligeværdig vis med et LAP-medlem og en bruger af selv samme psykiatri i det sydfynske holdt et strålende oplæg.
Omend det er et lovkrav at stille dem, er diagnoser uden betydning i Åben Dialog. Vi ca. 25 tilhørere fik ikke meget at vide om, hvad brugerens ”sygdom” hed, og hvori den bestod. Til gengæld fik vi en meget personlig selvfremstilling, hvor Pernille Bjørk Andersen berettede om sine 16 mørke år som patient i den traditionelle psykiatri. Lange år hvor hun ikke vidste bedre, end det altså er sådan, psykiatrisk behandling er. Da hun ikke havde noget at sammenligne med, kunne hun ikke vide bedre. Hvilket også gjorde sig gældende for Pernilles mor, som var til stede og under debatten sagde nogle klargørende ord fra pårørende vinklen. Det blev Åben Dialog, bedre sent end aldrig, som skulle få Pernille ud af den mørke medicinske psykiatri tunnel, som systematisk havde gjort, at ”jeg taler mig væk fra mig selv”. Til tilhørernes hovedrystende genkendelse berettede hun om, hvordan den traditionelle psykiatri havde skolet hende som patient. Hvordan hun var vokset som en patient, som psykiatere var tilfredse med. Ikke fordi hun var blevet helbredt og selvstændig, men fordi hun var en god og tilpasset patient, som passede sin medicin. Overlæge Grethe Thygesen havde fået den oprindelige inspiration til Åben Dialog et andet sted mod nord, nemlig i norske Tromsø i perioden 1996-1999, hvor hun arbejdede i professor i psykiatri Tom Andersens (1936-2007) ”reflekterende team”. Hun bekendte sig til den humanistiske hjælperrolle, som udover psykiatrisk faglighed baserede sig på medmenneskelighed og gensidighed. Mens overlægen rettede blikket mod Pernille, sagde hun til hende: ”Jeg har brug for dig for at gøre mig bedre til at hjælpe dig”.
LAP-landsmødet havde på denne minikonference besøg af en psykiatrisk overlæge, som magtede og turde træde nøgen frem i forholdet til den person, hun skulle hjælpe. Og netop det at blive mødt på en nøgen måde, åbent og uden diagnoser, manualer, konklusioner og tolkninger mm., havde kaldt personen Pernille frem til et opgør med patienten Pernille.
I denne nye behandlingskultur, hvor hvert møde var et nyt møde og ikke en opsamling på det foregående, følte Pernille sig mødt på en nøgen og ligeværdig måde i forhold til det reflekterende team, som kan siges at udgøre selve motorrummet i Åben Dialog. Grethe Thygesen berettede, på den anden side af det bord, som ikke mere var der, at det for hende til tider havde været meget skræmmende at være den uartige pige i klassen af psykiatere. Skræmmende fordi det at bruge sig selv meget som menneske indenfor psykiatrien, tilmed give plads for følelsesudtryk, af de fleste psykiaterkolleger blev betragtet som noget forbudt at gøre.
En minikonference afviklet i et stilfærdigt, men medrivende og tankevækkende toneleje. Pernille Bjørk Andersen var klar som vandet i en nordnorsk elv, en klarhed som en langsom udtrapning af medicinen havde bidraget til at gøre mulig.
Åben Dialog er i udgangspunktet fra Finland bygget over syv principper:
1. Hurtig hjælp: Det professionelle team sætter sig hurtigt (som udgangspunkt indenfor 24 timer) i forbindelse med den kriseramte borger og dennes netværk og arrangerer det første møde. Formålet er hurtigst muligt at integrere ambulant behandling med patientens hverdagsliv og dermed ofte at undgå indlæggelse.
2. Socialt netværksperspektiv: Patienterne, deres familie, og andre nøglepersoner i deres sociale netværk inviteres til de første møder for at mobilisere støtte til patient og familie.
3. Fleksibilitet og mobilitet: Indsatsen tilrettelægges fleksibelt og tilpasses de specifikke eller foranderlige behov i hvert tilfælde og man bruger de terapeutiske metoder, der er bedst i det enkelte tilfælde.
4. Ansvar: Den i teamet, der først er blevet kontaktet, har ansvar for at organisere det første netværksmøde, hvor der tages beslutning om den evt. fortsatte behandling, som teamet tager vedvarende ansvar for.
5. Psykologisk kontinuitet: Teamet tager ansvar for den integrerede behandling både under indlæggelse og ambulant.
6. Tolerance over for usikkerhed: Almindeligvis bliver der ikke lavet detaljerede behandlingsplaner i krisefasen, men der er løbende regelmæssig kontakt. Teamet undgår forhastede beslutninger om medicinering og behandling. I stedet skræddersys indsatsen successivt og konkret til det enkelte unikke individ.
7. Dialogbasering: Fokus er primært at fremme dialog og sekundært at skabe forandring hos patienten eller i familien. Gennem dialogen opnås nye forståelser og større handlekraft i eget liv.
Sammenfattende kan man sige, at principperne forudsætter, at indsatsen påbegyndes hurtigst muligt, og at patientens netværk – på dennes præmisser – inddrages mest muligt heri. Der skal være fleksibilitet og bevægelighed i behandlingen, og der skal placeres et entydigt ansvar for behandling og kontakt med patienten. Behandlingsteamet sammensættes, så der sikres en kontinuitet i behandlingen, således at patienten ikke møder nye behandlere hele tiden, og der skabes tryghed omkring patientens situation og i bestræbelserne på at mobilisere familiens og netværkets psykologiske ressourcer. Endelig skal der være fokus på, hvilken form for dialog der anvendes i netværket. Denne bør tage udgangspunkt i en reflekterende og ikke fortolkende forståelse af, hvad patienten siger, ligesom der ikke tales om patienten, når denne ikke er til stede. At sætte ord på de oplevelser, der ligger forud for en psykisk krise eller et psykotisk sammenbrud viser sig ofte i sig selv at skabe mening og være helende for patienten og dennes familie.
Kilde: Indsatsen for mennesker med psykiske lidelser – udvikling i diagnoser og behandling. Bilagsrapport 2. Regeringens udvalg om psykiatri, 2013. Side 223.
