Anmeldelse af bogen ”Kære Luise” af Dorrit Cato Christensen, Løfbergs Forlag 2011. Bogen er oversat til engelsk og er for nylig udkommet i USA.

Telefonen ringer en tidlig julimorgen i 2005. Din datter er død, du må skynde dig herud, hvis du vil nå at se hende, inden hun bliver kørt væk til obduktion. - Og hvis du synes, der skal være blomster ved hende, må du selv tage dem med, fortsætter den nøgterne sygeplejerskestemme.

Luise var faldet om med kramper og døde ca.10 timer, efter at hun havde fået sin første injektion med noget antipsykotisk medicin, som hendes krop tilsyneladende ikke kunne tåle. Hun havde i flere år næsten dagligt kastet op efter indtagelse af denne medicin, og derfor havde lægen på Amager Hospital besluttet at give den som indsprøjtning. Luise blev 32 år.

13 år tidligere var Luise blevet indlagt på Rigshospitalet med henblik på en psykiatrisk udredning til brug for de sociale myndigheder, som skulle støtte hende i et muligt uddannelsesforløb. Moderen har en god samtale med den visiterende læge, og hun overværer lægens indtaling af rapporten på diktafon. Det er ikke meningen, at Luise skal have medicin, hun skal bare observeres i en periode, for at man kan give hende den rigtige støtte.

Dagen efter finder Luises mor sin datter så påvirket af medicin, at hun ikke kan stå på sine ben. Den visiterende læge er ikke at træffe, og indlæggelsesrapporten er desværre væk. Nogle få dage senere ligger Luise på intensiv afdeling med malignt neuroleptikasyndrom. En tilstand, som kan være dødelig eller give irreversible neurologiske skader. Luise kommer sig aldrig efter den alvorlige medicinforgiftning. De næste 13 år tilbringer hun i behandlingssystemets varetægt. Hun oplever gentagne gange at blive tvangsmedicineret og bæltefikseret samt - som et grotesk højdepunkt - anklaget for ildspåsættelse efter at være faldet i søvn i sin seng på lukket afdeling med en tændt cigaret i hånden. Hun trækkes igennem en retssag i psykotisk tilstand, og får en behandlingsdom på ubestemt tid. Nu er hun stemplet som farlig og kan i realiteten tilbageholdes resten af livet.

Som barn var Luise lidt anderledes end de andre børn. Hos børnepsykologer og -psykiatere mente man at se autistiske træk og/eller skjult epilepsi. I dag ville hun sandsynligvis have fået diagnosen Aspergers syndrom, men den kendte man ikke dengang. Hun blev behandlet med epilepsimedicin og indrulleret i diverse skiftende behandlingsprogrammer og en tid også anbragt uden for hjemmet på et bosted for børn. 15 år gammel valgte hun selv at komme på Tvind efterskole, hvor hun for første gang oplevede at blive accepteret som den, hun var. Hun opnåede at tage en pæn 9.kl. eksamen og deltog i skolens aktiviteter og rejser på lige fod med de andre.

Det var på den baggrund hun som 19- årig lod sig indlægge på Rigshospitalet for at få den psykiatriske udredning, som var nødvendig, for at de sociale myndigheder skulle kunne støtte hende på hendes vej videre i livet. Hun havde ikke fået epilepsimedicin i de sidste 4 år, og hun havde aldrig fået antipsykotisk medicin.

Det vil aldrig blive opklaret, hvorfor Luise blev så kraftigt medicineret dengang. Før hun fik antipsykotisk medicin, havde hun aldrig haft hallucinationer, det fik hun nu. Og svaret på det var .... mere medicin. Når det så viste sig, at denne medicin ikke virkede, så måtte der jo bare mere til. Luise var i lange perioder oppe på 4 forskellige præparater, samtidig, og i meget høje doser. Uden at hun fik det bedre.

Luises mor forsøgte igennem alle årene at få lægerne i tale. Hun mente, at den megen medicin skadede hendes datter. Og ind imellem blev der da også lagt planer for delvis nedtrapning, kun efterfulgt af modsatte planer alt efter indstillingen hos de mange skiftende læger.

Dorrit Cato Christensen har formet bogen som en slags breve eller indre tale henvendt til den døde datter. Det er først og fremmest en personlig beretning om deres liv sammen. Det er også et kærligt portræt af Luise som en sød og sjov pige, der elskede at spille teater, og som en ung kvinde med en egen styrke og gæv humor på trods af de barske betingelser.

Men bogen er meget mere end det. Den er også et vidnesbyrd om, hvor galt det kan gå, når ”systemet” får lov at køre efter sin helt egen logik. Dorrit Cato Christensen har gennem alle årene nøje noteret alle hændelsesforløb, datoer og aftaler og har, efter at hun har fået aktindsigt, kunnet sammenligne med Luises journaler. Hun påpeger uoverensstemmelser mellem det skrevne og faktiske hændelser, hvordan passager i journalen er blevet omskrevet eller helt fjernet, så de passer bedre med lægens version af sandheden. Hun beskriver møder med fagpersoner, som tilsyneladende ikke har gjort sig den ulejlighed at læse Luises journal, endsige tale med hende selv, før de træffer afgørende beslutninger. Hun kan fortælle om vigtige samtaler, som aldrig er blevet journalført. Alt i alt får man et billede af et uigennemtrængeligt system, hvor forudfattede meninger og sommetider indbyrdes modstridende holdninger på vilkårlig vis styrer tingenes gang.

Enkelte journaluddrag som f.eks. ”Patienten overtales i dag til at tage depotmedicin…” sammenholdt med oplysningen om nogle blå mærker på Luises krop, som retsmedicineren ikke kunne finde forklaring på… kan godt få det til at isne ned ad ryggen på følsomme læsere af denne bog. Luises mor anmeldte sagen til politiet, patientklagenævnet og patientforsikringen. Dommen var klar: Luise havde fået en behandling efter højeste standard, helt efter bogen. Ingen er blevet sigtet i sagen.

Man sidder tilbage med en række spørgsmål: Hvorfor blev medicineringen ikke stoppet, da Luise fik MNS? Hendes krop fik ikke engang en pause til at komme sig efter den meget alvorlige medicinforgiftning. - Hvordan kunne det gå til, at en patient indlagt på lukket afdeling, kunne komme til at sætte ild til sit eget sengetøj og endda blive retsforfulgt for det - hvor var personalet henne i denne situation? - Hvorfor gav det ikke stof til eftertanke hos de ansvarlige læger, at Luise gennem flere år havde daglige opkastninger efter indtagelsen af den ordinerede antipsykotiske medicin? Ja, der er mange spørgsmål, man kunne stille… Men læs bogen... og stil dine egne.

Luises historie er desværre ikke enestående. Selv om der siges at være grøde i psykiatrien, så er denne bog stadig smerteligt aktuel. Der sidder stadig mennesker rundt omkring på de psykiatriske afdelinger og bosteder, som er uhjælpeligt fanget i en medicinsk behandling, der ikke virker efter hensigten. Dorrit Cato Christensen slutter sin bog med at udtrykke et håb om, at den kan være med til på sigt at forebygge, at der kommer flere ”Luisehistorier”.

En yderst relevant bog for alle, der ønsker at forstå baggrunden for den aktuelle psykiatridebat. Burde især læses af alle ansatte i psykiatrien.